Hærmændene paa Helgeland
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
(træder først ind, seer sig om, f[å]r [øj]e p[å] [n]østet, g[å]r raskt derhen og prøver
at bryde [d]øren op.)
(kommer tilsyne p[å] [f]jeldet, studser ved at se[] Sigurd, synes at g[]enk[]ende ham,
stiger ned og r[å]ber:)
(vender sig om, lægger H[å]nden p[å] [s]værdet og svarer):
] (hæver [s]pydet.)
] (drager sit [s]værd.)
(der er lidt foran, klædt i rød [k]jortel, bl[å] [k] [å]be og [f]o[]rværks [h]ætte, r[å]ber
ned til [s]kibene:)
] (til sine [m]ænd.)
] (til [s]ønnerne.)
] (smilende.)
(med et Udr[å]b af Forundring).
(glad, men dog med et [u]dtryk af [u]ro).
(ryster hans fremrakte [h] [å]nd )
] (overrasket.)
] (liges[å].)
] (med undertrykt [b]evægelse.)
] (til Ørnulf.)
] (tankefuld.)
] (glad.)
] (smilende.)
[]
] (mumlende).
] (seer ud tilvenstre).
[]
(standser forundret og uvis[s] ved [s]ynet af de [f]orsamlede).
] (træder nærmere).
] (nærmer sig).
] (glad).
] (med [v]arme).
] (opbragt).
(efter et [ø] [j]ebliks [b]etænkning).
(rækker Gunnar [h] [å]nden).
] (peger ud tilhø[j]re).
] (misfornø[j]et).
[]
(standser ved [i]ndgangen).
] (iler hende imøde).
] (koldt).
(med undertrykt [s]pot).
] (tvinger sig).
(stærkt, men dog uden [h]æftighed).
] (til Hjørdis).
] (skarpt).
] (nikker).
] (til Gunnar).
(med et forlegent [b]lik p[å] Sigurd).
] (til Gunnar).
] (til Ørnulf).
] (forbittret).
] (med [k]raft).
] (med stigende [v]rede).
] (angst og bønligt).
] (hurtigt).
] (med hævet Stemme).
] (med [h]æftighed).
] (i vildt [u]dbrud).
] (vedblivende).
] (tvinger sig).
] (bedende).
] (uden at høre p[å] hende).
] (dæmpet).
] (truende).
] (med rolig [f]asthed).
] (hæftigt).
] (indstændigt).
] (betænker sig).
] (træder nærmere).
] (til Ørnulf).
] (roligt).
] (der er vegen tilbage).
] (til K[å]re).
] (ved [u]dgangen).
[]
[]
(kommer) ]
] (tvivlr[å]dig).
] (til Sigurd).
] (hæftigt).
] (bestemt).
] (ryster hans [h] [å]nd).
] (tvær).
[]
[]
] (for sig selv).
(der raskt er tr[å]dt ind).
] (rask besluttet).
(tager hans [h] [å]nd og seer k[]ærligt p[å] ham).
(rækker ham [h] [å]nden).
] (smilende).
[]
[]
(efter en kort [b]etænkning).
] forundret).
] (viser den frem).
] (dæmpet).
] (spændt).
] (dæmpet).
] (med et [u]dr[å]b).
] (med stolt [g]læde).
] (nølende).
] (i [b]evægelse).
(uden at agte p[å] hende).
] (oprørt),
] (leende).
] (rødmende).
] (udbrydende).
] (fatter sig).
(uden at agte p[å] hende).
] (uhyggeligt tilmode).
(tager hende i [a]rmen).
] (med [a]fsky).
(holder hende tilbage).
(idet hun river sig løs).
] (leende),
] (str[e]ngt).
] (smilende).
] (sagte og urolig).
[]
(efter en kort [p]ause der udfyldes med g[]ensidige [h]ilsninger o. s. v.)
] (til [h]usfolkene).
(efter et [o]phold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over [b]ordet).
] (uvillig).
] (hæftigt).
] (i stærkt [o]prør).
] (sagte).
] (liges[å]).
] (til de [ø]vrige).
(med hævet [s]temme).
(blandt [g] []æsterne).
(med et [b]lik over [b]ordet).
] (sagte).
] (smilende).
(med et tirrende [s]mil).
] (p[å] samme [t]id).
(sagte og bævende af [f]orbittrelse).
(rækker Gunnar [h] [å]nden).
] (sagte og bedende).
] (leende).
(der har talt sagte med T[ h ]orolf).
(som imidlertid har undersøgt [s]værdet).
] (vedblivende).
] (tvinger sig).
] (smilende).
] (i hø[j]este [f]orbitrelse).
] (studsende).
] (med et [u]dr[å]b).
] (hæftigt).
] (med [h] [å]nlatter).
] (udbrydende).
] (i dybeste [s] mærte).
] (vildt).
] (som ude af sig selv).
] (vil følge efter).
] (holder ham tilbage).
] (mørk).
] (ophidset).
(ilsomt fra [b]aggrunden).
] (p[å] samme [t]id).
(som greben af en [a]nelse).
] (drager [s]værdet).
[]
] (med et [s]krig).
] (mellem hverandre).
] (lader [s]værdet falde).
] (sætter Egil ned).
] (til Hjørdis).
(med undertrykt Bevægelse).
] (ligesom opv[å]gnende).
] (sagte).
] (i stærk [s]pænding).
] (mørk).
] ([å]ndeløs).
] (forfærdet).
(efter et kort Ophold.)
] (til sin [f]ader).
] (med stigende [u]ro).
(k[]æmpende med sig selv).
] (hæftigt).
] (til Ørnulf).
] (rolig).
] (tilfreds).
] (nærmer sig).
] (strængt, afbrydende).
(peger taus mod [b]aggrunden).
(gjør et [p]ar [s]kridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og [f]lere,
der de[]ltagende vil følge ham:)
[]
[]
] (med tvungen [l]atter).
] (oprørt).
] (liges[å]).
] (i stærkt [o]prør).
] (hæftigt).
] (med [h] [å]nlatter).
] (vildt).
(sk[]ælvende af [s]indsbevægelse).
] (med ædel [r]o).
] (bevæget).
(ved [u]dgangen, til Hjørdis).
] (for sig selv).
(idet hun strækker [s]noren).
(efter et kort [o]phold).
] (uden at se[] op).
] (smilende).
] (se[]r op).
] (smilende).
(rækker ham [s]noren).
] (forsøger det).
] (re[j]ser sig).
(der i [s]tilhed har holdt [ø] [j]e med ham).
(med tvungen [l]atter).
(der ikke hørte hendes [y]tring).
(se[]r spørgende p[å] ham).
] (tankefuld).
] (udbrydende).
(i stærk men undertrykt [b]evægelse).
] (hæftigt).
] (stærkt).
] (vaklende).
(næsten overvunden).
[]
[]
(fra baggrunden.) [HIS: "(fra Baggrunden)" stod opprinnelig i en sceneanvisning rett etter sceneoverskriften.] ]
] (bevæget).
] (forundret).
] (sænker [h]ovedet).
(som greben af en pludselig [t]anke).
] (usikker).
(smerteligt studsende).
(dybt bevæget).
] (overvældet).
(h[å]nligt smilende).
[]
(seer en [s]tund taus efter hende).
[]
] (bittert).
(efter et kort [o]phold).
(med et stille [s]mil).
(se[]r koldt p[å] ham).
] (bittert).
] (spændt).
] ([å]ndeløs).
] (udbrydende).
] (springer op).
] (studsende).
(folder uvilk[å]rligt [h]ænderne og se[]r p[å] ham i stille [f]orbauselse:)
] (forfærdet).
(stille, k[]æmpende mellem [g]r[å]d og [l]atter).
] (farer tilbage.)
] (med [f]atning).
] (rystet).
] (rask).
] (hovedrystende).
] (med [h]ø[j]hed).
] (med tvungen [k]ulde).
] (hæftigt).
] (med [e]ftertryk).
] (studsende).
] (se[]r stivt p[å] ham).
] (med et [s]mil).
] (hastigt).
[]
(mørk, til Hjørdis).
] (nærmer sig).
] (spændt).
] (sagte, triumferende).
(med tvungen [s]tyrke).
(g[]ør i hæftig indre [b]evægelse et [s]kridt henimod [s]igurd, men fatter sig og bliver
ubevægelig st[å]ende under det [f]ølgende).
(i hø[j]este [o]verraskelse).
] (bittert).
(g[å]r raskt hen til Sigurd og trykker hans [h]ænder i stærk [b]evægelse).
(ryster hans [h] [å]nd).
ud i [b]aggrunden.
(efter en [p]ause, sagte og tankefuld).
] (dæmpet).
(g[å]r over mod [h]ø[j]re og betragter [f]aderen med stille [s]org).
] (mildt bebre[j]dende).
] (nærmer sig).
(ligesom opv[å]gnende).
] (nærmer sig).
] (uden at se[] op).
] (sm[e]rteligt).
] (løfter [h]ovedet).
(sagte til Dagny, som re[j]ser sig).
] (hovedrystende).
(se[]r spørgende p[å] Sigurd).
tier lidt og tænker sig om, derp[å] siger han:)
[]
[]
(idet han g[å]r lidt op mod [b]aggrunden).
] (udenfor tilvenstre).
[]
] (med trodsig [l]atter).
[]
[]
(g[å]r rask hen til [d]øren og r[å]ber ind:)
(kommer ud med de [ø]vrige:)
[]
[]n,[(]ilsomt og seende sig tilbage som om hun ængstedes
af [n]oget, der forfulgte hende[,] [] g[å]r tæt hen til Sigurd, tager ham ved [a]rmen
og siger dæmpet:)
] (med [h]ø[j]hed).
] (under stigende [v]ildhed).
(viger tilbage).
(uden at agte p[å] ham).
(jublende, idet hun iler hen til ham.)
] (i [f]ortvivlelse).
] (stille).
(vendt mod [g]ravhaugen).
] (kommer).
(med Egil p[å] [a]rmen).
] (iler til).
(sætter Egil ned).
(se[]r fortvivlet p[å] [m]ændene, der st[å] [r] om den [d]øde).
(som greben af en pludselig [t]anke)
(sagte og med [f]atning).
] (sagte).
] (med [s]kræk).
] (med et [s]krig).
(stille og sm[e]rteligt).
Faksimile
Hærmændene p[å] Helgeland,
Skuespil i fire [handlinger.]
[Anden udgave.]
[
København.
]
[
Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).
]
[
1873.
]
Faksimile
Faksimile
Hermændene p[å] Helgeland.
[]
Faksimile
[De optrædende.]
Ørnulf fra Fjordene,
[l]andnamsmand p[å] Island.
Sigurd hin [s]tærke,
[s]økonge.
Gunnar [h]erse, rig [b]onde p[å] Helgeland.
T[
h
]orolf, Ørnulfs yngste [s]øn.
Dagny, Ørnulfs [d]atter.
Hjørdis, hans [f]osterdatter.
K[å]re [b]onde, en [h]elgelænding.
Egil, Gunnars [s]øn, fire [å]r gammel.
Ørnulfs se[
x
ks
] ældre [s]ønner.
Ørnulfs og Sigurds [m]ænd.
G[]æster, [h]uskarle, [t]erner, fredløse [m]ænd, o. s. v.
Handlingen foreg[å]r i Erik Blodø[ks]es [t]id p[å] og i [n]ærheden af Gunnars [g]
[å]rd
p[å] Helgeland i det nordlige [n]orge.
p[å] Helgeland i det nordlige [n]orge.
Faksimile
Første [handling.]
[(]En hø[j]
[s]trand, der i [b]aggrunden løber brat ned til [s]øen.
Tilvenstre et [n]øst, tilhø[j]re [f]jelde og [b]arskov. Masterne af to [h]ær-
skibe se[]s nede i [v]iken; langt ude tilhø [j] re [s]k[]ær og hø[j]e [h]olmer;
[s]øen er i stærkt [o]prør, det er [v]inter med [s]netykke og [s]torm.[)]
[]
Tilvenstre et [n]øst, tilhø[j]re [f]jelde og [b]arskov. Masterne af to [h]ær-
skibe se[]s nede i [v]iken; langt ude tilhø [j] re [s]k[]ær og hø[j]e [h]olmer;
[s]øen er i stærkt [o]prør, det er [v]inter med [s]netykke og [s]torm.[)]
[(]
Sigurd kommer op fra [s]kibene; han er klædt i hvid [k]jortel med [s]ølvbelte, bl[å]
[k]appe, [s]okkebrog, l[å]dne [s]ko og [s]t[å]lhue, ved [s]iden bærer han et kort [s]a[ks]sværd.
Ørnulf viser sig stra[ks] efter oppe mellem [f]jeldene, klædt i mørk [l]ammeskindskjortel, med
[b]rystplade og [b]e[]nskinner samt l[å]dne [s]ko og ulden [b]rog, over [s]kuldrene har han
en brun [v]admelsk[å]be med [h]ætten trukken over [s]t[å]lhuen s[å] at [a]nsigtet for en
[d]e[]l skjules. Hun er høi og kjæmpemæssigt bygget, med langt hvidt [s]kjæg, gammel
og lidt bø[j]et; væbnet er han med rundt [s]kjold, [s]værd og [s]pyd.[)]
[k]appe, [s]okkebrog, l[å]dne [s]ko og [s]t[å]lhue, ved [s]iden bærer han et kort [s]a[ks]sværd.
Ørnulf viser sig stra[ks] efter oppe mellem [f]jeldene, klædt i mørk [l]ammeskindskjortel, med
[b]rystplade og [b]e[]nskinner samt l[å]dne [s]ko og ulden [b]rog, over [s]kuldrene har han
en brun [v]admelsk[å]be med [h]ætten trukken over [s]t[å]lhuen s[å] at [a]nsigtet for en
[d]e[]l skjules. Hun er høi og kjæmpemæssigt bygget, med langt hvidt [s]kjæg, gammel
og lidt bø[j]et; væbnet er han med rundt [s]kjold, [s]værd og [s]pyd.[)]
Sigurd
(træder først ind, seer sig om, f[å]r [øj]e p[å] [n]østet, g[å]r raskt derhen og prøver
at bryde [d]øren op.)
Ørnulf
(kommer tilsyne p[å] [f]jeldet, studser ved at se[] Sigurd, synes at g[]enk[]ende ham,
stiger ned og r[å]ber:)
Vig [m]arken, [h]ærmand!
Sigurd
(vender sig om, lægger H[å]nden p[å] [s]værdet og svarer):
Det var første [g]ang ifald jeg gjorde det!
Ørnulf
.Du skal og m[å]! Jeg trænger [n]østet til [n]attely for
mine stivfrosne [m]ænd.
mine stivfrosne [m]ænd.
Faksimile
6
Sigurd
.Og jeg for en mødig [k]vinde.
Ørnulf
.Mine [m]ænd er[] mere værd end dine [k]vinder!
Sigurd
.S[å] m[å]
[s]koggangsmænd st[å] hø[j]t i [p]ri[]s p[å] Helgeland!
Ørnulf
[
] (hæver [s]pydet.)
Dyrt skal du bøde for de [o]rd!
Sigurd
[
] (drager sit [s]værd.)
Nu vil det g[å] dig ilde, [g]ubbe!
(Ørnulf styrter ind p[å] ham, Sigurd forsvarer sig.)
[]
[]
Dagny og nogle af Sigurds [m]ænd
[kommer] fra [s]tranden;
Ørnulfs se[ x ks ] [s]ønner fra [f]jeldene tilhø[j]re.
Ørnulfs se[ x ks ] [s]ønner fra [f]jeldene tilhø[j]re.
Dagny
(der er lidt foran, klædt i rød [k]jortel, bl[å] [k] [å]be og [f]o[]rværks [h]ætte, r[å]ber
ned til [s]kibene:)
Op alle Sigurds [m]ænd! Min [h]usbond strides med
en [f]remmed!
en [f]remmed!
Ørnulfs [s]ønner
.Til [h]jælp for [g]ubben!
[
] (de stige ned.)
] (de stige ned.)
Sigurd
[
] (til sine [m]ænd.)
Bliv hvor [
I
i
] er; jeg magter ham vel alene!
Ørnulf
[
] (til [s]ønnerne.)
Lad mig sl[å]es i [f]red! (farer ind p[å] Sigurd). Jeg vil se[]
dit [b]lod!
dit [b]lod!
Faksimile
7
Sigurd
.Se[] først dit eget!
[
] (s[å]rer ham i [a]rmen, s[å] at [s]pydet falder.)
] (s[å]rer ham i [a]rmen, s[å] at [s]pydet falder.)
Ørnulf
.Godt var det hugget, [h]ærmand!
Snygt du [s]værdet svinger,
[h]vast du veed at ramme;
Sigurd selv, hin [s]tærke,
[s]t[å]r for dig tilskamme!
Sigurd
[
] (smilende.)
S[å] er [s]kammen ham til [h]æder!
Ørnulfs [s]ønner
(med et Udr[å]b af Forundring).
Sigurd selv! Sigurd hin [s]tærke!
Ørnulf
.Men hvassere ramte du den [n]at, du rante Dagny, min
[d]atter! [
] (kaster [h]ætten tilbage.)
[d]atter! [
] (kaster [h]ætten tilbage.)
Sigurd
og hans Mænd
.Ørnulf fra Fjordene!
Dagny
(glad, men dog med et [u]dtryk af [u]ro).
Min [f]ader og mine [b]rødre!
Sigurd
.Stil dig bag ved mig.
Ørnulf
.Det g[]øres ikke behov. (nærmer sig til Sigurd). Jeg drog
[k] []endsel p[å] dig s[å] s[å]re du kom mig for [ø] [j]e, derfor yp-
pede jeg [s]trid; prøve vilde jeg om [r]ygtet sagde sandt, n[å]r
det nævnte dig som den djærveste [i]drætsmand i Norge. N[å],
[f]red og [f]orlig være mellem os!
[k] []endsel p[å] dig s[å] s[å]re du kom mig for [ø] [j]e, derfor yp-
Faksimile
8
pede jeg [s]trid; prøve vilde jeg om [r]ygtet sagde sandt, n[å]r
det nævnte dig som den djærveste [i]drætsmand i Norge. N[å],
[f]red og [f]orlig være mellem os!
Sigurd
.Bedst, ifald det s[å] kunde fø[j]e sig.
Ørnulf
.Der er min [h]
[å]nd. Du er en ypperlig [k]
[]æmpe; s[å]
ramme [h]ug har [i]ngen før skiftet med gamle Ørnulf.
ramme [h]ug har [i]ngen før skiftet med gamle Ørnulf.
Sigurd
(ryster hans fremrakte [h] [å]nd )
Lad det være de sidste [s]værdhug[,] der skiftes mellem os
[t]o. Og hermed byder jeg dig [s]elvdømme i den [s]ag, der
er os imellem; er du villig til at vælge de [v]ilk[å]r?
[t]o. Og hermed byder jeg dig [s]elvdømme i den [s]ag, der
er os imellem; er du villig til at vælge de [v]ilk[å]r?
Ørnulf
.Det er jeg, og ret nu skal [t]visten jævnes. (til de [ø]vrige.)
S[å] g[]øres da vitterligt for [a]lle, hvad [s]agen g[]ælder. For
fem [v]intre siden l[å] Sigurd og Gunnar [h]erse som [v]ikinger
p[å] Island og havde [f]redland der den [v]inter tæt under min
[g] [å]rd. Da rante Gunnar med [v]old og [s]ned min [f]oster-
datter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget [b]arn,
og seilede bort med hende. For dette [r]an dømmes du til at
bøde tre [h]undrede i [s]ølv, og skal med det din [u]fredsg[]er-
ning være sonet.
S[å] g[]øres da vitterligt for [a]lle, hvad [s]agen g[]ælder. For
fem [v]intre siden l[å] Sigurd og Gunnar [h]erse som [v]ikinger
p[å] Island og havde [f]redland der den [v]inter tæt under min
[g] [å]rd. Da rante Gunnar med [v]old og [s]ned min [f]oster-
datter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget [b]arn,
og seilede bort med hende. For dette [r]an dømmes du til at
bøde tre [h]undrede i [s]ølv, og skal med det din [u]fredsg[]er-
ning være sonet.
Sigurd
.Billige [k]
[å]r tykkes mig at være[,] hvad du der byder;
de tre [h]undrede skal jeg udrede og lægger til en bræmmet
[s]ilkek[å]be; det er en [k]ongegave fra Ædhelstan i England og
s[å] god[,] [HIS: Usikkert hvem som har utført rettelsen.] som nogen [m]and har b[å]ret den p[å] Island.
de tre [h]undrede skal jeg udrede og lægger til en bræmmet
[s]ilkek[å]be; det er en [k]ongegave fra Ædhelstan i England og
s[å] god[,] [HIS: Usikkert hvem som har utført rettelsen.] som nogen [m]and har b[å]ret den p[å] Island.
Faksimile
9
Dagny
.Ret s[å] min bolde [h]usbond; og [t]ak, du[,] min [f]ader;
nu først er jeg freidig tilsinds! [
] (hun trykker [f]aderens og [b]rødrenes [h]æn-
der og taler sagte med dem.)
nu først er jeg freidig tilsinds! [
] (hun trykker [f]aderens og [b]rødrenes [h]æn-
der og taler sagte med dem.)
Ørnulf
.S[å] st[å] da [f]orliget ved [m]agt mellem os, og skal
Dagny efter denne [t]id være fuldt s[å] hæderlig at agte, som
var hun dig lovligt fæstet med sine [f]rænders [m]inde.
Dagny efter denne [t]id være fuldt s[å] hæderlig at agte, som
var hun dig lovligt fæstet med sine [f]rænders [m]inde.
Sigurd
.Og p[å] mig kan du nu lide, som p[å] din egen [æ]t!
Ørnulf
.Det tænker jeg forvist jeg kan, og vil p[å]
[s]tand friste[,]
hvor god du er mig.
hvor god du er mig.
Sigurd
.Rede skal du finde mig; sig frem, – hvad kræver du?
Ørnulf
.Din [h]jælp i [r]
[å]d og [d]
[å]d. Jeg har stævnet hid til
Helgeland for at søge Gunnar [h]erse og kræve [r]ansbøder for
Hjørdis.
Helgeland for at søge Gunnar [h]erse og kræve [r]ansbøder for
Hjørdis.
Sigurd
[
] (overrasket.)
Gunnar!
Dagny
[
] (liges[å].)
Og Hjørdis, – hvor er[] de at finde?
Ørnulf
.Hjemme p[å] Gunnars [g]
[å]rd, tænker jeg.
Faksimile
10
Sigurd
.Og den ligger –?
Ørnulf
.Ikke mange [p]ileskud borte; har du ikke vidst det?
Sigurd
[
] (med undertrykt [b]evægelse.)
Tilvisse, nei! Sparsomt har jeg spurgt fra Gunnar
siden vi sidst seilede fra Island sammen. Vidt fo[]r jeg i
[v]iking og tjente mange [k]onger udenlands medens Gunnar sad
hjemme. Hid under [l]and kom jeg idag i [l]ysingen, for-
dreven af [u]ve[j]ret; at Gunnar havde sin [f]ædreneg[å]rd her
nordp[å] var mig nok vitterligt, men –
siden vi sidst seilede fra Island sammen. Vidt fo[]r jeg i
[v]iking og tjente mange [k]onger udenlands medens Gunnar sad
hjemme. Hid under [l]and kom jeg idag i [l]ysingen, for-
dreven af [u]ve[j]ret; at Gunnar havde sin [f]ædreneg[å]rd her
nordp[å] var mig nok vitterligt, men –
Dagny
[
] (til Ørnulf.)
Og i det
[æ]rinde fo[]r du hjemmefra?
Ørnulf
.S[å] er det. (til Sigurd.) At vi [t]o mødtes har været et [v]ærk
af de [v]ældige deroppe; de vilde det s[å]. Havde jeg tænkt
p[å] at søge dig, s[å] vidste jeg lidet hvor du var at finde.
af de [v]ældige deroppe; de vilde det s[å]. Havde jeg tænkt
p[å] at søge dig, s[å] vidste jeg lidet hvor du var at finde.
Sigurd
[
] (tankefuld.)
Vel sandt, vel sandt! – Men nu den [s]ag med Gun-
nar, [–] sig mig, Ørnulf, tænker du at drive den stærkt, af al
[f]ormue, b[å]de med [g]odt og [o]ndt?
nar, [–] sig mig, Ørnulf, tænker du at drive den stærkt, af al
[f]ormue, b[å]de med [g]odt og [o]ndt?
Ørnulf
.Det m[å] jeg gjøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige
dig. Isommer red jeg tilt[ h ]ings og der var[] mange hæderlige
[m]ænd tilstede. Da [t] [ h ]ingdagene var[] tilende, sad jeg i [b]o-
den og drak sammen med mine [h]erredsmænd og s[å] kom
[k]vinderanet p[å] [t]ale; h[å]nlige [o]rd m[å]tte jeg høre fordi
jeg lod den [t]ort sidde uhævnet p[å] mig s[å] lang en [t]id.
Da blev jeg vred, svor at fare til Norge, søge Gunnar og
kræve [b]od eller [h]ævn for [r]anet og aldrig fare hjem til Is-
land ig[]en før jeg havde vidst at fremme min [s]ag.
dig. Isommer red jeg tilt[ h ]ings og der var[] mange hæderlige
[m]ænd tilstede. Da [t] [ h ]ingdagene var[] tilende, sad jeg i [b]o-
den og drak sammen med mine [h]erredsmænd og s[å] kom
Faksimile
11
[k]vinderanet p[å] [t]ale; h[å]nlige [o]rd m[å]tte jeg høre fordi
jeg lod den [t]ort sidde uhævnet p[å] mig s[å] lang en [t]id.
Da blev jeg vred, svor at fare til Norge, søge Gunnar og
kræve [b]od eller [h]ævn for [r]anet og aldrig fare hjem til Is-
land ig[]en før jeg havde vidst at fremme min [s]ag.
Sigurd
.Ja, ja! st[å]r det s[å], da sk[]ønner jeg nok at [s]agen
m[å] drives stærkt ifald det trænges om.
m[å] drives stærkt ifald det trænges om.
Ørnulf
.Det m[å] den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar
er mig nævnt som en hæderlig [m]and. Glad er jeg ogs[å]
at jeg fo[]r i denne [f]ærd; [t]iden faldt mig lang p[å] Island
tilslut; derude p[å] de bl[å] [v]ande var jeg bleven gammel og
gr[å], det bares mig for som jeg m[å]tte ud p[å] dem engang
til førend jeg, –; n[å] ja, – Bergthora, min gode [h]ustru,
var jo død for længe siden, mine ældste [s]ønner for[] hver
[s]ommer i [v]iking, og da nu T[ h ]orolf vo[ks]te til –
er mig nævnt som en hæderlig [m]and. Glad er jeg ogs[å]
at jeg fo[]r i denne [f]ærd; [t]iden faldt mig lang p[å] Island
tilslut; derude p[å] de bl[å] [v]ande var jeg bleven gammel og
gr[å], det bares mig for som jeg m[å]tte ud p[å] dem engang
til førend jeg, –; n[å] ja, – Bergthora, min gode [h]ustru,
var jo død for længe siden, mine ældste [s]ønner for[] hver
[s]ommer i [v]iking, og da nu T[ h ]orolf vo[ks]te til –
Dagny
[
] (glad.)
T[
h
]orolf er med? Hvor er han?
Ørnulf
.Ude p[å]
[s]kibet. (peger mod [b]aggrunden tilhø[j]re.) Der skal du
se[] en [g]ut; stor og stærk og fager er han bleven siden du
sad hjemme. Det vil blive en ypperlig [i]drætsmand, Sigurd;
han vil komme til at ligne dig.
se[] en [g]ut; stor og stærk og fager er han bleven siden du
sad hjemme. Det vil blive en ypperlig [i]drætsmand, Sigurd;
han vil komme til at ligne dig.
Dagny
[
] (smilende.)
Det er nu som før, sk[]ønner jeg; stedse stod T[
h
]orolf dit
[h]jerte nærmest.
[h]jerte nærmest.
Faksimile
12
Ørnulf
.Han er den [y]ngste og sin [m]oder lig, deraf kommer det.
Sigurd
.Men sig mig nu, – dit [æ]rinde hos Gunnar [h]erse,
– tænker du alt idag –?
– tænker du alt idag –?
Ørnulf
.Heller idag end imorgen. Med rimelige [b]øder skal jeg
være fornø[j]et; vægrer Gunnar sig ved sligt [f]orlig, s[å] f[å] []r
han friste de [k] [å]r, som følge[r] p[å].
være fornø[j]et; vægrer Gunnar sig ved sligt [f]orlig, s[å] f[å] []r
han friste de [k] [å]r, som følge[r] p[å].
[]
[(]
K[å]re [b]onde kommer ilsomt ind fra [h]ø[j]re; han er klædt i
gr[å] [v]admelskofte og sid [f]ilthat; i [h] [å]nden holder han en afbrudt [g] []erdestav.[)]
gr[å] [v]admelskofte og sid [f]ilthat; i [h] [å]nden holder han en afbrudt [g] []erdestav.[)]
K[å]re
.Godt [m]øde, [h]ærmænd!
Ørnulf
.Hærmænds [m]øde skattes sjelden godt.
K[å]re
.Er[]
[i] hæderlige [m]ænd, s[å] tilsige[r]
[
I
i
] mig [f]red iblandt
jer; Gunnar [h]erses [h]usfolk st[å] [r] mig efter [l]ivet!
jer; Gunnar [h]erses [h]usfolk st[å] [r] mig efter [l]ivet!
Ørnulf
.Gunnar Herse!
Sigurd
.S[å] har du øvet [o]ndt imod ham!
Kaare
.Ørnulf
.Det var lovlig [g]
[]erning.
Kaare
.Men nu imorges kom hans [k]arle mod mig med [u]fred;
[l]ykken var mig god, s[å] jeg blev varslet itide og slap bort;
dog, stakket [f]rist kan jeg vente, for mine [a]vindsmænd lede[r]
om mig.
[l]ykken var mig god, s[å] jeg blev varslet itide og slap bort;
dog, stakket [f]rist kan jeg vente, for mine [a]vindsmænd lede[r]
om mig.
Sigurd
.Lidet kan jeg tro dig, [b]onde! I fordums [t]id k[]endte
jeg Gunnar s[å] godt som mig selv, og det veed jeg: aldrig
øved[] han [u]sk[]el mod fredelig [m]and.
jeg Gunnar s[å] godt som mig selv, og det veed jeg: aldrig
øved[] han [u]sk[]el mod fredelig [m]and.
Kaare
.Gunnar har ingen [d]e[]l i al den [u]færd, han er sønder-
p[å] Landet; nei, det er Hjørdis, hans [h]ustru –
p[å] Landet; nei, det er Hjørdis, hans [h]ustru –
Dagny
.Hjørdis!
Ørnulf
[
] (mumlende).
Ja ja, det kunde ligne hende!
Kaare
.Gunnar bød jeg [b]od for [t]rællen, og den var han villig
til at tage, men s[å] kom Hjørdis til, ægged[] sin [h]u[]sbond
med mange h[å]nlige [o]rd og hindred[] [f]orliget; siden drog
Gunnar sørp[å], og imorges –
til at tage, men s[å] kom Hjørdis til, ægged[] sin [h]u[]sbond
med mange h[å]nlige [o]rd og hindred[] [f]orliget; siden drog
Gunnar sørp[å], og imorges –
Faksimile
14
Sigurd
[
] (seer ud tilvenstre).
Der komme ve[j]farende [m]ænd nordefter, er det ikke –?
Kaare
.Det er Gunnar [h]erse selv!
Ørnulf
.Vær du trøstig, jeg tænker nok, jeg skal f[å] jer forligte.
[]
[(]
Gunnar [h]erse, med nogle [m]ænd, kommer fra [v]enstre.
Han er klædt i [h]usdragt, brun [k]jortel, [s]okkebrog, bl[å] [k]appe og bred [h]at[;] af
[v] [å]ben har han kun en liden [h] [å]ndø[ks]e.[)]
Han er klædt i [h]usdragt, brun [k]jortel, [s]okkebrog, bl[å] [k]appe og bred [h]at[;] af
[v] [å]ben har han kun en liden [h] [å]ndø[ks]e.[)]
Gunnar
(standser forundret og uvis[s] ved [s]ynet af de [f]orsamlede).
Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt –!
Ørnulf
.Der se[]r du ret nok.
Gunnar
[
] (træder nærmere).
Nu da, hil og sæl p[å] min [g]rund, ifald du kommer
med Fred.
med Fred.
Ørnulf
.Vil du som jeg, s[å] skal ingen [u]fred øves.
Sigurd
[
] (nærmer sig).
Vel mødt, Gunnar!
Gunnar
[
] (glad).
Ørnulf
.Som du siger[;]
[HIS: Usikkert hvem som har utført rettelsen.] stor [t]ort voldtes mig da du fo[]r med
hende fra Island uden at søge mit [m]inde.
hende fra Island uden at søge mit [m]inde.
Gunnar
.Du kommer med [r]et og [s]k[]el; har [s]venden flængt[,]
s[å] f[å]r [m]anden flikke. Længe har jeg ventet dig, Ørnulf,
for den [s]ags [s]kyld, og kan [b]øder g[]øre det, s[å] skal vi
snart forliges.
s[å] f[å]r [m]anden flikke. Længe har jeg ventet dig, Ørnulf,
for den [s]ags [s]kyld, og kan [b]øder g[]øre det, s[å] skal vi
snart forliges.
Sigurd
.Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.
Gunnar
[
] (med [v]arme).
Det m[å] du, [g]ubbe; skulde du værdsætte hende som
det bør sig, da vilde ikke alt mit [g]ods forsl[å]!
det bør sig, da vilde ikke alt mit [g]ods forsl[å]!
Ørnulf
.Jeg skal rette mig efter [l]ov og [v]edtægt, det kan du
lide p[å]. Men nu en anden [s]ag; (peger p[å] K[å]re) se[]r du
den [m]and der?
lide p[å]. Men nu en anden [s]ag; (peger p[å] K[å]re) se[]r du
den [m]and der?
Gunnar
.K[å]re [b]onde! (til Ørnulf). Du ve[]d da, der er [u]fred
mellem os?
mellem os?
Ørnulf
.Dine [m]ænd har ranet hans [k]væg, og for [r]an bør bødes.
Faksimile
16
Gunnar
.For [d]rab liges[å]; han har dræbt min [t]ræl.
K[å]re
.Fordi han h[å]ned[] mig.
Gunnar
.Jeg har sagt mig rede til [f]orlig.
Kaare
.Men det havde ikke Hjørdis [s]ind til, og imorges, mens
du var borte, faldt hun over mig og st[å]r mig nu efter [l]ivet.
du var borte, faldt hun over mig og st[å]r mig nu efter [l]ivet.
Gunnar
[
] (opbragt).
Er det sandt du siger; har hun –?
K[å]re
.Hvert [o]rd er sandt.
Ørnulf
.Derfor bad [b]onden om min [b]istand[,] og den skal være
ham sikret.
ham sikret.
Gunnar
(efter et [ø] [j]ebliks [b]etænkning).
Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf; det er der-
for billigt at jeg fø[j]er mig efter din [v] illie. Hør mig, K[å]re
[b]onde, jeg er villig til at lade [t]rællens [d]rab og al den
[u]lempe, der er voldt dig, g[å] op mod hinanden.
for billigt at jeg fø[j]er mig efter din [v] illie. Hør mig, K[å]re
[b]onde, jeg er villig til at lade [t]rællens [d]rab og al den
[u]lempe, der er voldt dig, g[å] op mod hinanden.
K[å]re
.
(rækker Gunnar [h] [å]nden).
Det er gode [k]
[å]r; dem tager jeg imod.
Faksimile
17
Ørnulf
.Og [f]red skal han have for dig og dine?
Gunnar
.Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes.
Sigurd
[
] (peger ud tilhø[j]re).
Se[] der!
Gunnar
[
] (misfornø[j]et).
Det er Hjørdis!
Ørnulf
.Med væbnede [k]arle!
K[å]re
.Hun søger mig!
[]
[(]
Hjørdis med en [f]lok
[h]uskarle. Hun er sortklædt, i [k]jortel,
[k] [å]be og [h]ætte; [k]arlene ere væbnede med [s]værd og [ø] [ks]er, selv bærer hun
et let [s]pyd i [h] [å]nden.[)]
[k] [å]be og [h]ætte; [k]arlene ere væbnede med [s]værd og [ø] [ks]er, selv bærer hun
et let [s]pyd i [h] [å]nden.[)]
Hjørdis
(standser ved [i]ndgangen).
Mandstærke mødes vi her, som det lader!
Dagny
[
] (iler hende imøde).
Hil og sæl, Hjørdis!
Hjørdis
[
] (koldt).
Tak. Jeg har alt spurgt at du ikke var langt borte.
(træder nærmere, idet hun kaster et skarpt [b]lik over de [f]orsamlede.) [
]Gunnar og
– K[å]re, min [a]vindsmand, – Ørnulf og hans [s]ønner, og –
(idet hun f[å]r [ø] [j]e p[å] Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier lidt, men
fatter sig og siger:) [
]Nu, [m]ange se[]r jeg her, som jeg drager [k] []endsel
paa, – men ikke ve[]d jeg[,] hvem der er mig bedst sindet.
(træder nærmere, idet hun kaster et skarpt [b]lik over de [f]orsamlede.) [
]Gunnar og
– K[å]re, min [a]vindsmand, – Ørnulf og hans [s]ønner, og –
(idet hun f[å]r [ø] [j]e p[å] Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier lidt, men
fatter sig og siger:) [
]Nu, [m]ange se[]r jeg her, som jeg drager [k] []endsel
paa, – men ikke ve[]d jeg[,] hvem der er mig bedst sindet.
2
Faksimile
18
Ørnulf
.Vel nok sindet er[] vi dig alle.
Hjørdis
.Hvis s[å] er, da vil du ikke nægte at give K[å]re i min
[h]usbonds [v]old.
[h]usbonds [v]old.
Ørnulf
.Det g[]øres ikke behov.
Gunnar
.Der er nu [f]red og [f]orlig mellem os.
Hjørdis
(med undertrykt [s]pot).
Forlig? Nu ja, jeg ve[]d du er en klog [m]and, Gunnar!
K[å]re har truffet mandstærke [v]enner, og s[å] sk[]ønner jeg nok
det tyktes dig tryggest –
K[å]re har truffet mandstærke [v]enner, og s[å] sk[]ønner jeg nok
det tyktes dig tryggest –
Gunnar
.Det nytter lidet at ægge mig med [h]
[å]nord! (med [v]ægt.)
K[å]re har [f]red for os!
K[å]re har [f]red for os!
Hjørdis
[
] (tvinger sig).
Godt og vel; har du tilsagt ham [f]red, s[å] m[å]
[l]øftet
holdes.
holdes.
Gunnar
(stærkt, men dog uden [h]æftighed).
Det m[å] det og det skal det!
Ørnulf
[
] (til Hjørdis).
Og der blev s[å] halvve[j]s sluttet et [f]orlig til, før du kom.
Faksimile
19
Hjørdis
[
] (skarpt).
Mellem dig og Gunnar?
Ørnulf
[
] (nikker).
Det gjaldt dig.
Hjørdis
.Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger jeg dig,
min [f]osterfader, aldrig skal det spørges, at Gunnar [h]erse lod
sig skræmme fordi du kom med [v] [å]benfolk til [l]andet; var du
kommen som enlig, ve[j]farende [m]and i vor [s]tue, s[å] kunde
[t]visten lettere jevnes.
min [f]osterfader, aldrig skal det spørges, at Gunnar [h]erse lod
sig skræmme fordi du kom med [v] [å]benfolk til [l]andet; var du
kommen som enlig, ve[j]farende [m]and i vor [s]tue, s[å] kunde
[t]visten lettere jevnes.
Gunnar
.Ørnulf og hans [s]ønner komme[r] med [f]red.
Hjørdis
.Kan s[å] være, men p[å] andet [s]æt vil det lyde i [f]olke-
munde, og du selv, Gunnar, stolede nok ikke s[å] stærkt p[å]
[f]reden ig[å]r, da du skikked[] Egil, vor [s]øn, sørp[å] s[å]snart
det spurgtes at Ørnulf l[å] i [f]jorden med [h]ærskib.
munde, og du selv, Gunnar, stolede nok ikke s[å] stærkt p[å]
[f]reden ig[å]r, da du skikked[] Egil, vor [s]øn, sørp[å] s[å]snart
det spurgtes at Ørnulf l[å] i [f]jorden med [h]ærskib.
Sigurd
[
] (til Gunnar).
Du har skikket din [s]øn sørp[å]?
Hjørdis
.Ja[,] for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf faldt over
os!
os!
Ørnulf
.Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis; hvad Gunnar
har gjort turde være klog [m]ands [g] []erning, s[å]fremt du hindrer
[f]orliget.
har gjort turde være klog [m]ands [g] []erning, s[å]fremt du hindrer
[f]orliget.
2*
Faksimile
20
Hjørdis
.Lykken r[å]der for [l]ivet. Lad times hvad der vil; men
heller vil jeg falde, end frelse [l]ivet ved feigt [f]orlig.
heller vil jeg falde, end frelse [l]ivet ved feigt [f]orlig.
Dagny
.Sigurd giver [b]od og vil ikke kaldes ringere [m]and for det.
Hjørdis
.Sigurd m[å] selv vide bedst[,] hvad hans [h]æder kan t[å]le.
Sigurd
.Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes.
Hjørdis
.Sigurd er en navnkundig [d]rabsmand, men djærvere [d]
[å]d
øved[] Gunnar, da han dræbte [h]vidbjørnen udenfor mit [b]ur.
øved[] Gunnar, da han dræbte [h]vidbjørnen udenfor mit [b]ur.
Gunnar
(med et forlegent [b]lik p[å] Sigurd).
Ja ja, lad det saa være!
Ørnulf
.Vel sandt, det er den djærveste [d]
[å]d[,] nogen [m]and har
øvet p[å] Island, og derfor –
øvet p[å] Island, og derfor –
Sigurd
.Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden at kaldes ræd.
Hjørdis
.Skal [b]od gives, s[å] skal og [b]od kræves. Gunnar, du
drages til [m]inde, hvad du engang har lovet!
drages til [m]inde, hvad du engang har lovet!
Gunnar
.Ilde betænkt var det [l]øfte; kræver du at det skal holdes?
Faksimile
21
Hjørdis
.Holdes skal det, ifald vi [t]o skal leve under [t]ag sammen
efter denne [d]ag. S[å] vi[]d da, Ørnulf, skal [b]od gives for
din [f]osterdatters [r]an, saa skal du ogs[å] bøde fordi du dræbte
Jøkul, min [f]ader, og tog alt hans [g]ods og [e] [j]e!
efter denne [d]ag. S[å] vi[]d da, Ørnulf, skal [b]od gives for
din [f]osterdatters [r]an, saa skal du ogs[å] bøde fordi du dræbte
Jøkul, min [f]ader, og tog alt hans [g]ods og [e] [j]e!
Ørnulf
.Jøkul faldt i ærlig [h]olmgang; værre [t]ort gjorde dine
[f]rænder mig, da de skikked[] dig uk[]endt til Island og fik
mig til at knæsætte dig.
[f]rænder mig, da de skikked[] dig uk[]endt til Island og fik
mig til at knæsætte dig.
Hjørdis
.Hæder og ingen [t]ort havde du af at fostre Jøkuls [d]atter.
Ørnulf
.Idel [u]fred har jeg havt deraf, det ve[]d jeg.
Hjørdis
.Værre [u]fred tør times dig nu, ifald –
Ørnulf
.Ikke kom jeg hid for at kives med [k]vinder! – Gunnar,
hør nu mit sidste [o]rd; er du villig til at bøde for [k]vinderanet?
hør nu mit sidste [o]rd; er du villig til at bøde for [k]vinderanet?
Hjørdis
[
] (til Gunnar).
Kom det ihu, som du har lovet!
Gunnar
[
] (til Ørnulf).
Du hører[,] jeg har gjort et [l]øfte og det m[å] jeg –
Ørnulf
[
] (forbittret).
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig p[å] at jeg gav
[b]od for ærligt [d]rab!
[b]od for ærligt [d]rab!
Faksimile
22
Hjørdis
[
] (med [k]raft).
Saa trodse[r] vi dig og [d]ine!
Ørnulf
[
] (med stigende [v]rede).
Og hvem har her [r]et til at kræve [b]od for Jøkul?
Hvor findes hans [f]rænder? Ingen af dem ere iliv[]! Hvo
er hans lovlige [e]fterm[å]lsmand?
Hvor findes hans [f]rænder? Ingen af dem ere iliv[]! Hvo
er hans lovlige [e]fterm[å]lsmand?
Hjørdis
.Det er Gunnar p[å] mine [v]egne!
Ørnulf
.Gunnar! Ja, var du fæstet til ham med din [f]oster-
faders [s]amtykke, eller havde han bødet for [r]anet, s[å] var
han lovlig [e]fterm[å]lsmand, men –
faders [s]amtykke, eller havde han bødet for [r]anet, s[å] var
han lovlig [e]fterm[å]lsmand, men –
Dagny
[
] (angst og bønligt).
Fader, [f]ader!
Sigurd
[
] (hurtigt).
Tal ikke ud!
Ørnulf
[
] (med hævet Stemme).
Jo, hø[j]t skal det siges! Hærtagen [k]vinde har ingen
lovlig [h]usbond!
lovlig [h]usbond!
Gunnar
[
] (med [h]æftighed).
Ørnulf!
Hjørdis
[
] (i vildt [u]dbrud).
Forh[å]net! [b]esk[]æmmet! (med dirrende [s]temme). Det – det
skal du komme til at angre!
skal du komme til at angre!
Ørnulf
[
] (vedblivende).
Hærtagen [k]vinde er kun at agte som [f]rilleviv efter [l]oven!
Vil du vinde hæderligere [k] [å]r, s[å] m[å] du –
Vil du vinde hæderligere [k] [å]r, s[å] m[å] du –
Faksimile
23
Hjørdis
[
] (tvinger sig).
Ne[j], Ørnulf, bedre ve[]d jeg hvad der skikker sig. Er
jeg kun at agte for Gunnars [f]rille, – godt og vel, s[å] m[å]
han hædre sig med [d] [å]d, – hædre sig s[å] hø[j]t med [d] [å]d,
at mine [k] [å]r ingen [s]kam volde[r] mig! Og vogt dig nu,
Ørnulf; her skilles vore [v]e[j]e, men [v] [å]ben skal jeg lade bære
p[å] dig og [d]ine s[å] tidt det s[å] kan fø[j]e sig, utryg skal du
være b[å]de p[å] [l]iv og [l]emmer, og det skal [h]ver og [e]n som –
(med et hvast [b]lik til K[å]re). K[å]re [b]onde! Nu ja, Ørnulf tog sig
af din [s]ag, og der er [f]red mellem os, men ikke vil jeg
raade dig til at komme hjem med det [f]ørste; den [d]ræbte har
mange [h]ævnere[,] og let kunde det hænde sig at – ja, nu har
jeg varet dig for [f]aren, bær s[å] hvad der følger p[å]. Kom,
Gunnar, ruste os m[å] vi nu. En berømmelig [d] [å]d har du
øvet p[å] Island, men større [d] [å]d m[å] her øves, ifald ikke
din – din [f]rille skal skamme sig over dig og over sig selv!
jeg kun at agte for Gunnars [f]rille, – godt og vel, s[å] m[å]
han hædre sig med [d] [å]d, – hædre sig s[å] hø[j]t med [d] [å]d,
at mine [k] [å]r ingen [s]kam volde[r] mig! Og vogt dig nu,
Ørnulf; her skilles vore [v]e[j]e, men [v] [å]ben skal jeg lade bære
p[å] dig og [d]ine s[å] tidt det s[å] kan fø[j]e sig, utryg skal du
være b[å]de p[å] [l]iv og [l]emmer, og det skal [h]ver og [e]n som –
(med et hvast [b]lik til K[å]re). K[å]re [b]onde! Nu ja, Ørnulf tog sig
af din [s]ag, og der er [f]red mellem os, men ikke vil jeg
raade dig til at komme hjem med det [f]ørste; den [d]ræbte har
mange [h]ævnere[,] og let kunde det hænde sig at – ja, nu har
jeg varet dig for [f]aren, bær s[å] hvad der følger p[å]. Kom,
Gunnar, ruste os m[å] vi nu. En berømmelig [d] [å]d har du
øvet p[å] Island, men større [d] [å]d m[å] her øves, ifald ikke
din – din [f]rille skal skamme sig over dig og over sig selv!
Gunnar
.Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at te[] sig s[å]!
Dagny
[
] (bedende).
Bliv[,]
[f]ostersøster, – bliv; jeg vil tale min [f]ader tilrette!
Hjørdis
[
] (uden at høre p[å] hende).
Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig sp[å]et, at jeg
skulde friste [l]ivet som en ussel [f]rilleviv; men skal jeg bære
dette [l]iv og denne [s]kændsel, bære det en eneste [d]ag længere,
s[å] m[å] min [h]usbond øve noget – [n]oget, som gjør ham
navnkundigere end alle andre [m]ænd! [
] (g[å]r ud tilhø[j]re).
skulde friste [l]ivet som en ussel [f]rilleviv; men skal jeg bære
dette [l]iv og denne [s]kændsel, bære det en eneste [d]ag længere,
s[å] m[å] min [h]usbond øve noget – [n]oget, som gjør ham
navnkundigere end alle andre [m]ænd! [
] (g[å]r ud tilhø[j]re).
Gunnar
[
] (dæmpet).
Sigurd, [e]t maa du love; vi tales ved før du farer fra
[l]andet. [
] (g[å]r med sine [m]ænd tilhø[j]re).
[l]andet. [
] (g[å]r med sine [m]ænd tilhø[j]re).
Faksimile
24
[]
[]
[(]Uve[j]ret er under det [f]oreg[å]ende ophørt;
[m]iddagssolen se[]s som en rød [s]kive dybt nede ved [h]avranden.[)]
[m]iddagssolen se[]s som en rød [s]kive dybt nede ved [h]avranden.[)]
Ørnulf
[
] (truende).
Dyr skal den [f]ærd blive dig, [f]osterdatter!
Dagny
.Fader, [f]ader! Du har da ikke [o]ndt isinde!
Ørnulf
.Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end [b]ø-
der til mellem mig og Gunnar!
der til mellem mig og Gunnar!
Sigurd
.Hvad agter du at g
[]
øre?
Ørnulf
.Det ve[]d jeg ikke; men langve[j]s skal det spørges at
Ørnulf fra Fjordene har g[]æstet Gunnar [h]erse!
Ørnulf fra Fjordene har g[]æstet Gunnar [h]erse!
Sigurd
[
] (med rolig [f]asthed).
Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære [v]
[å]-
ben p[å] ham skal du aldrig, s[å]længe jeg er ilive!
ben p[å] ham skal du aldrig, s[å]længe jeg er ilive!
Ørnulf
.Ikke det! Om jeg nu s[å] vil det!
Sigurd
.E[j] skal det ske[], – end ikke om du s[å] vil det.
Ørnulf
[
] (hæftigt).
Godt; hold du sammen med mine [u]venner, jeg drister
mig endda til at g[å] mod jer [a]lle!
mig endda til at g[å] mod jer [a]lle!
Faksimile
25
Sigurd
.Hør mig vel, Ørnulf; den [d]ag skal du ikke leve, da vi
[t]o strides sammen; hæderligt [f]orlig er der mellem os, Dagny
er mig k[]ærere end [v] [å]ben og [g]uld, og aldrig skal jeg glemme
at du er hendes nærmeste [f]rænde.
[t]o strides sammen; hæderligt [f]orlig er der mellem os, Dagny
er mig k[]ærere end [v] [å]ben og [g]uld, og aldrig skal jeg glemme
at du er hendes nærmeste [f]rænde.
Ørnulf
.Det vented[] jeg af dig, djærve Sigurd!
Sigurd
.Men Gunuar er min [f]osterbroder; [f]red og [v]enskab har
vi svoret hinanden. B[å]de i [s]trid og i fredsomme [k] [å]r har
vi fristet [l]ykken tilhobe og han er mig k[]ærest af alle [m]ænd;
[h]ærfærd huer han ikke, saa bold han end er; – nu godt, mig
k[]ende[r] I alle, om mig [ved] I, at jeg ikke ræddes for [u]fred;
men her st[å]r jeg frem, Ørnulf, og beder om [f]orlig for
Gunnar. G[]ør mig til [v]illie i denne [s]ag!
vi svoret hinanden. B[å]de i [s]trid og i fredsomme [k] [å]r har
vi fristet [l]ykken tilhobe og han er mig k[]ærest af alle [m]ænd;
[h]ærfærd huer han ikke, saa bold han end er; – nu godt, mig
k[]ende[r] I alle, om mig [ved] I, at jeg ikke ræddes for [u]fred;
men her st[å]r jeg frem, Ørnulf, og beder om [f]orlig for
Gunnar. G[]ør mig til [v]illie i denne [s]ag!
Ørnulf
.Det kan jeg ikke; jeg m[å]tte jo g[å] til [s]pot for alle
[k] []æmper, ifald jeg fo[]r tomhændet til Island!
[k] []æmper, ifald jeg fo[]r tomhændet til Island!
Sigurd
.Tomhændet skal du ikke fare. Her i [v]iken ligge[r] mine
to [l]angskibe med alt det [g]ods, jeg har vundet i [v]iking; der
findes mange kostelige [k]ongegaver, [k]ister med gode [v] [å]ben
og andet ypperligt [l]øsøre; tag du det ene Skib, vælg det du
tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes
ombord, – lad [ det ] være [b]od for Hjørdis og lad Gunnar
fare med [f]red.
to [l]angskibe med alt det [g]ods, jeg har vundet i [v]iking; der
findes mange kostelige [k]ongegaver, [k]ister med gode [v] [å]ben
og andet ypperligt [l]øsøre; tag du det ene Skib, vælg det du
tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes
ombord, – lad [ det ] være [b]od for Hjørdis og lad Gunnar
fare med [f]red.
Ørnulf
.Brave Sigurd, det vil du g[]øre for Gunnar!
Faksimile
26
Sigurd
.For en fuldtro [v]en kan ingen Mand g[]øre formeget.
Ørnulf
.Give dit halve [g]ods og [e]ie!
Sigurd
[
] (indstændigt).
Tag det [h]ele, begge mine [s]kibe, alt hvad der er [m]it,
og lad mig fare med dig til Island som den fattigste [m]and
i dit [f]ølge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind ig[]en[;] men
øver du [h]ærværk mod Gunnar, s[å] bliver jeg aldrig glad
mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?
og lad mig fare med dig til Island som den fattigste [m]and
i dit [f]ølge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind ig[]en[;] men
øver du [h]ærværk mod Gunnar, s[å] bliver jeg aldrig glad
mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?
Ørnulf
[
] (betænker sig).
To gode [l]angskibe, [v]
[å]ben og [l]øsøre, – af [g]ods f[å]r
ingen [m]and formeget, men, – (hæftigt) ne[j], ne[j], – Hjørdis
har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tog
din [e] [j]endom!
ingen [m]and formeget, men, – (hæftigt) ne[j], ne[j], – Hjørdis
har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tog
din [e] [j]endom!
Sigurd
.Men hør dog først –
Ørnulf
.Ne[j], siger jeg! Selv m[å] jeg fremme min [r]et; lad
s[å] [l]ykken r[å]de.
s[å] [l]ykken r[å]de.
K[å]re
[
] (træder nærmere).
Vennesæle [r]
[å]d er det Sigurd giver, men vil du fremme
din [r]et efter bedste [e]vne, s[å] kan jeg r[å]de bedre. Regn
aldrig p[å] [b]øder s[å] længe Hjørdis har [n]oget at sige; men
[h]ævn kan du f[å], ifald du vil lyde mig.
din [r]et efter bedste [e]vne, s[å] kan jeg r[å]de bedre. Regn
aldrig p[å] [b]øder s[å] længe Hjørdis har [n]oget at sige; men
[h]ævn kan du f[å], ifald du vil lyde mig.
Ornulf
.Hævn? Hvad r[å]der du da til?
Faksimile
27
Sigurd
.Til [o]ndt, det se[]r jeg nok!
Dagny
[
] (til Ørnulf).
Hør ikke p[å] ham!
K[å]re
.Hjørdis har sagt mig fredløs, med [l]ist vil hun st[å] mig
efter [l]ivet; lover du at værge mig siden, s[å] vil jeg inat
g[å] til Gunnars [g] [å]rd og brænde [f]olkene inde. Er det
efter dit [s]ind.
efter [l]ivet; lover du at værge mig siden, s[å] vil jeg inat
g[å] til Gunnars [g] [å]rd og brænde [f]olkene inde. Er det
efter dit [s]ind.
Sigurd
.Niding!
Ørnulf
[
] (roligt).
Efter mit [s]ind? Ve[]d du, K[å]re, hvad der er mere
efter mit [s]ind? (tordnende) At hugge [n]æse og [ø]ren af dig,
du usle [t]ræl! Lidet k[]ender du gamle Ørnulf, ifald du mener
at han vil være halvt om slig [s]k[]ændselsg[]erning!
efter mit [s]ind? (tordnende) At hugge [n]æse og [ø]ren af dig,
du usle [t]ræl! Lidet k[]ender du gamle Ørnulf, ifald du mener
at han vil være halvt om slig [s]k[]ændselsg[]erning!
K[å]re
[
] (der er vegen tilbage).
Falder ikke du over Gunnar, s[å] falder han over dig!
Ørnulf
.Det har jeg [n]æver og [v]
[å]ben til at hindre.
Sigurd
[
] (til K[å]re).
Og nu, bort fra os! Hæderlige [m]ænd har [s]kam af
dit [s]amkvem!
dit [s]amkvem!
K[å]re
[
] (ved [u]dgangen).
Ja ja, jeg f[å]r da værge mig selv s[å] godt jeg kan;
men det siger jeg: angre vil [ I i ], om [ I i ] fare[r] frem med [l]empe;
jeg k[]ender Hjørdis, – og skal vel vide at ramme hende!
(g[å]r ned til [s]øen).
men det siger jeg: angre vil [ I i ], om [ I i ] fare[r] frem med [l]empe;
jeg k[]ender Hjørdis, – og skal vel vide at ramme hende!
Faksimile
28
[]
[]
Dagny
.Han pønser p[å]
[h]ævn. Sigurd[,] det m[å] hindres!
Ørnulf
(fortrædelig).
[Å], lad ham g[]øre hvad ham lyster[;] hun er ikke bedre
værd!
værd!
Dagny
.Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende.
Ørnulf
.Usalig var den [t]ime jeg tog hende under mit [t]ag; det
begynder at g[å] som Jøkul sagde.
begynder at g[å] som Jøkul sagde.
Sigurd
.Jøkul?
Ørnulf
.Jøkul, hendes [f]ader. Da jeg gav ham [b]anehugget,
faldt han flad ned p[å] [g]ræsvolden, s[å] p[å] mig og kvad:
faldt han flad ned p[å] [g]ræsvolden, s[å] p[å] mig og kvad:
Jøkuls [æ]t skal Jøkuls [b]ane
[v]olde [v]e[] p[å] alle [v]e[j]e;
[h]vo der e[j]er Jøkuls [s]katte
[s]kal e[j] glædes ved sit [e]
[j]e!
Da han s[å] havde kvædet, taug han stille en [s]tund og
lo, og derp[å] døde han.
lo, og derp[å] døde han.
Sigurd
.Det skal du lidet agte.
Ørnulf
.Ja ja, hvem ve[]d! Der g[å]r et sikkert [s]agn om at
Jøkul engang gav sine [b]ørn et [u]lvehjerte at æde, s[å] at de
blev[] gramme i [h]u; Hjørdis har forvist f[å]et sin [d]e[]l, det
k[]endes p[å] hende (standser ved at se[] ud til [h]ø[j]re). Gunnar! – Skal
vi [t]o stedes til [m]øde ig[]en!
Faksimile
29
Jøkul engang gav sine [b]ørn et [u]lvehjerte at æde, s[å] at de
blev[] gramme i [h]u; Hjørdis har forvist f[å]et sin [d]e[]l, det
k[]endes p[å] hende (standser ved at se[] ud til [h]ø[j]re). Gunnar! – Skal
vi [t]o stedes til [m]øde ig[]en!
Gunnar
.
[
(kommer) ]
Ja, Ørnulf, du f[å]r tænke om mig hvad du vil; men
jeg kan ikke skilles fra dig som din [u]ven.
jeg kan ikke skilles fra dig som din [u]ven.
Ørnulf
.Hvad er din [a]gt?
Gunnar
.At række dig [h]
[å]nden til [f]red før du reiser. Hør[]
mig [a]lle; følg[] mig hjem og bliv[] som [g] []æster hos mig
s[å]længe det lyster [e]der. P[å] [s]overum og [g]ildekost skorter
det ikke, og om vor [t]vist skal hverken tales idag eller imorgen.
mig [a]lle; følg[] mig hjem og bliv[] som [g] []æster hos mig
s[å]længe det lyster [e]der. P[å] [s]overum og [g]ildekost skorter
det ikke, og om vor [t]vist skal hverken tales idag eller imorgen.
Sigurd
.Men Hjørdis –?
Gunnar
.Fø[j]er sig efter min [v]illie; hun skifted[]
[s]ind p[å]
[h]jem-
ve[j]en og mente som jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I
vilde g[]æste os.
ve[j]en og mente som jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I
vilde g[]æste os.
Dagny
.Ja, ja; s[å] m[å] det være!
Sigurd
[
] (tvivlr[å]dig).
Men jeg ve[]d dog ikke om –
Faksimile
30
Dagny
.Gunnar er din [f]osterbroder; forsandt, jeg m[å]tte k[]ende
dig ilde ifald du vægrer dig.
dig ilde ifald du vægrer dig.
Gunnar
[
] (til Sigurd).
Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes; du vil
ikke dennegang være mig imod!
ikke dennegang være mig imod!
Dagny
.Og at fare fra [l]andet, medens Hjørdis sidder med [h]ad
ig[]en; – ne[j], ne[j], det m[å] vi ikke!
ig[]en; – ne[j], ne[j], det m[å] vi ikke!
Gunnar
.Stor [u]ret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjort
godt ig[]en f[å]r jeg ikke [f]red for mig selv.
godt ig[]en f[å]r jeg ikke [f]red for mig selv.
Sigurd
[
] (hæftigt).
Alt [a]ndet kan jeg g[]øre for dig, Gunnar, kun ikke at
blive her! (fatter sig) Jeg er [k]ong Ædhelstans h[å]ndgangne
[m]and, og jeg m[å] til ham i England endnu i [v]inter.
blive her! (fatter sig) Jeg er [k]ong Ædhelstans h[å]ndgangne
[m]and, og jeg m[å] til ham i England endnu i [v]inter.
Dagny
.Men det kan du jo lige godt!
Gunnar
.Ingen ve[]d hvad [l]od [m]ænd kan møde; kanhænde, Si-
gurd, at det er sidste [g]ang vi træffes, og angre vil du da[,]
at du ikke var mig hjælpsom i det [l]ængste.
gurd, at det er sidste [g]ang vi træffes, og angre vil du da[,]
at du ikke var mig hjælpsom i det [l]ængste.
Dagny
.Og sent vil du se[] mig glad, hvis du se[j]ler bort idag.
Sigurd
[
] (bestemt).
Vel, lad s[å] være! Det skal ske[] som I ønske[r,] end-
sk[]ønt – dog, nu st[å]r det fast[;] der er min [h] [å]nd; jeg bliver
her, og skal g[]æste dig og Hjørdis.
Faksimile
31
sk[]ønt – dog, nu st[å]r det fast[;] der er min [h] [å]nd; jeg bliver
her, og skal g[]æste dig og Hjørdis.
Gunnar
[
] (ryster hans [h] [å]nd).
Tak, Sigurd, det vidste jeg vel. – Og du, Ørnulf, du
siger som han?
siger som han?
Ørnulf
[
] (tvær).
Jeg skal tænke p[å] det; bittert har Hjørdis krænket mig[;]
–
idag vil jeg ikke svare.
idag vil jeg ikke svare.
Gunnar
.Ja ja, gamle [k]
[]æmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide
at glatte din [p]ande. Nu bereder jeg [g]ildet; far[] med [f]red
s[å]længe, og vel mødt i min [h]al! (g[å]r ud tilhø[j]re).
at glatte din [p]ande. Nu bereder jeg [g]ildet; far[] med [f]red
s[å]længe, og vel mødt i min [h]al! (g[å]r ud tilhø[j]re).
Sigurd
[
] (for sig selv).
Hjørdis har skiftet Sind, sagde han! Da k[]ender han
hende lidet; snarere m[å] jeg tro at hun pønser p[å] –
(afbryder og vender sig til [m]ændene). Nu, følg[] mig [a]lle til [s]kibene;
gode [g]aver vil jeg vælge for Gunnar og hans [h]usfolk.
hende lidet; snarere m[å] jeg tro at hun pønser p[å] –
(afbryder og vender sig til [m]ændene). Nu, følg[] mig [a]lle til [s]kibene;
gode [g]aver vil jeg vælge for Gunnar og hans [h]usfolk.
Dagny
.Gaver af det [b]edste vi e[j]e[r.] Og du, min [f]ader, – ja
du f[å]r ikke [f]red for mig før du fø[j]er dig.
du f[å]r ikke [f]red for mig før du fø[j]er dig.
[(]Hun g[å]r med Sigurd og [m]ændene ned til [s]øen i [b]aggrunden.[)]
Ørnulf
.Fø[j]er mig? Ja, havde Gunnar ingen [k]vindfolk i [h]uset,
s[å] – ha, vidste jeg ret at ramme hende! – T[ h ]orolf kom-
mer du hid!
s[å] – ha, vidste jeg ret at ramme hende! – T[ h ]orolf kom-
mer du hid!
Faksimile
32
Thorolf
(der raskt er tr[å]dt ind).
Som du seer! Er det sandt der spørges, har du været
til [m]øde med Gunnar [h]erse?
til [m]øde med Gunnar [h]erse?
Ørnulf
.Ja!
Thorolf
.Og har nu [s]trid med ham?
Ørnulf
.Hm, idetmindste med Hjørdis.
Thorolf
.S[å] vær trøstig; nu f[å]r du Hævn!
Ørnulf
.Hævn? Hvem hævner mig?
Thorolf
.Hør kun; jeg stod p[å]
[s]kibet, da kom en [m]and løbende
med en [s]tav i [h] [å]nden og r[å]bte: «Hører du til Ørnulfs
[h]ærskib, s[å] hils ham fra K[å]re [b]onde og si[]g, at nu tager
jeg [h]ævn for os [b]egge». Derp[å] gik han i en [b] [å]d og
roede bort, idet han sagde: «Tyve fredløse [m]ænd ligge[r] i
[f]jorden; med dem g[å]r jeg sørp[å], og inden [k]veldstid skal
ikke Hjørdis have nogen [a]fkom at rose sig af.»
med en [s]tav i [h] [å]nden og r[å]bte: «Hører du til Ørnulfs
[h]ærskib, s[å] hils ham fra K[å]re [b]onde og si[]g, at nu tager
jeg [h]ævn for os [b]egge». Derp[å] gik han i en [b] [å]d og
roede bort, idet han sagde: «Tyve fredløse [m]ænd ligge[r] i
[f]jorden; med dem g[å]r jeg sørp[å], og inden [k]veldstid skal
ikke Hjørdis have nogen [a]fkom at rose sig af.»
Ørnulf
.Det sagde han! Ha, ha, nu sk[]ønner jeg; Gunnar har
skikket sin [s]øn bort, K[å]re ligger i [u]fred med ham –
skikket sin [s]øn bort, K[å]re ligger i [u]fred med ham –
Thorolf
.Og nu roer han efter og dræber [g]utten!
Faksimile
33
Ørnulf
[
] (rask besluttet).
Afsted Alle; det [b]ytte vil vi strides om!
Thorolf
.Hvad har du isinde?
Ørnulf
.Lad mig om det; det skal blive mig[,] og ikke K[å]re[,] som
tager [h]ævn!
tager [h]ævn!
Thorolf
.Jeg g[å]r med dig!
Ørnulf
.Nei, du følger Sigurd og din [s]øster til Gunnars [g]
[å]rd.
Thorolf
.Sigurd? Er han her i [l]andet?
Ørnulf
.Der seer du hans [h]ærskibe; vi ere forligte[;]
– du følger ham.
Thorolf
.Til dine [u]venner?
Ørnulf
.G[å] du kun til [g]ildet. Nu skal Hjørdis lære gamle
Ørnulf at k[]ende! Men hør, T[ h ]orolf, for [i]ngen nævner du
det, jeg nu har isinde; hører du, for [i]ngen!
Ørnulf at k[]ende! Men hør, T[ h ]orolf, for [i]ngen nævner du
det, jeg nu har isinde; hører du, for [i]ngen!
Thorolf
.Det lover jeg.
Ørnulf
(tager hans [h] [å]nd og seer k[]ærligt p[å] ham).
Farvel da, min vakkre [g]ut; te[] dig høvisk i [g]ildehuset,
s[å] jeg har [h]æder af dig. Unødig [t]ale skal du ikke føre[;]
men det du mæler, skal være hvast som en [s]værdsæg. Vær
vennesæl s[å]længe [g]odt vises dig[;] men ægges du, da skal du
ikke tie dertil. Drik ikke [m]ere end du kan bære[;] men vi[]s
heller ikke [h]ornet fra dig, n[å]r det bydes med [m] [å]de, p[å]
det at du ikke skal holdes for en [k]vindekarl.
3
Faksimile
34
s[å] jeg har [h]æder af dig. Unødig [t]ale skal du ikke føre[;]
men det du mæler, skal være hvast som en [s]værdsæg. Vær
vennesæl s[å]længe [g]odt vises dig[;] men ægges du, da skal du
ikke tie dertil. Drik ikke [m]ere end du kan bære[;] men vi[]s
heller ikke [h]ornet fra dig, n[å]r det bydes med [m] [å]de, p[å]
det at du ikke skal holdes for en [k]vindekarl.
T[]orolf
.Ne[j], vær du tryg!
Ørnulf
.S[å], g[å] nu til [g]ildet i Gunnars [g]
[å]rd. Jeg kom-
mer ogs[å] til [g]ilde, og det p[å] den [v]i[]s, som mindst ventes.
(muntert til de [a]ndre.) Afsted, [u]lvunger; slib jeres [t]ænder, – nu
skal I f[å] [b]lod at drikke!
mer ogs[å] til [g]ilde, og det p[å] den [v]i[]s, som mindst ventes.
(muntert til de [a]ndre.) Afsted, [u]lvunger; slib jeres [t]ænder, – nu
skal I f[å] [b]lod at drikke!
(Han g[å]r med de ældre [s]ønner tilhø[j]re i [b]aggrunden).
[]
[]
[(]
Sigurd og Dagny komme i prægtige [g]ildeklæder fra [s]tranden, fulgte
af to [m]ænd, der bære en [k]iste; [m]ændene g[å] stra[ks] tilbage ig[]en.[)]
af to [m]ænd, der bære en [k]iste; [m]ændene g[å] stra[ks] tilbage ig[]en.[)]
T[]orolf
(se[]r efter [f]aderen).Nu fare[r] de [a]lle ud for at sl[å]es, og jeg m[å] ikke g[å]
med; det er tungt at være den [y]ngste i [æ]tten. – Dagny,
hil og sæl dig, [s]øster min!
med; det er tungt at være den [y]ngste i [æ]tten. – Dagny,
hil og sæl dig, [s]øster min!
Dagny
.T[
h
]orolf! Alle gode [v]ætter, – du er jo bleven vo[ks]en!
T[]orolf
.Nu ja, i fem [å]r skulde jeg vel mene –
Dagny
Ja ja, du siger sandt.
Faksimile
35
Sigurd
(rækker ham [h] [å]nden).
I dig f[å]r Ørnulf en rask [s]vend, hvis jeg ikke fe[j]ler.
T[
h
]orolf
.Vilde han bare prøve mig, s[å] –
Dagny
[
] (smilende).
Men han sparer dig mere end du har [s]ind til; jeg
mindes nok, han har dig fast altfor k[]ær.
mindes nok, han har dig fast altfor k[]ær.
Sigurd
.Hvor gik han hen?
T[
h
]orolf
.Ned til [s]kibet; – afsted nu, han kommer siden!
Sigurd
.Jeg venter p[å] mine [m]ænd, de bringe[r]
[v]arer op og
fæste[r] [s]kibene.
fæste[r] [s]kibene.
T[
h
]orolf
.Der m[å] jeg hjælpe til!
[
] (g[å]r ned til [s]øen).
] (g[å]r ned til [s]øen).
Sigurd
(efter en kort [b]etænkning).
Dagny, min [h]ustru, nu er[] vi i [e]nrum; jeg har [t]ing
at sige dig, som ikke længer m[å] dølges.
at sige dig, som ikke længer m[å] dølges.
Dagny
[
] forundret).
Hvad mener du?
3*
Faksimile
36
Sigurd
.Farlig tør den blive, denne [f]ærd til Gunnars [g]
[å]rd.
Dagny
.Farlig? Tænker du at Gunnar –[?]
Sigurd
.Gunnar er bold og brav; ne[j] ne[j], – men bedre var det,
ifald jeg havde faret herfra uden at g[]æste ham.
ifald jeg havde faret herfra uden at g[]æste ham.
Dagny
.Du g[]ør mig ræd! Sigurd, hvad er det?
Sigurd
.Svar mig først p[å]
[e]t. Den [g]uldring, som jeg en-
gang gav dig, hvor har du den?
gang gav dig, hvor har du den?
Dagny
[
] (viser den frem).
Her om [a]rmen; du bød mig bære den.
Sigurd
.Kast den p[å]
[h]avets [b]und, s[å] dybt at den aldrig fin-
des; t[ h ]i den kan blive mange [m]ænds [b]ane!
des; t[ h ]i den kan blive mange [m]ænds [b]ane!
Dagny
.Ringen!
Sigurd
[
] (dæmpet).
Den [k]væld, da [k]vinderanet gik for sig hos din Fader,
– du mindes vel –
– du mindes vel –
Dagny
.Om jeg mindes!
Sigurd
.Det er om det jeg vil tale.
Faksimile
37
Dagny
[
] (spændt).
Hvad er det; sig frem!
Sigurd
.Du ve[]d der havde været [g]ilde; tidligt gik du til
[s]ovestuen[;] men Hjørdis blev siddende ved [d]rikkebordet mellem
[m]ændene. Flittigt gik [h]ornet rundt[,] og alleh[å]nde stærke
[l]øfter blev[] svorne. Jeg svor at føre en fager [m]ø fra Is-
land n[å]r jeg reiste; Gunnar svor det samme som jeg og gav
[d]rikken til Hjørdis. Da tog hun ved [h]ornet, stod op og
gjorde det [l]øfte, at ingen [k] []æmpe skulde e[j]e hende til [v]iv,
undtagen den, som gik til hendes [b]ur, dræbte [h]vidbjørnen,
som der stod bunden ved [d]øren, og bar hende bort p[å] sine
[a]rme.
[s]ovestuen[;] men Hjørdis blev siddende ved [d]rikkebordet mellem
[m]ændene. Flittigt gik [h]ornet rundt[,] og alleh[å]nde stærke
[l]øfter blev[] svorne. Jeg svor at føre en fager [m]ø fra Is-
land n[å]r jeg reiste; Gunnar svor det samme som jeg og gav
[d]rikken til Hjørdis. Da tog hun ved [h]ornet, stod op og
gjorde det [l]øfte, at ingen [k] []æmpe skulde e[j]e hende til [v]iv,
undtagen den, som gik til hendes [b]ur, dræbte [h]vidbjørnen,
som der stod bunden ved [d]øren, og bar hende bort p[å] sine
[a]rme.
Dagny
.Ja ja, det ve[]d jeg!
Sigurd
.Men [a]lle mente de, at det var ug[]ørligt; thi [b]jørnen
var det vildeste [u]dyr[;] [i]ngen uden Hjørdis kunde komme den
nær, og den havde tyve [m]ænds [s]tyrke.
var det vildeste [u]dyr[;] [i]ngen uden Hjørdis kunde komme den
nær, og den havde tyve [m]ænds [s]tyrke.
Dagny
.Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig over
alle [l]ande for den [d] [å]d.
alle [l]ande for den [d] [å]d.
Sigurd
[
] (dæmpet).
Det blev han, – men – jeg øved[]
[d]
[å]den!
Dagny
[
] (med et [u]dr[å]b).
Du!
Sigurd
.Da [m]ændene gik fra [g]ildestuen, bad Gunnar mig følge
med til [e]netale i [s]overummet. Da sagde han: «Hjørdis er
mig k[]ærere, end alle [k]vinder; jeg kan ikke leve uden hende.»
Jeg svared[] ham: «S[å] g[å] til hendes [b]ur; du ve[]d de
Vilk[å]r hun har sat.» Men han sagde: «Kvindek[]ær [m]and
skatter [l]ivet hø[j]t; uvist blev [u]dfaldet, om jeg gik mod [b]jørnen,
og jeg ræddes for at lade Livet nu; t[ h ]i s[å] mistede jeg Hjørdis
med.» Længe talte vi sammen, og [e]nden blev, at Gunnar
gjorde sit [s]kib rede, men jeg drog mit [s]værd, tog Gunnars
[h]ærklæder p[å] og gik til [b]uret.
Faksimile
38
med til [e]netale i [s]overummet. Da sagde han: «Hjørdis er
mig k[]ærere, end alle [k]vinder; jeg kan ikke leve uden hende.»
Jeg svared[] ham: «S[å] g[å] til hendes [b]ur; du ve[]d de
Vilk[å]r hun har sat.» Men han sagde: «Kvindek[]ær [m]and
skatter [l]ivet hø[j]t; uvist blev [u]dfaldet, om jeg gik mod [b]jørnen,
og jeg ræddes for at lade Livet nu; t[ h ]i s[å] mistede jeg Hjørdis
med.» Længe talte vi sammen, og [e]nden blev, at Gunnar
gjorde sit [s]kib rede, men jeg drog mit [s]værd, tog Gunnars
[h]ærklæder p[å] og gik til [b]uret.
Dagny
[
] (med stolt [g]læde).
Og du – du blev [b]jørnens [b]ane!
Sigurd
.Det blev jeg. I [b]uret var mørkt, som under [r]avnens
[v]inger; Hjørdis mente det var Gunnar, som sad hos hende,
– he[]d var hun af [m]jøden, – hun drog en [r]ing af sin
[a]rm og gav mig[;] – det er den, du nu bærer.
[v]inger; Hjørdis mente det var Gunnar, som sad hos hende,
– he[]d var hun af [m]jøden, – hun drog en [r]ing af sin
[a]rm og gav mig[;] – det er den, du nu bærer.
Dagny
[
] (nølende).
Og du blev [n]atten over i [b]uret hos Hjørdis?
Sigurd
.Mit [s]værd l[å] draget mellem os (kort [o]phold). Før [d]agen
gry[]de, bar jeg Hjørdis til [g]unnars [s]kib; vor [l]ist mærked[]
hun ikke, og han se[j]led[] bort med hende. Derp[å] gik jeg til
din [s]ovestue og fandt dig der blandt dine [k]vinder[;] – nu,
hvad siden fulgte, det ve[]d du; jeg fo[]r fra Island med en
fager [m]ø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt
mig hvor jeg stævned[] hen.
gry[]de, bar jeg Hjørdis til [g]unnars [s]kib; vor [l]ist mærked[]
hun ikke, og han se[j]led[] bort med hende. Derp[å] gik jeg til
din [s]ovestue og fandt dig der blandt dine [k]vinder[;] – nu,
hvad siden fulgte, det ve[]d du; jeg fo[]r fra Island med en
fager [m]ø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt
mig hvor jeg stævned[] hen.
Dagny
[
] (i [b]evægelse).
Bolde [h]usbond! Du øvede hin [s]tord[å]d; – o, det
burde jeg tænkt; [i]ngen, uden du, var dertil istand! Hjørdis,
denne stolte og ypperlige [k]vinde, kunde du vundet, og k[å]red[]
dog mig! Tifold k[]ærere m[å]tte du være mig nu, ifald du
ikke alt var mig det k[]æreste i [v]erden!
Faksimile
39
burde jeg tænkt; [i]ngen, uden du, var dertil istand! Hjørdis,
denne stolte og ypperlige [k]vinde, kunde du vundet, og k[å]red[]
dog mig! Tifold k[]ærere m[å]tte du være mig nu, ifald du
ikke alt var mig det k[]æreste i [v]erden!
Sigurd
.Dagny, min gode [h]ustru, nu ve[]d du [a]lt – hvad som
trænges. Jeg m[å]tte vare dig; t[ h ]i [r]ingen, – lad den aldrig
komme Hjørdis for [ø] [j]e! Vil du g[]øre mig til [v]illie, s[å]
kast den ud – dybt p[å] [h]avbunden!
trænges. Jeg m[å]tte vare dig; t[ h ]i [r]ingen, – lad den aldrig
komme Hjørdis for [ø] [j]e! Vil du g[]øre mig til [v]illie, s[å]
kast den ud – dybt p[å] [h]avbunden!
Dagny
.Nei, Sigurd, dertil er den mig for k[]ær; den er jo en
[s]k[]ænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal dølge den for
[a]lles [ø] [j]ne, og aldrig skal jeg røbe[,] hvad du her har sagt mig.
[s]k[]ænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal dølge den for
[a]lles [ø] [j]ne, og aldrig skal jeg røbe[,] hvad du her har sagt mig.
(T[
h
]orolf kommer fra [s]kibene med Sigurds [m]ænd).
T[
h
]orolf
.Alt er rede til [g]ildefærden!
Dagny
.Kom da, Sigurd, – du ædle, djærve [k]
[]æmpe!
Sigurd
.Rolig, Dagny, – rolig! I din
[m]agt st[å]r det nu, om
[f]ærden skal endes med [f]red eller [m]andefald! (raskt til de [ø]vrige.)
Afsted [a]lle til [g]ildet i [g]unnars [g] [å]rd!
(g[å]r med Dagny tilhø[j]re; de [a]ndre følge efter).
[f]ærden skal endes med [f]red eller [m]andefald! (raskt til de [ø]vrige.)
Afsted [a]lle til [g]ildet i [g]unnars [g] [å]rd!
Faksimile
Anden Akt.
[(]Gildestuen hos Gunnar [h]erse. Udgangsdøren er i [b]aggrunden;
mindre [d]øre p[å] [s]idevæggene. I [f]orgrunden tilvenstre det store
[h]øisæde, ligeover for dette, tilhø[j]re, det [m]indre. Midt p[å] [g]ulvet
brænder en [s]tokild p[å] en muret [g]rue. I [b]aggrunden p[å] begge
[s]ider af [d]øren ere [f]orhøininger for [h]usets [k]vinder. Fra begge
[h]øisæder langs [s]tuevæggene op mod [b]aggrnnden strække sig to lange
[b]orde med [b]ænke om. Det er mørkt udenfor[;] [s]tokilden oplyser
[s]tuen.[)]
[]
mindre [d]øre p[å] [s]idevæggene. I [f]orgrunden tilvenstre det store
[h]øisæde, ligeover for dette, tilhø[j]re, det [m]indre. Midt p[å] [g]ulvet
brænder en [s]tokild p[å] en muret [g]rue. I [b]aggrunden p[å] begge
[s]ider af [d]øren ere [f]orhøininger for [h]usets [k]vinder. Fra begge
[h]øisæder langs [s]tuevæggene op mod [b]aggrnnden strække sig to lange
[b]orde med [b]ænke om. Det er mørkt udenfor[;] [s]tokilden oplyser
[s]tuen.[)]
[(]
Hjørdis og Dagny komme ind fra [h]ø[j]re.[)]
Dagny
.Ne[j], Hjørdis, jeg sk[]ønner mig ikke p[å] dig; nu har du
vist mig om i [g] [å]rden; jeg ve[]d ikke den [t]ing det skorter
dig p[å] [,] og [a]lt det du e[j]er er sk[]ønt og ypperligt[;] – hvor kan
du s[å] klage?
vist mig om i [g] [å]rden; jeg ve[]d ikke den [t]ing det skorter
dig p[å] [,] og [a]lt det du e[j]er er sk[]ønt og ypperligt[;] – hvor kan
du s[å] klage?
Hjørdis
.Hm, sæt en [ø]rn i [b]ur og den vil bide i [s]tængerne[,]
enten de s[å] er[] af [j]ern eller [g]uld.
enten de s[å] er[] af [j]ern eller [g]uld.
Dagny
.I en [t]ing er du dog rigere end jeg; du har Egil, din
lille [g]ut.
lille [g]ut.
Hjørdis
.Bedre ingen [a]fkom, end en, der er uhæderlig født.
Faksimile
41
Dagny
.Uhæderlig?
Hjørdis
.Mindes du ikke[,] hvad din [f]ader sagde? Egil er en
[f]rillesøn; s[å] var hans [o]rd.
[f]rillesøn; s[å] var hans [o]rd.
Dagny
.Et [o]rd i [v]rede, – hvor vil du agte p[å] det!
Hjørdis
.Jo, jo, Ørnulf havde [r]et[;] Egil er ve[]g[;] det k[]endes
p[å] ham, at han er ufrels født.
p[å] ham, at han er ufrels født.
Dagny
.Hjørdis, hvor kan du –!
Hjørdis
(uden at agte p[å] hende).
S[å]ledes mægter da [s]k[]ændselen at suge sig ind i [b]lo-
det, ligesom [e]dderen efter et [o]rmebid. Der er andet [m]alm
i frib[å]rne [h]eltesønner; jeg har hørt om en [d]ronning, som
tog sin [s]øn og sy[]de ham [k]jortelen fast i [k] []ødet, uden at
han blinked[] med [ø] [j]nene derved. (med et ondskabsfuldt [u]dtryk.) Dagny,
det vil jeg prøve med Egil!
det, ligesom [e]dderen efter et [o]rmebid. Der er andet [m]alm
i frib[å]rne [h]eltesønner; jeg har hørt om en [d]ronning, som
tog sin [s]øn og sy[]de ham [k]jortelen fast i [k] []ødet, uden at
han blinked[] med [ø] [j]nene derved. (med et ondskabsfuldt [u]dtryk.) Dagny,
det vil jeg prøve med Egil!
Dagny
[
] (oprørt),
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis
[
] (leende).
Ha, ha, ha! Tænker du det var mit [a]lvor? (forandrer
[t]onen.) Men du m[å] nu tro mig eller ikke, s[å] kommer der
stundom over mig en – en fristende [l]yst til slige [g] []erninger;
det m[å] vel ligge i [æ]tten, – t[ h ]i jeg er jo af [j]øtunslægt,
siges der. – N[å], sæt dig, Dagny; vidt har du faret om
i de fem lange [å]r[;] – sig mig, – i [k]ongsg[å]rdene var du
vel mangengang til [g] []æst?
[t]onen.) Men du m[å] nu tro mig eller ikke, s[å] kommer der
stundom over mig en – en fristende [l]yst til slige [g] []erninger;
det m[å] vel ligge i [æ]tten, – t[ h ]i jeg er jo af [j]øtunslægt,
Faksimile
42
siges der. – N[å], sæt dig, Dagny; vidt har du faret om
i de fem lange [å]r[;] – sig mig, – i [k]ongsg[å]rdene var du
vel mangengang til [g] []æst?
Dagny
.Det var jeg, – fornemmelig hos Ædhelstan i England.
Hjørdis
.Og var hø
[j]
t hædret overalt[;] sad p[å] de ypperste [s]æder
ved [b]ordet?
ved [b]ordet?
Dagny
.Det kan du vide. Som Sigurds [h]ustru –
Hjørdis
.Ja, javist, – en berømmelig [m]and er Sigurd, – sk[]ønt
Gunnar st[å]r over ham.
Gunnar st[å]r over ham.
Dagny
.Gunnar?
Hjørdis
.
[
E[]n
]
[d]
[å]d øved[] Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve
derp[å]; – n[å], lad det være; – men sig mig, n[å]r Sigurd
fo[]r i [v]iking og du var med, [–] n[å]r du hørte [s]værdene suse
i den hvasse [l]eg, n[å]r [b]lodet damped[] rødt p[å] [s]kibsdækket, –
kom der s[å] ikke over dig en utæmmelig [l]yst efter at strides
blandt [m]ændene[;] klædte du dig s[å] ikke i [h]ærklæder og tog
[v] [å]ben i [h] [å]nd?
derp[å]; – n[å], lad det være; – men sig mig, n[å]r Sigurd
fo[]r i [v]iking og du var med, [–] n[å]r du hørte [s]værdene suse
i den hvasse [l]eg, n[å]r [b]lodet damped[] rødt p[å] [s]kibsdækket, –
kom der s[å] ikke over dig en utæmmelig [l]yst efter at strides
blandt [m]ændene[;] klædte du dig s[å] ikke i [h]ærklæder og tog
[v] [å]ben i [h] [å]nd?
Dagny
.Aldrig! Hvad tænker du p[å]? Jeg, en [k]vinde?
Hjørdis
.En [k]vinde, en [k]vinde, – hm, der er [i]ngen, som ve[]d
hvad en [k]vinde er istand til! – Nu, e[]n [t]ing kan du dog
sige mig, Dagny; t[]i det m[å] du sikkert vide: N[å]r en
[m]and favner den [k]vinde, han har k[]ær, – er det sandt, at da
brænder hendes [b]lod, hendes [b]ryst banker, – svimler hun i
sælsom [F]ryd derved?
Faksimile
43
hvad en [k]vinde er istand til! – Nu, e[]n [t]ing kan du dog
sige mig, Dagny; t[]i det m[å] du sikkert vide: N[å]r en
[m]and favner den [k]vinde, han har k[]ær, – er det sandt, at da
brænder hendes [b]lod, hendes [b]ryst banker, – svimler hun i
sælsom [F]ryd derved?
Dagny
[
] (rødmende).
Hjørdis, hvor kan du –!
Hjørdis
.Nu da, sig mig –!
Dagny
.Det tænker jeg forvist du har fornummet.
Hjørdis
.Ja, e[]n [g]ang, kun e[]n eneste; det var hi[]n [n]at, da
Gunnar sad hos mig i [b]uret[;] han krysted[] mig i [f]avn s[å]
[b]rynjen brast, og da, da –!
Gunnar sad hos mig i [b]uret[;] han krysted[] mig i [f]avn s[å]
[b]rynjen brast, og da, da –!
Dagny
[
] (udbrydende).
Hvad! Sigurd –!
Hjørdis
.Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar, –
hin [n]at, da [k]vinderanet –
hin [n]at, da [k]vinderanet –
Dagny
[
] (fatter sig).
Ja ja, jeg mindes, – jeg ve[]d vel –
Hjørdis
.Det var den eneste [g]ang[;] aldrig, aldrig siden! Jeg
tænkte, at jeg var slagen med [t]rolddom; thi at Gunnar s[å]
kunde favne en [k]vinde, det – (standser og se[]r p[å] Dagny). Er du
syg? Mig tykkes[,] du bli[]r bleg og rød!
tænkte, at jeg var slagen med [t]rolddom; thi at Gunnar s[å]
kunde favne en [k]vinde, det – (standser og se[]r p[å] Dagny). Er du
syg? Mig tykkes[,] du bli[]r bleg og rød!
Faksimile
44
Dagny
.Vi[ss]t ikke, vi[ss]t ikke!
Hjørdis
(uden at agte p[å] hende).
Ne[j], i lystig [l]edingsfærd skulde jeg g[å]et; det havde
været bedre for mig, og – kanhænde for os [a]lle. Det havde
været et [l]iv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved
at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i [e]n-
rum med mig i [s]tuen, nu da det er mørkt? F[å]r du ikke de
[t]anker, at jeg m[å] være død i den lange [t]id og at det er
en [g] []enganger, som her st[å]r hos dig?
været bedre for mig, og – kanhænde for os [a]lle. Det havde
været et [l]iv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved
at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i [e]n-
rum med mig i [s]tuen, nu da det er mørkt? F[å]r du ikke de
[t]anker, at jeg m[å] være død i den lange [t]id og at det er
en [g] []enganger, som her st[å]r hos dig?
Dagny
[
] (uhyggeligt tilmode).
Kom – lad os g[å]
– til de [a]ndre!
Hjørdis
(tager hende i [a]rmen).
Nei bliv! Sk[]ønner du det, Dagny, at et [m]enneske
kan leve efter at have siddet her i fem [n]ætter?
kan leve efter at have siddet her i fem [n]ætter?
Dagny
.Fem [n]ætter?
Hjørdis
.Her nordp[å] er hver [n]at en [v]inter lang. (raskt med forandret
[u]dtryk.) Tro ellers ikke [a]ndet, end at her er vakkert nok! Du
skal se[] [s]yner her, som du aldrig har se[]t i Englands [k]ongs-
g[å]rde; vi vil være sammen som [s]østre den [t]id du g[]æster
mig; ned til [h]avet skal vi g[å], n[å]r [u]ve[j]ret ret begynder
ig[]en; du skal se[] [b]ølgerne flyve mod [l]and som vilde, hvid-
mankede [h]este, – og s[å] [h]valerne langt derude! De g[å]
mod hinanden, som [k] []æmper i [s]t[å]l og [p]lade! Ha, hvilken
Lyst at sidde som [h]e[ks]ekvinde p[å] [h]valens [r]yg, at ride foran
[s]nekken, vække [u]ve [j] r og lokke [m]ændene i [d]ybet ved fagre
[g]aldrekvad!
[u]dtryk.) Tro ellers ikke [a]ndet, end at her er vakkert nok! Du
skal se[] [s]yner her, som du aldrig har se[]t i Englands [k]ongs-
g[å]rde; vi vil være sammen som [s]østre den [t]id du g[]æster
mig; ned til [h]avet skal vi g[å], n[å]r [u]ve[j]ret ret begynder
ig[]en; du skal se[] [b]ølgerne flyve mod [l]and som vilde, hvid-
mankede [h]este, – og s[å] [h]valerne langt derude! De g[å]
mod hinanden, som [k] []æmper i [s]t[å]l og [p]lade! Ha, hvilken
Lyst at sidde som [h]e[ks]ekvinde p[å] [h]valens [r]yg, at ride foran
Faksimile
45
[s]nekken, vække [u]ve [j] r og lokke [m]ændene i [d]ybet ved fagre
[g]aldrekvad!
Dagny
.O fy, Hjørdis, hvor kan du tale s[å]!
Hjørdis
.Kan du kvæde [g]alder, Dagny?
Dagny
[
] (med [a]fsky).
Jeg!
Hjørdis
.Ja, jeg tænkte det; hvormed lokked[] du da Sigurd?
Dagny
.Sk[]ændigt taler du mig til; jeg vil g[å]!
Hjørdis
(holder hende tilbage).
Fordi jeg sk[]æmter! Ne[j], hør kun videre! Tænk dig,
Dagny, at sidde om [k]vælden her ved [l]ugen og høre p[å]
[d]raugen, der græder i [b] [å]dhuset; at sidde og vente og lytte
p[å] de døde [m]ænds [h]jemfærd[;] thi her nordp[å], her m[å] de
forbi. Det er de djærve [m]ænd, der faldt i [s]trid, de stærke
[k]vinder, der ikke fristed[] [l]ivet tamt[,] som du og jeg; i [s]torm
og [u]veir suse[r] de g[]ennem [l]uften p[å] sorte [h]este, med ring-
lende [b]jælder! (sl[å]r [a]rmene om hende og trykker hende vildt op til sig.)
Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste [f]ærd p[å] s[å] god
en [g]anger!
Dagny, at sidde om [k]vælden her ved [l]ugen og høre p[å]
[d]raugen, der græder i [b] [å]dhuset; at sidde og vente og lytte
p[å] de døde [m]ænds [h]jemfærd[;] thi her nordp[å], her m[å] de
forbi. Det er de djærve [m]ænd, der faldt i [s]trid, de stærke
[k]vinder, der ikke fristed[] [l]ivet tamt[,] som du og jeg; i [s]torm
og [u]veir suse[r] de g[]ennem [l]uften p[å] sorte [h]este, med ring-
lende [b]jælder! (sl[å]r [a]rmene om hende og trykker hende vildt op til sig.)
Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste [f]ærd p[å] s[å] god
en [g]anger!
Dagny
(idet hun river sig løs).
Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre p[å] dig!
Hjørdis
[
] (leende),
Ve[]g er du af [s]ind og let at skræmme!
Faksimile
46
[]
[]
[(]
Gunnar
[HIS: Første 'n' i 'Gunnar' er skadet.] kommer fra [b]aggrunden med Sigurd og T[
h
]orolf.[)]
Gunnar
.Ja forsandt, nu er[] mine [k]
[å]r de bedste jeg ve[]d; dig,
Sigurd, min ærlige bolde [b]roder har jeg fundet ig[]en, fuldt
s[å] trofast som før; jeg har Ørnulfs [æ]tling under mit [t]ag,
og [g]ubben selv følger snart efter, e[j] s[å]?
Sigurd, min ærlige bolde [b]roder har jeg fundet ig[]en, fuldt
s[å] trofast som før; jeg har Ørnulfs [æ]tling under mit [t]ag,
og [g]ubben selv følger snart efter, e[j] s[å]?
T[]orolf
.Det loved[] han.
Gunnar
.S[å] fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.
T[]orolf
.Du har nok [g]utten k[]ær; thi du nævner ham s[å] tidt.
Gunnar
.Det har jeg; han er jo den [e]neste[;] og fager og venne-
sæl vil han blive.
sæl vil han blive.
Hjørdis
.Men ingen [k]
[]æmpe.
Gunnar
.Nu, nu, – det skal du ikke sige.
Sigurd
.Men at du skikked[] ham fra dig –
Gunnar
.Gid jeg ikke havde gjort det! (halv sagte)
[M]en, Sigurd,
det ve[]d du nok: umandigt handler stundom den, der har [e]n
k[]ær over alle [t]ing[.] (hø[j]t). F[å] [m]ænd havde jeg p[å] [g] [å]rden,
og [i]ngen af os kunde være tryg p[å] [l]ivet, da det rygtedes,
at Ørnulf lagde til [l]andet med [h]ærskib.
det ve[]d du nok: umandigt handler stundom den, der har [e]n
k[]ær over alle [t]ing[.] (hø[j]t). F[å] [m]ænd havde jeg p[å] [g] [å]rden,
Faksimile
47
og [i]ngen af os kunde være tryg p[å] [l]ivet, da det rygtedes,
at Ørnulf lagde til [l]andet med [h]ærskib.
Hjørdis
.En [t]ing ve[]d jeg, som bør frelses først, [l]ivet siden.
Thorolf
.Og det er?
Hjørdis
.Hæder og [r]ygte blandt [m]ænd.
Gunnar
.Hjørdis!
Sigurd
.E[j] skal det siges Gunnar p[å], at han har forspildt sin
[h]æder ved denne [g] [] [e]rning.
[h]æder ved denne [g] [] [e]rning.
Gunnar
[
] (str[e]ngt).
Det lykkes [i]ngen at ægge mig mod Ørnulfs [f]rænder!
Hjørdis
[
] (smilende).
Hm[;] sig mig, Sigurd, – kan dit [s]kib seile med al
[s]lags [v]ind?
[s]lags [v]ind?
Sigurd
.Ja, n[å]r det styres med [k]løgt.
Hjørdis
.Godt, jeg vil ogs[å] styre mit [s]kib med [k]løgt, og skal
vel komme did, jeg ønsker [
] (g[å]r op i [s]tuen).
vel komme did, jeg ønsker [
] (g[å]r op i [s]tuen).
Dagny
[
] (sagte og urolig).
Sigurd, lad os fare herfra – endnu ikvæld!
Faksimile
48
Sigurd
.Nu er det for se[]nt; det var dig selv, som –
Dagny
.Dengang havde jeg Hjørdis k[]ær, men nu[] –[;] jeg har
hørt [o]rd af hende, som jeg ræddes ved at tænke p[å].
hørt [o]rd af hende, som jeg ræddes ved at tænke p[å].
[]
[(]
Sigurds
[m]ænd samt andre [g]
[]æster[,]
[m]ænd og [k]vinder, [h]uskarle
og [t]erner fra [b]aggrunden.[)]
og [t]erner fra [b]aggrunden.[)]
Gunnar
(efter en kort [p]ause der udfyldes med g[]ensidige [h]ilsninger o. s. v.)
Nu til [d]rikkebordet! Min fornemste [g]
[]æst, Ørnulf fra
[f]jordene, kommer siden; det har T[ h ]orolf tilsagt mig.
[f]jordene, kommer siden; det har T[ h ]orolf tilsagt mig.
Hjørdis
[
] (til [h]usfolkene).
Lad [ø]l og [m]jød bæres om, s[å] løses [t]ungen og [s]in-
det g[]øres lystigt.
det g[]øres lystigt.
(Gunnar fører Sigurd til [h]ø[j]sædet tilhø[j]re. Dagny sætter sig ved Sigurds
hø[j]re [s]ide, Hjørdis ligeover for ham p[å] den anden [s]ide af samme [b]ord. T[ h ]or-
olf anvises [p]lads p[å] samme [m] [å]de ved det andet [b]ord og sidder alts[å] lige for
Gunnar, der sætter sig i det store [h]ø[j]sæde. De [ø]vrige tage[r] [p]lads opad mod [b]ag-
grunden.[)] [ Det bemærkes, at da hjørdis og Torolf sidde foran på hver sin bænk, så
kunne de med lethed vende sig om mod hinanden, når s ådant under det følgende
behøves). ]
hø[j]re [s]ide, Hjørdis ligeover for ham p[å] den anden [s]ide af samme [b]ord. T[ h ]or-
olf anvises [p]lads p[å] samme [m] [å]de ved det andet [b]ord og sidder alts[å] lige for
Gunnar, der sætter sig i det store [h]ø[j]sæde. De [ø]vrige tage[r] [p]lads opad mod [b]ag-
grunden.[)] [ Det bemærkes, at da hjørdis og Torolf sidde foran på hver sin bænk, så
kunne de med lethed vende sig om mod hinanden, når s ådant under det følgende
behøves). ]
Hjørdis
(efter et [o]phold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over [b]ordet).
Sjelden hændes, at s[å] mange djærve [m]ænd sidde[r] sam-
men, som nu ikvæld i [s]tuen her. Godt vilde det derfor
sømme sig at øve den gamle [m]orskab: Lad hver [m]and nævne
sine [b]edrifter, s[å] m[å] [a]lle dømme sig imellem[,] hvo der er
den [y] pperste.
men, som nu ikvæld i [s]tuen her. Godt vilde det derfor
sømme sig at øve den gamle [m]orskab: Lad hver [m]and nævne
sine [b]edrifter, s[å] m[å] [a]lle dømme sig imellem[,] hvo der er
den [y] pperste.
Gunnar
.Den [s]kik er e[j] god i [d]rikkelag; tidt voldes [u]fred derved.
Faksimile
49
Hjørdis
.Ikke tænkte jeg, at Gunnar [h]erse var ræd.
Sigurd
.Det tænker forvist [i]ngen; men se[]nt blev[] vi færdige,
skulde vi nævne vore [b]edrifter[,] s[å] mange vi her er[]. Fortæl
os heller, Gunnar, om din Bjarmelandsreise; det er fuldgod
[b]edrift at fare s[å] langt nord, og g[]erne høre[r] vi p[å] dig.
skulde vi nævne vore [b]edrifter[,] s[å] mange vi her er[]. Fortæl
os heller, Gunnar, om din Bjarmelandsreise; det er fuldgod
[b]edrift at fare s[å] langt nord, og g[]erne høre[r] vi p[å] dig.
Hjørdis
.Bjarmelandsreisen er [f]armands [v]ærk og lidet sømmelig
at nævne mellem [k] []æmper. Nei, begynd du, Sigurd! Hvis
jeg ikke skal tænke at du nødig hører min [h]usbond prises,
s[å] begynd! Sig frem[;] nævn den [d] [å]d du har øvet, og
som du hø[j]est skatter.
at nævne mellem [k] []æmper. Nei, begynd du, Sigurd! Hvis
jeg ikke skal tænke at du nødig hører min [h]usbond prises,
s[å] begynd! Sig frem[;] nævn den [d] [å]d du har øvet, og
som du hø[j]est skatter.
Sigurd
.Nu, siden du tvinger mig, f[å]r det vel s[å] være. Det
er da at nævne, at jeg l[å] i [v]iking under Orknø[;] der kom
[f]iender imod os, men vi rydded[] [s]kibene, og jeg stred alene
mod otte [m]ænd.
er da at nævne, at jeg l[å] i [v]iking under Orknø[;] der kom
[f]iender imod os, men vi rydded[] [s]kibene, og jeg stred alene
mod otte [m]ænd.
Hjørdis
.God var den [d]
[å]d; men var du fuldt rustet?
Sigurd
.Fuldt rustet, med [ø]
[ks]
e, [s]pyd og [s]kjold.
Hjørdis
.God var [d]
[å]den endda. Nu m[å] du, min [h]usbond,
nævne[,] hvad der tykkes dig hæderligst af dine [b]edrifter.
nævne[,] hvad der tykkes dig hæderligst af dine [b]edrifter.
Gunnar
[
] (uvillig).
Jeg vog to [b]ersærker, som havde røvet et [h]andelsskib[;]
derpaa sendte jeg de fangne [f]armænd hjem og gav dem [s]ki-
bet frit uden [l]øsepenge. Kongen i England tyktes godt om
den [b]edrift, sagde[,] jeg havde handlet hæderligt, og gav mig
[t]ak og gode [g]aver derfor.
4
Faksimile
50
derpaa sendte jeg de fangne [f]armænd hjem og gav dem [s]ki-
bet frit uden [l]øsepenge. Kongen i England tyktes godt om
den [b]edrift, sagde[,] jeg havde handlet hæderligt, og gav mig
[t]ak og gode [g]aver derfor.
Hjørdis
.Forsandt, Gunnar, bedre [b]edrift kunde du dog nævne!
Gunnar
[
] (hæftigt).
Jeg roser mig ikke af anden [b]edrift! Siden jeg sidst
fo[]r fra Island, har jeg levet i [f]red og drevet [f]armandsfærd.
Der skal ikke nævnes mere herom!
fo[]r fra Island, har jeg levet i [f]red og drevet [f]armandsfærd.
Der skal ikke nævnes mere herom!
Hjørdis
.Ifald du selv dølger din [h]æder, s[å] skal din [h]ustru tale.
Gunnar
.Hjørdis, ti – jeg byder dig!
Hjørdis
.Sigurd stred mod otte [m]ænd og var fuldt rustet; Gunnar
gik til mit [b]ur ved mørk [n]at, fældte [b]jørnen, som havde
tyve [m]ænds [s]tyrke, og bar dog kun et kort [s]a[ks]sværd i
[h] [å]nden.
gik til mit [b]ur ved mørk [n]at, fældte [b]jørnen, som havde
tyve [m]ænds [s]tyrke, og bar dog kun et kort [s]a[ks]sværd i
[h] [å]nden.
Gunnar
[
] (i stærkt [o]prør).
Kvinde, ikke et [o]rd mere!
Dagny
[
] (sagte).
Sigurd, vil du t[å]le –!
Sigurd
[
] (liges[å]).
Vær rolig!
Hjørdis
[
] (til de [ø]vrige).
Og nu, I g[]æve [m]ænd, – hvo er djærvest, Sigurd eller
Gunnar?
Gunnar?
Faksimile
51
Gunnar
.Stille!
Hjørdis
(med hævet [s]temme).
Sig frem, det kræves medrette!
En gammel [m]and
(blandt [g] []æsterne).
Skal [s]andhed siges, s[å] er Gunnars [d]
[å]d yppeligere
end [a]lt, hvad [m]ænd har øvet; Gunnar er den djærveste
[h]elt, og dernæst Sigurd.
end [a]lt, hvad [m]ænd har øvet; Gunnar er den djærveste
[h]elt, og dernæst Sigurd.
Gunnar
(med et [b]lik over [b]ordet).
Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste –!
Dagny
[
] (sagte).
Det er formeget – selv for en [v]en!
Sigurd
.Ti[,] min [h]ustru! (hø[j]t til de [ø]vrige.) Ja[,] visselig er Gunnar
den hæderligste af alle [m]ænd[;] og det vilde jeg holde ham for
til min sidste [d]ag, om han s[å] aldrig havde øvet hin [d] [å]d;
thi den agter jeg mindre hø[j]t end [i].
den hæderligste af alle [m]ænd[;] og det vilde jeg holde ham for
til min sidste [d]ag, om han s[å] aldrig havde øvet hin [d] [å]d;
thi den agter jeg mindre hø[j]t end [i].
Hjørdis
.Der taler [m]isundelsen af dig, Sigurd [v]iking!
Sigurd
[
] (smilende).
Storlig fe[j]ler du nu! (venligt til Gunnar, idet han drikker ham til
over [b]ordet). Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort [v]enskab st[å],
hvo der end prøver p[å] at bryde det.
over [b]ordet). Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort [v]enskab st[å],
hvo der end prøver p[å] at bryde det.
Hjørdis
.Det prøver [i]ngen, s[å]vidt jeg ve[]d.
4*
Faksimile
52
Sigurd
.Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød
os hid til [d]rikkegildet for at vække [u]fred.
os hid til [d]rikkegildet for at vække [u]fred.
Hjørdis
.Det ligner dig, Sigurd; nu er du vred fordi du ikke
m[å] g[]ælde for den ypperste [m]and i [l]aget!
m[å] g[]ælde for den ypperste [m]and i [l]aget!
Sigurd
.Altid har jeg agtet Gunnar hø[j]ere end mig selv.
Hjørdis
.Nu ja, – bagefter Gunnar er jo ogs[å] en god [p]lads,
og – (med et [s]ideblik til T[ h ]orolf) havde Ørnulf været her, s[å] kunde
han f[å] []t det tred[j]e [s]æde.
og – (med et [s]ideblik til T[ h ]orolf) havde Ørnulf været her, s[å] kunde
han f[å] []t det tred[j]e [s]æde.
T[
h
]orolf
.Da kom Jøkul, din [f]ader, til at bænkes langt nede;
t[ h ]i han m[å]tte dog bukke under for Ørnulf.
t[ h ]i han m[å]tte dog bukke under for Ørnulf.
(Det følgende [o]rdskifte føres fra begge [s]ider under stigende men dog undertrykt
[o]phidselse).
[o]phidselse).
Hjørdis
.Det skal du dog ikke sige! Ørnulf er jo [s]kald, og der
mumles om at han har prist sig selv for større [b]edrifter, end
han har øvet.
mumles om at han har prist sig selv for større [b]edrifter, end
han har øvet.
T[]orolf
.Da ve[] den, der mumler om [s]ligt, saa hø[j]t at det
kommer for mine [ø]ren!
kommer for mine [ø]ren!
Hjørdis
(med et tirrende [s]mil).
Vilde du hævne det?
Faksimile
53
T[
h
]orolf
.Ja, s[å] det langveis skulde spørges!
Hjørdis
.S[å] vil jeg tømme et [h]orn p[å]
[,] at du først m[å] f[å]
[s]k[]æg p[å] [h]agen.
[s]k[]æg p[å] [h]agen.
T[
h
]orolf
.Selv sk[]ægløs [k]arl er for god til at mundhugges med
[k]vinder.
[k]vinder.
Hjørdis
.Men for ve[]g til at sl
[å]
[]s med [m]ænd; det var derfor
din [f]ader lod dig ligge i [g]ruen hjemme p[å] Island, medens
dine [b]rødre for[] i [h]ærfærd.
din [f]ader lod dig ligge i [g]ruen hjemme p[å] Island, medens
dine [b]rødre for[] i [h]ærfærd.
T[
h
]orolf
.Ilde var det, at han ikke holdt liges[å] godt Ø[j]e med
dig[;] t[ h ]i s[å] havde du ikke faret som hærtagen [k]vinde fra [l]andet!
dig[;] t[ h ]i s[å] havde du ikke faret som hærtagen [k]vinde fra [l]andet!
Gunnar
og Sigurd
.T[
h
]orolf!
Dagny
[
] (p[å] samme [t]id).
Min [b]roder!
Hjørdis
(sagte og bævende af [f]orbittrelse).
Ha, bi – bi kun!
T[
h
]orolf
(rækker Gunnar [h] [å]nden).
Vær ikke vred, Gunnar; – onde [o]rd faldt mig p[å]
[t]ungen[;] men din [h]ustru ægged[] mig!
[t]ungen[;] men din [h]ustru ægged[] mig!
Dagny
[
] (sagte og bedende).
Fostersøster, s[å]sandt du nogentid har havt mig k[]ær, saa
væk ingen [s]trid!
væk ingen [s]trid!
Faksimile
54
Hjørdis
[
] (leende).
Ved [d]rikkebordet m[å] der [s]k[]emt til, ifald [l]ystigheden
skal trives.
skal trives.
Gunnar
(der har talt sagte med T[ h ]orolf).
Du er en brav [g]ut! (rækker ham et [s]værd, som hænger ved [h]ø[j]sædet.)
Der, T[]orolf, der har du en god [g]ave. Brug den vel, og
lad os være [v]enner.
Der, T[]orolf, der har du en god [g]ave. Brug den vel, og
lad os være [v]enner.
Hjørdis
.Ikke skulde du give dine [v]
[å]ben bort, Gunnar; t[]i s[å]
vil [f]olk sige, at du kun skiller dig ved de [t]ing, du ikke selv
har [b]rug for!
vil [f]olk sige, at du kun skiller dig ved de [t]ing, du ikke selv
har [b]rug for!
T[]orolf
(som imidlertid har undersøgt [s]værdet).
Tak for [g]aven, Gunnar; i uhæderlig [f]ærd skal den al-
drig svinges.
drig svinges.
Hjørdis
.Skal du holde det [l]øfte, s[å] l[å]n aldrig [s]værdet til
dine [b]rødre.
dine [b]rødre.
Gunnar
.Hjørdis!
Hjørdis
[
] (vedblivende).
Men hæng det heller ikke p[å] din [f]aders [s]tuevæg; t[
h
]i
der hænger det hos uhæderlige [m]ænds [v] [å]ben.
der hænger det hos uhæderlige [m]ænds [v] [å]ben.
Thorolf
.Sandt nok, Hjørdis, – din [f]aders [ø]
[ks]
e og [s]kjold har
hængt der i mange [å]r.
hængt der i mange [å]r.
Hjørdis
[
] (tvinger sig).
At Ørnulf vog min [f]ader, – den [b]edrift fører du altid
i [m]unden; men mæler [r]ygtet sandt, s[å] er [g] []erningen ikke
s[å] hæderlig, som du tænker.
Faksimile
55
i [m]unden; men mæler [r]ygtet sandt, s[å] er [g] []erningen ikke
s[å] hæderlig, som du tænker.
T[
h
]orolf
.Hvad [r]ygte taler du om?
Hjørdis
[
] (smilende).
Jeg tør ikke nævne det; t[
h
]i du vilde blive vred derover.
T[]orolf
.S[å] ti, – det se[]r jeg helst[.]
[
] (vender sig fra hende).
] (vender sig fra hende).
Hjørdis
.Nu, det kan jo ogs[å] g[]erne siges. Er det sandt, T[
h
]orolf,
at din [f]ader sad tre [n]ætter i [k]vindestak hos [g]yvren i Smal-
serhorn og kogte [s]ejd, før han turde g[å] til [h]olmgang med
Jøkul? [
] (Alle re[j]se sig; stærk [b]evægelse blandt [g] []æsterne).
at din [f]ader sad tre [n]ætter i [k]vindestak hos [g]yvren i Smal-
serhorn og kogte [s]ejd, før han turde g[å] til [h]olmgang med
Jøkul? [
] (Alle re[j]se sig; stærk [b]evægelse blandt [g] []æsterne).
Gunnar
, Sigurd
og Dagny
.Hjørdis!
T[
h
]orolf
[
] (i hø[j]este [f]orbitrelse).
S[å] arg en [l]øgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra
Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig, som du, m[å]
den være, der kan finde p[å] [s]ligt! Den værste [u]d[å]d[,] nogen
[m]and kan øve, har du her p[å]sagt min [f]ader! (kaster [s]værdet
fra sig). Der, Gunnar, der har du [g]aven ig[]en; ingen [s]k[]ænk
tager jeg med fra det [h]us, hvor min [f]ader er forh[å]net!
Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig, som du, m[å]
den være, der kan finde p[å] [s]ligt! Den værste [u]d[å]d[,] nogen
[m]and kan øve, har du her p[å]sagt min [f]ader! (kaster [s]værdet
fra sig). Der, Gunnar, der har du [g]aven ig[]en; ingen [s]k[]ænk
tager jeg med fra det [h]us, hvor min [f]ader er forh[å]net!
Gunnar
.T[
h
]orolf, s[å] hør dog!
T[
h
]orolf
.Lad mig g[å]! Men se[] dig for skulde b[å]de du og
Hjørdis; t[ h ]i min [f]ader har i denne [s]tund den i sin [v]old,
som er eder dyrest af [a]lle!
Faksimile
56
Hjørdis; t[ h ]i min [f]ader har i denne [s]tund den i sin [v]old,
som er eder dyrest af [a]lle!
Hjørdis
[
] (studsende).
Din [f]ader har –!
Gunnar
[
] (med et [u]dr[å]b).
Hvad siger du!
Sigurd
[
] (hæftigt).
Hvor er Ørnulf?
Thorolf
[
] (med [h] [å]nlatter).
Sørp[å], – med mine [b]rødre!
Gunnar
.Sørp[å]!
Hjørdis
[
] (udbrydende).
Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor [s]øn!
Gunnar
.Dræbt! – Egil dræbt! Da ve[] Ørnulf og al hans
[æ]t! T[ h ]orolf, sig frem[;] – er det sandt!
[æ]t! T[ h ]orolf, sig frem[;] – er det sandt!
Sigurd
.Gunnar, Gunnar, – hør mig!
Gunnar
.Sig frem, ifald du agter dit [l]iv!
Thorolf
.Du skræmmer mig ikke! Vent til min [f]ader kommer;
[n]idstang skal han re[j]se mod [ G g ]unnars [g] [å]rd! Men du,
Hjørdis, – glæd dig imens ved de [o]rd jeg hørte idag:
«Før det kvældes skal Gunnar [h]erse og hans [h]ustru ikke have
nogen [a]fkom at rose sig af!» [
] (g[å]r ud i [b]aggrunden).
[n]idstang skal han re[j]se mod [ G g ]unnars [g] [å]rd! Men du,
Hjørdis, – glæd dig imens ved de [o]rd jeg hørte idag:
Faksimile
57
«Før det kvældes skal Gunnar [h]erse og hans [h]ustru ikke have
nogen [a]fkom at rose sig af!» [
] (g[å]r ud i [b]aggrunden).
Gunnar
[
] (i dybeste [s] mærte).
Dræbt, – dræbt! Min liden Egil dræbt!
Hjørdis
[
] (vildt).
Og du – du lader ham g[å]! Lader Egil[,] din [æ]tling,
ligge uhævnet! Hvermands [n]iding skal du være ifald –!
ligge uhævnet! Hvermands [n]iding skal du være ifald –!
Gunnar
[
] (som ude af sig selv).
Et [s]værd, – en [ø]
[ks]e! Det er det sidste [b]ud han
bringer!
(griber en [ø]
[ks]e fra en af de [o]mst[å]ende og iler ud).
bringer!
Sigurd
[
] (vil følge efter).
Gunnar, styr dig!
Hjørdis
[
] (holder ham tilbage).
Bliv, bliv! [
M
m
]ændene vil skille dem; jeg k[]ender Gunnar!
(Et [u]dr[å]b høres fra [m]ængden, der er stimlet sammen ved [u]dgangen).
Sigurd
og Dagny
.Hvad er det?
En [s]temme blandt [m]ængden
.Thorolf faldt!
Sigurd
.Thorolf! Ha, slip!
Dagny
.Min [b]roder! O, min [b]roder!
(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles [m]ængden ad, Gunnar træder ind, og kaster
[ø] [ks]en fra sig ved [d]øren).
[ø] [ks]en fra sig ved [d]øren).
Faksimile
58
[]
[]
Gunnar
.Nu er det gjort. Egil er hævnet!
Sigurd
.Vel dig, ifald du ikke har været for rap p[å]
[h]
[å]nden.
Gunnar
.Kanhænde, kanhænde; men Egil, Egil, min fagre [g]ut!
Hjørdis
.Væbne os m[å] vi nu og søge [h]jælp hos vore [v]enner;
t[ h ]i T[ h ]orolf har mange [e]fterm[å]lsmænd.
t[ h ]i T[ h ]orolf har mange [e]fterm[å]lsmænd.
Gunnar
[
] (mørk).
Selv vil han blive sin værste [h]ævner; han vil st[å] mig
for [s]indet [n]at og [d]ag.
for [s]indet [n]at og [d]ag.
Hjørdis
.T[
h
]orolf fik sin [l]øn. For [f]rænders [f]ærd m[å]
[f]rænder lide.
Gunnar
.Vel sandt; men det ve[]d jeg, at jeg var gladere i [h]u
før [d]rabet.
før [d]rabet.
Hjørdis
.Blodnatten er altid den værste[;]
– n[å]r den er over, s[å]
g[å]r det nok. Ved sk[]ændig [l]ist har Ørnulf fremmet sin
[h]ævn; i [å]ben [s]trid vilde han ikke g[å] mod os, lod som
han var forligeligt sindet, og falder s[å] over vort værgeløse
[b]arn! Ha, jeg s[å] mere grant end [ I i ] [;] jeg tænkte nok at
Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg [å]rsag til
at ægge dig mod ham og al hans falske [æ]t!
g[å]r det nok. Ved sk[]ændig [l]ist har Ørnulf fremmet sin
[h]ævn; i [å]ben [s]trid vilde han ikke g[å] mod os, lod som
han var forligeligt sindet, og falder s[å] over vort værgeløse
[b]arn! Ha, jeg s[å] mere grant end [ I i ] [;] jeg tænkte nok at
Faksimile
59
Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg [å]rsag til
at ægge dig mod ham og al hans falske [æ]t!
Gunnar
[
] (ophidset).
Det havde du! Ringe er min [h]ævn at regne mod
Ørnulfs [u]d[å]d. Han misted[] T[]orolf, men har dog se[ x ks ]
[s]ønner ig[]en, og jeg ingen – ingen!
Ørnulfs [u]d[å]d. Han misted[] T[]orolf, men har dog se[ x ks ]
[s]ønner ig[]en, og jeg ingen – ingen!
En [h]uskarl
(ilsomt fra [b]aggrunden).
Ørnulf fra Fjordene kommer!
Gunnar
.Ørnulf!
Hjørdis
og flere [m]ænd
.Til [v]
[å]ben! Til [v]
[å]ben!
Dagny
[
] (p[å] samme [t]id).
Min [f]ader!
Sigurd
(som greben af en [a]nelse).
Ørnulf –! Ha, Gunnar, Gunnar!
Gunnar
[
] (drager [s]værdet).
Op alle [m]ænd! Hævn over Egils [b]ane!
[]
[(]
Ørnulf kommer ind med Egil p[å]
[a]rmen.[)]
Gunnar
[
] (med et [s]krig).
Egil!
Ørnulf
.Her har I liden Egil ig[]en!
Faksimile
60
Alle
[
] (mellem hverandre).
Egil! Egil lever!
Gunnar
[
] (lader [s]værdet falde).
Ve[] mig; hvad har jeg gjort!
Dagny
.O, T[
h
]orolf, min [b]roder!
Sigurd
.Jeg tænkte det nok!
Ørnulf
[
] (sætter Egil ned).
Der, Gunnar, har du din vakkre [g]ut!
Egil
.Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke g[]øre mig [o]ndt, som
du sagde da jeg reiste!
du sagde da jeg reiste!
Ørnulf
[
] (til Hjørdis).
Nu har jeg givet [b]od for din [f]ader; nu tænker jeg nok
vi kan forliges.
vi kan forliges.
Hjørdis
(med undertrykt Bevægelse).
Kanhænde!
Gunnar
[
] (ligesom opv[å]gnende).
Er det en hæslig Drøm[,] der forvilder mig! Du – du
bringer Egil hjem!
bringer Egil hjem!
Ørnulf
.Som du se[]r; men det m[å] du vide, at han har været
[d]øden nær.
[d]øden nær.
Faksimile
61
Gunnar
.Det ved jeg.
Ørnulf
.Og glædes ikke mere over at han kommer?
Gunnar
.Var han kommen tidligere, s[å] skulde jeg glædet mig mere
derover. Men siig mig [a]lt, – hvad der er hændt!
derover. Men siig mig [a]lt, – hvad der er hændt!
Ørnulf
.Det er snart sagt. K[å]re [b]onde lagde onde [r]
[å]d op
mod eder; med andre [u]g[]erningsmænd fo[]r han sørp[å] efter
Egil.
mod eder; med andre [u]g[]erningsmænd fo[]r han sørp[å] efter
Egil.
Gunnar
.K[å]re! (sagte.) Ha, nu sk[]ønner jeg T[]orolfs [o]rd!
Ørnulf
.Hans [f]ærd kom mig for [ø]re; slig [u]d[å]d m[å]tte aldrig
øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikke give, og g[]erne, Gunnar,
havde jeg fældet dig i [h]olmgang, ifald s[å] skulde være, –
men din [æ]t m[å]tte jeg dog frede om; med mine [s]ønner
fo[]r jeg da efter K[å]re.
øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikke give, og g[]erne, Gunnar,
havde jeg fældet dig i [h]olmgang, ifald s[å] skulde være, –
men din [æ]t m[å]tte jeg dog frede om; med mine [s]ønner
fo[]r jeg da efter K[å]re.
Sigurd
[
] (sagte).
En usalig [d]
[å]d er her øvet!
Ørnulf
.Da jeg kom til, l[å] Egils [f]ølgesvende bundne, din [s]øn
var alt i dine [u]venners [m]agt, og længe skulde de ikke have
sparet ham. He[]d blev [k]ampen da! Hvassere [s]værdhug har
jeg s [] [j] eldent skiftet; K[å]re og to [m]ænd flygtede op p[å] [l]andet[;]
de [a]ndre sove[r] trygt og vil være tunge at vække.
var alt i dine [u]venners [m]agt, og længe skulde de ikke have
sparet ham. He[]d blev [k]ampen da! Hvassere [s]værdhug har
Faksimile
62
jeg s [] [j] eldent skiftet; K[å]re og to [m]ænd flygtede op p[å] [l]andet[;]
de [a]ndre sove[r] trygt og vil være tunge at vække.
Gunnar
[
] (i stærk [s]pænding).
Men du – du Ørnulf –?
Ørnulf
[
] (mørk).
Se[
x
ks
]
[s]
ønner fulgte mig i
[S]
triden.
Gunnar
[
] ([å]ndeløs).
Men hjemad?
Ørnulf
.Ingen.
Gunnar
[
] (forfærdet).
Ingen! (sagte) Og T[
h
]orolf, T[
h
]orolf!
(Dyb [b]evægelse blandt [m]ængden. Hjørdis synes at k[]æmpe en stærk indre [k]amp[;]
Dagny græder stille ved [h]ø[j]sædet tilhø[j]re. Sigurd st[å]r sm[e]rteligt bevæget hos hende).
Dagny græder stille ved [h]ø[j]sædet tilhø[j]re. Sigurd st[å]r sm[e]rteligt bevæget hos hende).
Ørnulf
.
(efter et kort Ophold.)
Tungt er det at st[å] som en frodig [g]ran, og s[å] at
kvistes af i et eneste [u]ve[j]r. Dog, [m]and skal leve efter
[m]and; – ræk mig et [h]orn[;] jeg vil drikke mine [s]ønners
[m]inde. (En af Sigurds [m]ænd bringer et [h]orn.) Hil eder der I nu ride,
mine djærve [s]ønner! Kobberportene skal ikke sl[å] i p[å] eders
[h]æle, thi I komme til [h]allen med mange [m]ænds [f]ølge!
(drikker og giver [h]ornet fra sig.) Og nu hjem til Island; Ørnulfs
[h]eltefærd er forbi; det gamle [t]ræ har kun en grøn [g]ren
ig[]en, og den m[å] fredes om. Hvor er T[]orolf?
kvistes af i et eneste [u]ve[j]r. Dog, [m]and skal leve efter
[m]and; – ræk mig et [h]orn[;] jeg vil drikke mine [s]ønners
[m]inde. (En af Sigurds [m]ænd bringer et [h]orn.) Hil eder der I nu ride,
mine djærve [s]ønner! Kobberportene skal ikke sl[å] i p[å] eders
[h]æle, thi I komme til [h]allen med mange [m]ænds [f]ølge!
(drikker og giver [h]ornet fra sig.) Og nu hjem til Island; Ørnulfs
[h]eltefærd er forbi; det gamle [t]ræ har kun en grøn [g]ren
ig[]en, og den m[å] fredes om. Hvor er T[]orolf?
Egil
[
] (til sin [f]ader).
Ja vi[]s mig T[]orolf! Ørnulf har sagt, han skal sk[]ære
et [s]kib til mig med mange, mange [h]ærmænd i [s]tavnen.
et [s]kib til mig med mange, mange [h]ærmænd i [s]tavnen.
Faksimile
63
Ørnulf
.Prise m[å] jeg alle gode [v]ætter at ikke T[
h
]orolf fulgte
med; thi hvis ogs[å] han, – – ne[j], s[å] stærk jeg end er, [–]
det havde faldet mig for tungt at bære. Men hvi kommer
han ikke? Altid var han den [f]ørste til at møde sin [f]ader;
thi det tyktes os [b]egge, som vi ikke kunde leve hinanden en
[d]ag foruden.
med; thi hvis ogs[å] han, – – ne[j], s[å] stærk jeg end er, [–]
det havde faldet mig for tungt at bære. Men hvi kommer
han ikke? Altid var han den [f]ørste til at møde sin [f]ader;
thi det tyktes os [b]egge, som vi ikke kunde leve hinanden en
[d]ag foruden.
Gunnar
.Ørnulf, Ørnulf!
Ørnulf
[
] (med stigende [u]ro).
Tause st[å]
[r]
[
I
i
]
[a]lle i [s]tuen, det se[]r jeg nu; – hvad
fattes, – hvor er T[ h ]orolf?
fattes, – hvor er T[ h ]orolf?
Dagny
.Sigurd, Sigurd, – det bli[]r ham det [t]ungeste!
Gunnar
(k[]æmpende med sig selv).
Gubbe! – Ne[j] – – og dog, det kan jo ikke dølges –
Ørnulf
[
] (hæftigt).
Min [s]øn! Hvor er han!
Gunnar
.T[
h
]orolf er dræbt!
Ørnulf
.Dræbt! T[
h
]orolf? T[
h
]orolf? Ha, du lyver!
Gunnar
.Jeg gav mit varmeste [h]jerteblod for at vide ham ilive!
Faksimile
64
Hjørdis
[
] (til Ørnulf).
Selv er T[
h
]orolf [s]kyld i det som h[æ]ndte; med mørke
[t]aler gav han tilk[]ende, at du var falden over Egil og havde
dræbt ham[;] – halvt i [u]fred skiltes vi sidst fra hverandre[;] du
har før voldt [m]andefald i min [æ]t[;] – og, foruden det, –
som en k[å]dmundet [s]vend sad T[ h ]orolf ved [g]ildet[;] han æg-
gedes ved [s]k[]emt[,] og gav mange onde [o]rd fra sig[;] [–] først da
var det at [g]unnar harmedes[;] først da bar han [v] [å]ben p[å]
din [s]øn; vel skulde jeg mene, han havde sk[]ellig [å]rsag til
den [g] []erning.
[t]aler gav han tilk[]ende, at du var falden over Egil og havde
dræbt ham[;] – halvt i [u]fred skiltes vi sidst fra hverandre[;] du
har før voldt [m]andefald i min [æ]t[;] – og, foruden det, –
som en k[å]dmundet [s]vend sad T[ h ]orolf ved [g]ildet[;] han æg-
gedes ved [s]k[]emt[,] og gav mange onde [o]rd fra sig[;] [–] først da
var det at [g]unnar harmedes[;] først da bar han [v] [å]ben p[å]
din [s]øn; vel skulde jeg mene, han havde sk[]ellig [å]rsag til
den [g] []erning.
Ørnulf
[
] (rolig).
Det k[]endes p[å] dig at du er en [k]vinde; t[
h
]i du bruger
mange [o]rd. Hvortil det? Er T[ h ]orolf dræbt, s[å] er hans
[s]aga ude.
mange [o]rd. Hvortil det? Er T[ h ]orolf dræbt, s[å] er hans
[s]aga ude.
Egil
.N[å]r T[
h
]orolf er dræbt, s[å] f[å]r jeg ingen [h]ærmænd.
Ørnulf
.Ne[j], Egil, – nu har vi mistet vore [h]ærmænd, b[å]de du
og jeg. (til Hjørdis) Din [f]ader kvad:
og jeg. (til Hjørdis) Din [f]ader kvad:
«Jøkuls [æ]t skal [
J
j
]økuls [b]ane
[v]olde [v]e[] p[å] alle [v]e[j]e».
Godt har du nu sørget for at hans [o]rd kan sandes.
(tier lidt og vender sig til en af [m]ændene) Hvor fik han [b]anehugget?
(tier lidt og vender sig til en af [m]ændene) Hvor fik han [b]anehugget?
Manden
.Tvers over [p]anden.
Ørnulf
[
] (tilfreds).
Hm[;] det er hæderligt [s]ted; s[å] har han ikke vendt
[r]yggen til. Men faldt han mod [s]iden, eller ind mod
Gunnars [f]ødder?
Faksimile
65
[r]yggen til. Men faldt han mod [s]iden, eller ind mod
Gunnars [f]ødder?
Manden
.Halvve[j]s mod [s]iden og halvve[j]s mod Gunnar.
Ørnulf
.Det sp[å]r kun halv [h]ævn; ja, ja, – vi skal see!
Gunnar
[
] (nærmer sig).
Ørnulf, vel ve[]d jeg, at ikke alt mit [g]ods kan ve[j]e [t]abet
op; men kræv af mig hvad du vil –
op; men kræv af mig hvad du vil –
Ørnulf
[
] (strængt, afbrydende).
Giv mig T[
h
]orolfs [l]ig, og lad mig g[å]! Hvor ligger han?
Gunnar
(peger taus mod [b]aggrunden).
Ørnulf
(gjør et [p]ar [s]kridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og [f]lere,
der de[]ltagende vil følge ham:)
Bliv! Tænker [
I
i
] at Ørnulf skal følges af [s]ørgehuset,
som en klynkende [k]vinde! Bliv, siger jeg! – Vel [å]rker
jeg T[]orolf alene. (med rolig [k]raft). Sønneløs g[å]r jeg[;] men
[i]ngen skal sige at han s[å] mig bø[j]et! [
] (han g[å]r langsomt ud).
som en klynkende [k]vinde! Bliv, siger jeg! – Vel [å]rker
jeg T[]orolf alene. (med rolig [k]raft). Sønneløs g[å]r jeg[;] men
[i]ngen skal sige at han s[å] mig bø[j]et! [
] (han g[å]r langsomt ud).
Hjørdis
[
] (med tvungen [l]atter).
Ja, lad ham g[å], som han vil; mandstærke trænge[r] vi
ikke til at være, om han kommer med [u]fred ig[]en! Nu,
Dagny, – nu tænker jeg det er sidste [g]ang din [f]ader stævner
fra Island i sligt [æ]rinde!
ikke til at være, om han kommer med [u]fred ig[]en! Nu,
Dagny, – nu tænker jeg det er sidste [g]ang din [f]ader stævner
fra Island i sligt [æ]rinde!
5
Faksimile
66
Sigurd
[
] (oprørt).
O, sk[]ændigt!
Dagny
[
] (liges[å]).
Forh[å]ne ham kan du! Forh[å]ne ham – efter det, som
her er øvet!
her er øvet!
Hjørdis
.Er [g]
[]erningen gjort, saa skal den ogs[å] prises! Had
og [h]ævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls [d]rab kunde jeg
glemme, alt [a]ndet, – kun ikke at han sk[]ænded[] mine [k] [å]r.
Frilleviv kaldte han mig; er det s[å], da har jeg ingen [s]kam
deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din [f]ader[;] han er
ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen [h]usbond!
og [h]ævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls [d]rab kunde jeg
glemme, alt [a]ndet, – kun ikke at han sk[]ænded[] mine [k] [å]r.
Frilleviv kaldte han mig; er det s[å], da har jeg ingen [s]kam
deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din [f]ader[;] han er
ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen [h]usbond!
Dagny
[
] (i stærkt [o]prør).
Der feiler du, Hjørdis, – og ret nu skal [a]lle vide, at
du lever under ræd [m]ands [t]ag!
du lever under ræd [m]ands [t]ag!
Sigurd
[
] (hæftigt).
Dagny, hvad vil du!
Gunnar
.Ræd!
Hjørdis
[
] (med [h] [å]nlatter).
Vidløst taler du der!
Dagny
.Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du h[å]ned[]
min [f]ader og mine faldne [b]rødre[;] jeg taug mens Ørnulf
var inde; thi han skulde ikke høre at T[ h ]orolf faldt for en
[n]idings [h] [å]nd; men nu[;] – pris aldrig Gunnar for hin [d] [å]d
p[å] Island[;] thi Gunnar er ræd! Sværdet, som l[å] draget
mellem dig og [r]ansmanden, det hænger ved min [h]usbonds
[s]ide, – og [r]ingen, som du drog af din [a]rm, den gav du til
Sigurd, (drager den af og holder den hø[j]t ive[j]ret). her er den!
min [f]ader og mine faldne [b]rødre[;] jeg taug mens Ørnulf
var inde; thi han skulde ikke høre at T[ h ]orolf faldt for en
[n]idings [h] [å]nd; men nu[;] – pris aldrig Gunnar for hin [d] [å]d
p[å] Island[;] thi Gunnar er ræd! Sværdet, som l[å] draget
Faksimile
67
mellem dig og [r]ansmanden, det hænger ved min [h]usbonds
[s]ide, – og [r]ingen, som du drog af din [a]rm, den gav du til
Sigurd, (drager den af og holder den hø[j]t ive[j]ret). her er den!
Hjørdis
[
] (vildt).
Sigurd!
Mængden
.Sigurd! Sigurd øved[]
[d]
[å]den!
Hjørdis
(sk[]ælvende af [s]indsbevægelse).
Han, han! – Gunnar, er det sandt!
Gunnar
[
] (med ædel [r]o).
Sandt er [a]lt; kun ikke at jeg er ræd; – jeg er hverken
ræd eller [n]iding?
ræd eller [n]iding?
Sigurd
[
] (bevæget).
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været!
(til de [ø]vrige) Afsted, mine [m]ænd! Afsted, herfra!
(til de [ø]vrige) Afsted, mine [m]ænd! Afsted, herfra!
Dagny
(ved [u]dgangen, til Hjørdis).
Hvem er nu den ypperste [m]and i [l]aget, min
[h]usbond
eller din! [
] (hun g[å]r ud med Sigurd og hans [f]ølge.)
eller din! [
] (hun g[å]r ud med Sigurd og hans [f]ølge.)
Hjørdis
[
] (for sig selv).
Nu har jeg kun
[]en
[g]
[]erning ig[]en; – kun
[]en
[d]
[å]d
at pønse p[å]: Sigurd eller jeg m[å] dø!
at pønse p[å]: Sigurd eller jeg m[å] dø!
5*
Faksimile
Tred[j]e
[handling.]
[(]Stuen hos Gunnar [h]erse. Det er [d]ag.[)]
[]
[(]
Hjørdis sidder p[å]
[b]ænken lige for det mindre [h]ø[j]sæde besk[]æftiget med at fl[e]tte
en [b]uesnor; p[å] [b]ordet ligger en [b]ue og nogle [p]ile;[)] []
[]
en [b]uesnor; p[å] [b]ordet ligger en [b]ue og nogle [p]ile;[)] []
[]
Hjørdis
(idet hun strækker [s]noren).
Den er se[j]g og stærk; (med et [b]lik p[å]
[p]ilene)
[k]olven b[å]de
skarp og tung – (lader [h]ænderne synke ned i [s]k[]ødet) men hvor findes
den [h] [å]nd som –! (hæftigt) Forh[å]net, forh[å]net af ham, – af
Sigurd! Jeg m[å] hade ham mere end [a]ndre, det mærker
jeg godt; men mange [d]age skal ikke g[å] med, før jeg har –
(grublende.) Ja, men [a]rmen, [a]rmen, som skal øve den [d] [å]d –?
skarp og tung – (lader [h]ænderne synke ned i [s]k[]ødet) men hvor findes
den [h] [å]nd som –! (hæftigt) Forh[å]net, forh[å]net af ham, – af
Sigurd! Jeg m[å] hade ham mere end [a]ndre, det mærker
jeg godt; men mange [d]age skal ikke g[å] med, før jeg har –
(grublende.) Ja, men [a]rmen, [a]rmen, som skal øve den [d] [å]d –?
(Gunnar kommer taus og tankefuld[]
[fra baggrunden.)]
Hjørdis
(efter et kort [o]phold).
Hvor g[å]r det dig, min [h]usbond?
Gunnar
.Ilde, Hjørdis; dette her fra ig[å]r, det vil ikke ret glide
ned; det ligger og tynger mig for [h]jertekulen.
ned; det ligger og tynger mig for [h]jertekulen.
Hjørdis
.G[]ør som jeg; tag dig til at virke [n]oget.
Faksimile
69
Gunnar
.Det m[å] jeg vel.
(Pause; Gunnar g[å]r frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig hende).
Gunnar
.Hvad g
[]
ør du der?
Hjørdis
[
] (uden at se[] op).
Binder en [b]uesnor; det ser du nok.
Gunuar
.En [b]uesnor – af dit eget [h]
[å]r!
Hjørdis
[
] (smilende).
Der avles [s]tord[å]d med hver [t]ime nuomstunder; du
vog min [f]osterbroder, og jeg har bundet denne her siden [d]aggry.
vog min [f]osterbroder, og jeg har bundet denne her siden [d]aggry.
Gunnar
.Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis
[
] (se[]r op).
Hvad er det?
Gunnar
.Hvor var du inat?
Hjørdis
.Inat?
Gunnar
.Du var ikke i [s]ovestuen.
Hjørdis
.Det ve[]d du?
Faksimile
70
Gunnar
.Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige [d]rømme[,]
dette – dette, som hændte med T[]orolf; det bares mig for, som
han kom – n[å] ja, jeg v[å]gned[]; da hørtes det som en
fager, forunderlig [s]ang over [h]uset; jeg stod op[;] glytted[] p[å]
[d]øren[;] – herinde, her sad du ved [s]tokilden, – den brændte
bl[å] og rød, – du sk[]æftede [p]ile og kvad [g]alder over dem.
dette – dette, som hændte med T[]orolf; det bares mig for, som
han kom – n[å] ja, jeg v[å]gned[]; da hørtes det som en
fager, forunderlig [s]ang over [h]uset; jeg stod op[;] glytted[] p[å]
[d]øren[;] – herinde, her sad du ved [s]tokilden, – den brændte
bl[å] og rød, – du sk[]æftede [p]ile og kvad [g]alder over dem.
Hjørdis
.Den [g]
[]erning var nyttig; t[]i h[å]rdt er [b]rystet, som skal
rammes idag.
rammes idag.
Gunnar
.Jeg sk[]ønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.
Hjørdis
.Hm, kan hænde.
Gunnar
Det ske[]r dig aldrig til [v]illie. Med Sigurd holder jeg
[f]red, s[å] stærkt du end ægger mig.
[f]red, s[å] stærkt du end ægger mig.
Hjørdis
[
] (smilende).
Mener du det?
Gunnar
Det ve[]d jeg!
Hjørdis
(rækker ham [s]noren).
Sig mig, Gunnar, – kan du løse den [k]nude der?
Gunnar
[
] (forsøger det).
Nei, den er fl[e]ttet for fast og kunstigt.
Faksimile
71
Hjørdis
[
] (re[j]ser sig).
Nornens [s]pind er kunstigere fl[e]ttet[;] det kan du end
mindre løse!
mindre løse!
Gunnar
.Krumme er[] de [m]ægtiges [v]e[j]e[;]
– dem k[]ender hverken
du eller jeg.
du eller jeg.
Hjørdis
.
Et ve[e]d jeg dog vi[ss]t: at Sigurd vil volde usalige [k]
[å]r
for os [b]egge.
for os [b]egge.
(Pause; Gunnar st[å]r fordybet i sig selv.)
Hjørdis
(der i [s]tilhed har holdt [ø] [j]e med ham).
Hvad tænker du p[å]?
Gunnar
.P[å] en [d]røm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at
jeg havde øvet det [v]ærk, du nu kræver; Sigurd l[å] slagen
p[å] [m]arken[;] du stod hos og var s[å]re bleg. Da sagde jeg:
«Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde?» Men du
lo og svared[]: «Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar,
l[å] der i Sigurds [s]ted.»
jeg havde øvet det [v]ærk, du nu kræver; Sigurd l[å] slagen
p[å] [m]arken[;] du stod hos og var s[å]re bleg. Da sagde jeg:
«Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde?» Men du
lo og svared[]: «Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar,
l[å] der i Sigurds [s]ted.»
Hjørdis
(med tvungen [l]atter).
Ilde m[å] du k[]ende mig, n[å]r slig uvittig [d]røm kan
være dig hinderlig!
være dig hinderlig!
Gunnar
.Hm! – Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om [s]tuen
her?
her?
Faksimile
72
Hjørdis
.Skal jeg sige sandt, Gunnar, – s[å] tykkes det mig stundom
for trangt herinde.
for trangt herinde.
Gunnar
.Ja ja, det har jeg tænkt; vi ere []en formange.
Hjørdis
.Kanhænde [t]o.
Gunnar
(der ikke hørte hendes [y]tring).
Men det skal bødes p[å].
Hjørdis
(se[]r spørgende p[å] ham).
Bødes p[å]? Du er da tilsinds at –?
Gunnar
.At ruste mine [h]ærskibe og fare fra [l]andet; jeg vil
vinde den [h]æder ig[]en, som jeg nu har mistet, fordi du var
mig k[]ærere end alle [t]ing.
vinde den [h]æder ig[]en, som jeg nu har mistet, fordi du var
mig k[]ærere end alle [t]ing.
Hjørdis
[
] (tankefuld).
Du farer fra [l]andet? Ja, ja, det tør vel være bedst
for os [b]egge.
for os [b]egge.
Gunnar
.Alt fra den [d]ag vi stævned[] fra Island, s[å] jeg nok
at det ikke vilde g[å] godt med os. Dit [s]ind er stolt og
stærkt; der ere de [t]ider, da jeg fast ræddes for dig; men,
sælsomt, – derved er det mest at jeg har dig s[å] k[]ær; der
st[å]r en koglende [s]kræk af dig, – det bæres mig for, at du
kunde lokke mig til [u]d[å]d, og at det vilde tykkes mig vel
gjort, alt det du kræved[]. (med stille [h]ovedrysten). Ugrundeligt er
Nornens [r] [å]d; Sigurd skulde blevet din [h]usbond.
at det ikke vilde g[å] godt med os. Dit [s]ind er stolt og
stærkt; der ere de [t]ider, da jeg fast ræddes for dig; men,
sælsomt, – derved er det mest at jeg har dig s[å] k[]ær; der
st[å]r en koglende [s]kræk af dig, – det bæres mig for, at du
Faksimile
73
kunde lokke mig til [u]d[å]d, og at det vilde tykkes mig vel
gjort, alt det du kræved[]. (med stille [h]ovedrysten). Ugrundeligt er
Nornens [r] [å]d; Sigurd skulde blevet din [h]usbond.
Hjørdis
[
] (udbrydende).
Sigurd!
Gunnar
.Ja Sigurd. Det er [h]ad og [h]ævn, som forblinder dig,
ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg
været, da kunde jeg gjort dig [l]ivet lysteligt at bære.
ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg
været, da kunde jeg gjort dig [l]ivet lysteligt at bære.
Hjørdis
(i stærk men undertrykt [b]evægelse).
Og det
–
det mener du Sigurd kunde gjort?
Gunnar
.Han er stærk af [s]ind, og derhos stolt som du.
Hjørdis
[
] (hæftigt).
Hvis s[å] er – (fatter sig) ligegodt, ligegodt! (vildt udbry-
dende.) Gunnar, tag Sigurds [l]iv!
dende.) Gunnar, tag Sigurds [l]iv!
Gunnar
.Aldrig!
Hjørdis
.Ved [l]ist og [s]vig blev jeg din [h]ustru[;]
– det skal være
glemt! Fem glædeløse [å]r har jeg siddet her[;] – glemt skal
[a]lt være fra den [d]ag, da Sigurd ikke lever mere!
glemt! Fem glædeløse [å]r har jeg siddet her[;] – glemt skal
[a]lt være fra den [d]ag, da Sigurd ikke lever mere!
Gunnar
.Af min [h]
[å]nd skal ingen [m]e[]n voldes ham (viger uvil-
k[å]rligt tilbage). Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!
k[å]rligt tilbage). Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!
Faksimile
74
Hjørdis
.S[å] m[å] jeg finde mig en anden [h]ævner; længe skal
ikke Sigurd tale [f]orh[å]nelsens [o]rd over mig og dig! (knytter
[h]ænderne i krampagtig [f]orbittrelse.) Hos hende – den eenfoldige [k]vinde –
hos hende sidder han kanhænde nu i [e]nrum, leflende, og le[]r
over os; mæler om al den [t]ort, som overgik mig, da han
ranede mig i dit [s]ted[;] fortæller at han listeligt lo[,] der han
stod i det mørke [b]ur, og jeg ikke k[]endte ham!
ikke Sigurd tale [f]orh[å]nelsens [o]rd over mig og dig! (knytter
[h]ænderne i krampagtig [f]orbittrelse.) Hos hende – den eenfoldige [k]vinde –
hos hende sidder han kanhænde nu i [e]nrum, leflende, og le[]r
over os; mæler om al den [t]ort, som overgik mig, da han
ranede mig i dit [s]ted[;] fortæller at han listeligt lo[,] der han
stod i det mørke [b]ur, og jeg ikke k[]endte ham!
Gunnar
.Det g[]ør han ikke[;] det g[]ør han ikke!
Hjørdis
[
] (stærkt).
Sigurd og Dagny m[å] dø! Jeg kan ikke trække [v]e[j]ret
før de [t]o ere borte! (træder tæt hen til ham med funklende [ø] [j]ne og siger
vildt, men hviskende.) Kunde du hjælpe mig med det, Gunnar, –
da skulde jeg leve med [e]lskov hos dig[;] da skulde jeg kryste
dig i mine [a]rme s[å] varmt og s[å] vildt, som du aldrig har
drømt det!
før de [t]o ere borte! (træder tæt hen til ham med funklende [ø] [j]ne og siger
vildt, men hviskende.) Kunde du hjælpe mig med det, Gunnar, –
da skulde jeg leve med [e]lskov hos dig[;] da skulde jeg kryste
dig i mine [a]rme s[å] varmt og s[å] vildt, som du aldrig har
drømt det!
Gunnar
[
] (vaklende).
Hjørdis! Vilde du –!
Hjørdis
.H[å]nd p[å]
[v]ærket, Gunnar, – s[å] skal de tunge [d]age
være forbi; ikke skal jeg da længere g[å] af [s]tuen n[å]r du
kommer[;] ikke tale umilde [o]rd og døve dit [s]mil, n[å]r du er
glad; jeg skal klæde mig i [p]el og i kostelige [s]ilkeklæder;
farer du i [l]eding, jeg følger dig, – rider du i fredsom [f]ærd,
jeg rider dig næst; ved [g]ildet skal jeg sidde hos dig, fylde
dit [h]orn, drikke dig til og kvæde fagre [k]vad, der kan fryde
dit [h]jerte!
være forbi; ikke skal jeg da længere g[å] af [s]tuen n[å]r du
kommer[;] ikke tale umilde [o]rd og døve dit [s]mil, n[å]r du er
glad; jeg skal klæde mig i [p]el og i kostelige [s]ilkeklæder;
farer du i [l]eding, jeg følger dig, – rider du i fredsom [f]ærd,
jeg rider dig næst; ved [g]ildet skal jeg sidde hos dig, fylde
dit [h]orn, drikke dig til og kvæde fagre [k]vad, der kan fryde
dit [h]jerte!
Faksimile
75
Gunnar
(næsten overvunden).
Er det sandt; du vilde –!
Hjørdis
.Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun [h]ævn!
Hævn over Sigurd og Dagny, og s[å] skal jeg – (standser da
hun seer [d]øren [å]bnes.) Dagny, – kommer du hid!
Hævn over Sigurd og Dagny, og s[å] skal jeg – (standser da
hun seer [d]øren [å]bnes.) Dagny, – kommer du hid!
Dagny
.
[
(fra baggrunden.) [HIS: "(fra Baggrunden)" stod opprinnelig i en sceneanvisning rett etter sceneoverskriften.] ]
Du skynde dig, Gunnar [h]erse[;]
– lad dine [m]ænd ruste sig[!]
Gunnar
.Ruste sig? Mod hvem?
Dagny
.K[å]re [b]onde kommer med mange fredløse [f]olk[;] han vil
dig ilde; Sigurd hindred[] ham nylig[;] men hvo kan vide –
dig ilde; Sigurd hindred[] ham nylig[;] men hvo kan vide –
Gunnar
[
] (bevæget).
Det har Sigurd gjort for mig!
Dagny
.Sigurd er dig forvist en fuldtro [v]en.
Gunnar
.Og vi, Hjørdis, – vi som tænkte p[å] –[;] ja, det er som
jeg siger, [–] [t]rol[d]dom ligger over al din [t]ale; hver en [d] [å]d
tykkes mig fager, n[å]r du nævner den.
jeg siger, [–] [t]rol[d]dom ligger over al din [t]ale; hver en [d] [å]d
tykkes mig fager, n[å]r du nævner den.
Faksimile
76
Dagny
[
] (forundret).
Hvad mener du?
Gunnar
.Intet, [i]ntet! Tak for [b]udskabet, Dagny; nu g[å]r jeg
at samle mine [s]vende. (vender sig mod [u]dgangen, men standser og nær-
mer sig ig[]en.) Sig mig[,] – hvor g[å]r det Ørnulf?
at samle mine [s]vende. (vender sig mod [u]dgangen, men standser og nær-
mer sig ig[]en.) Sig mig[,] – hvor g[å]r det Ørnulf?
Dagny
[
] (sænker [h]ovedet).
Spørg ikke om det. Ig[å]r bar han T[
h
]orolfs [l]ig til
[s]kibene; nu kaster han en [h]aug ved [s]tranden[;] – der skal
hans [s]ønner lægges.
[s]kibene; nu kaster han en [h]aug ved [s]tranden[;] – der skal
hans [s]ønner lægges.
(Gunnar tier og g[å]r ud i [b]aggrunden.)
[]
[]
Dagny
.Før [k]veldstid er der ingen [f]are[.]
(nærmer sig). Hjørdis,
jeg har et [æ]rinde til p[å] [g] [å]rden; det er til dig jeg kommer.
jeg har et [æ]rinde til p[å] [g] [å]rden; det er til dig jeg kommer.
Hjørdis
.Til mig? Efter det[,] som gik for sig ig[å]r?
Dagny
.Mest efter det. Hjørdis, [f]ostersøster, bær ikke [h]ad til
mig; glem de [o]rd, som [s]org og onde [v]ætter lagde mig i
[m]unden[;] forlad mig al den [t]ort jeg voldte dig[;] t[ h ]i, tro du
mig, jeg er nu tifold usaligere end du!
mig; glem de [o]rd, som [s]org og onde [v]ætter lagde mig i
[m]unden[;] forlad mig al den [t]ort jeg voldte dig[;] t[ h ]i, tro du
mig, jeg er nu tifold usaligere end du!
Hjørdis
.Usalig – du; – Sigurds [h]ustru?
Dagny
.
Mit
[v]ærk er jo alt det, som øvedes, – at der blev yp-
pet [s]trid, at T[]orolf faldt, at al den [f]orh[å]nelse overgik
Gunnar og dig. Alt er jeg [s]kyld i! Ve[] mig[;] – s[å] gode
var[] mine [k] [å]r[;] men aldrig bli[]r jeg glad mere efter denne [d]ag.
pet [s]trid, at T[]orolf faldt, at al den [f]orh[å]nelse overgik
Gunnar og dig. Alt er jeg [s]kyld i! Ve[] mig[;] – s[å] gode
var[] mine [k] [å]r[;] men aldrig bli[]r jeg glad mere efter denne [d]ag.
Faksimile
77
Hjørdis
(som greben af en pludselig [t]anke).
Men før – i de fem lange [å]r – i al den [t]id var [l]yk-
ken med dig?
ken med dig?
Dagny
.Kan du tvivle om det!
Hjørdis
.Hm[;] ig[å]r tvivled[] jeg ikke, men –
Dagny
.Hvad mener du?
Hjørdis
.
[Å], ikke stort; lad os tale om andre [t]ing.
Dagny
.Ne[j] vi[ss]t ikke. Hjørdis, sig mig –!
Hjørdis
.Det gavner dig lidet; dog, siden du s[å] vil det –
(med
et ondskabsfuldt [u]dtryk.) Kan du mindes engang, hist p[å] Island[;] –
vi var[] p[å] [t] [ h ]inget sammen med Ørnulf, din [f]ader, og sad
med vore [l]egesøstre i [t] [ h ]ingboden, som [k]vinders [s]kik er; da
kom to fremmede [m]ænd ind i [b]oden.
et ondskabsfuldt [u]dtryk.) Kan du mindes engang, hist p[å] Island[;] –
vi var[] p[å] [t] [ h ]inget sammen med Ørnulf, din [f]ader, og sad
med vore [l]egesøstre i [t] [ h ]ingboden, som [k]vinders [s]kik er; da
kom to fremmede [m]ænd ind i [b]oden.
Dagny
.Sigurd og Gunnar.
Hjørdis
.De hilste os med høviske [l]ader, satte sig hos p[å]
[b]æn-
ken, og megen sk[] [e]mtsom [t]ale blev da ført mellem os. Nogle
var[] der, som vilde vide[,] hvi de to [h]ærmænd kom til [l]andet,
og om det ikke var for at hente sig [h]ustruer der p[å] [ø]en.
Da sagde Sigurd: «Tungt vil det falde mig at finde den
[k]vinde, jeg kan fæste min [h]u til.» Ørnulf lo, og mente det
skortede ikke Island p[å] hø[j]ættede [k]vinder og heller ikke p[å]
dem, der var[] rige; men Sigurd svared[]: «Hugprud [h]ustru
har [h]elten behov. Den[,] jeg vil vælge, m[å] ikke finde sig i
at sidde i ringe [k] [å]r[;] ingen [h]æder m[å] tykkes hende s[å] hø[j],
at hun jo higer efter den[;] i [v]iking m[å] hun villig følge mig[;]
[h]ærklæder m[å] hun bære[;] hun m[å] ægge mig til [s]trid og
ikke blinke med [ø] [j]nene, der [s]værdene lyne[r]; thi er hun ræd af
[s]ind, da times mig liden [h]æder.» E[j] sandt, s[å] talte Sigurd?
ken, og megen sk[] [e]mtsom [t]ale blev da ført mellem os. Nogle
var[] der, som vilde vide[,] hvi de to [h]ærmænd kom til [l]andet,
Faksimile
78
og om det ikke var for at hente sig [h]ustruer der p[å] [ø]en.
Da sagde Sigurd: «Tungt vil det falde mig at finde den
[k]vinde, jeg kan fæste min [h]u til.» Ørnulf lo, og mente det
skortede ikke Island p[å] hø[j]ættede [k]vinder og heller ikke p[å]
dem, der var[] rige; men Sigurd svared[]: «Hugprud [h]ustru
har [h]elten behov. Den[,] jeg vil vælge, m[å] ikke finde sig i
at sidde i ringe [k] [å]r[;] ingen [h]æder m[å] tykkes hende s[å] hø[j],
at hun jo higer efter den[;] i [v]iking m[å] hun villig følge mig[;]
[h]ærklæder m[å] hun bære[;] hun m[å] ægge mig til [s]trid og
ikke blinke med [ø] [j]nene, der [s]værdene lyne[r]; thi er hun ræd af
[s]ind, da times mig liden [h]æder.» E[j] sandt, s[å] talte Sigurd?
Dagny
[
] (usikker).
Det gjorde han – men –
Hjørdis
.
Slig skulde hun være, den [k]vinde, som kunde g[]øre ham
[l]ivet fagert[;] og s[å] – (med et foragteligt [S] mil.) s[å] k[å]red[]
han dig!
[l]ivet fagert[;] og s[å] – (med et foragteligt [S] mil.) s[å] k[å]red[]
han dig!
Dagny
(smerteligt studsende).
Ha, du mener at –?
Hjørdis
.Se[], derfor har du vel vist dig stolt og hø[j]sindet, krævet
[h]æder af [a]lle, p[å] det at Sigurd kunde hædres ved dig[;] –
e[j] s[å]?
[h]æder af [a]lle, p[å] det at Sigurd kunde hædres ved dig[;] –
e[j] s[å]?
Dagny
.Ne[j], Hjørdis, men –
Hjørdis
.Til [s]tord[å]d har du dog ægget ham, fulgt ham i
[h]ærklæder, og fundet det godt at være, hvor [s]triden brændte
som stærkest[;] – har du ikke?
Faksimile
79
[h]ærklæder, og fundet det godt at være, hvor [s]triden brændte
som stærkest[;] – har du ikke?
Dagny
.
(dybt bevæget).
Ne[j], Ne[j]!
Hjørdis
.Har du da været ræd af [s]ind, s[å] at Sigurd voldtes
[s]kam derved?
[s]kam derved?
Dagny
[
] (overvældet).
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis
(h[å]nligt smilende).
Men gode var[] dine [k]
[å]r i al den [t]id; – mener du at
Sigurd kan sige det [s]amme!
Sigurd kan sige det [s]amme!
Dagny
.Lad mig være. Ve[] mig[;] du har gjort mig for klog
p[å] mig selv!
p[å] mig selv!
Hjørdis
.Et sk[]
[e]mtsomt [o]rd, s[å] græder du stra[ks]! Tænk nu ikke
mere p[å] det. Se[] her, hvad jeg har gjort idag; (tager nogle
[p]ile fra [b]ordet) – hvor spidse og skarpe, du! E[j] sandt, jeg for-
st[å]r mig godt paa at hvæsse [p]ile?
mere p[å] det. Se[] her, hvad jeg har gjort idag; (tager nogle
[p]ile fra [b]ordet) – hvor spidse og skarpe, du! E[j] sandt, jeg for-
st[å]r mig godt paa at hvæsse [p]ile?
Dagny
.Og p[å] at bruge dem med; du rammer sikkert, Hjørdis!
Alt det du nys har sagt mig, [–] p[å] det tænkte jeg aldrig før[.]
(hæftigere). Men at Sigurd –! [A]t jeg i al den [t]id skulde gjort
ham [l]ivet tungt og uhæderligt[;] – ne[j], ne[j], det kan ikke være
sandt!
Alt det du nys har sagt mig, [–] p[å] det tænkte jeg aldrig før[.]
(hæftigere). Men at Sigurd –! [A]t jeg i al den [t]id skulde gjort
Faksimile
80
ham [l]ivet tungt og uhæderligt[;] – ne[j], ne[j], det kan ikke være
sandt!
Hjørdis
.N[å], n[å], trøst dig, Dagny; det er jo heller ikke sandt.
Ja, var Sigurd endnu tilsinds[,] som i fordums [d]age, da kunde
det s[å] være; dengang stod al hans [h]u og [h]igen til at blive
den ypperste [m]and i [l]andet[;] – nu nø[j]es han med ringere
[l]ykke.
Ja, var Sigurd endnu tilsinds[,] som i fordums [d]age, da kunde
det s[å] være; dengang stod al hans [h]u og [h]igen til at blive
den ypperste [m]and i [l]andet[;] – nu nø[j]es han med ringere
[l]ykke.
Dagny
.Ne[j] Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg se[]r
det vel, jeg er ikke den rette [h]ustru for ham; han har dulgt
det for mig[;] men s[å]ledes skal det ikke blive ved.
det vel, jeg er ikke den rette [h]ustru for ham; han har dulgt
det for mig[;] men s[å]ledes skal det ikke blive ved.
Hjørdis
.Hvad vil du?
Dagny
.Jeg vil ikke hænge som en [t]yngsel ved hans [f]ærd[;] jeg vil
ikke længere være ham hinderlig.
ikke længere være ham hinderlig.
Hjørdis
.Du tænker da p[å] –?
Dagny
.Stille, der kommer [f]olk!
[]
[(]
En Huskarl fra Baggrunden.[)]
Karlen
.Sigurd [v]iking kommer til [g]
[å]rden!
Faksimile
81
Hjørdis
.Sigurd! S[å] lad Gunnar kalde hid.
Karlen
.Gunnar red ud for at samle sine [g]rander; t[]i K[å]re
[b]onde vil –
[b]onde vil –
Hjørdis
.Godt, [g]odt, det ve[]d jeg; g[å] da! (Karlen g[å]r; til Dagny
der ligeledes vil g[å]) Hvor vil du hen?
der ligeledes vil g[å]) Hvor vil du hen?
Dagny
.Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det at
vi m[å] skilles, det sk[]ønner jeg nok[;] men nu at stedes til
[m]øde med ham, – ne[j], ne[j], det kan jeg ikke.
(g[å]r ud til [v]enstre).
vi m[å] skilles, det sk[]ønner jeg nok[;] men nu at stedes til
[m]øde med ham, – ne[j], ne[j], det kan jeg ikke.
Hjørdis
.
(seer en [s]tund taus efter hende).
Og hende var det jeg vilde –
(fortsætter [t]anken ved et [b]lik p[å]
Buesnoren) Ringe [h]ævn havde det været; – ne[j], nu hug jeg
bedre til! Hm[;] det er tungt at dø[;] men stundom er det dog
værre at leve!
Buesnoren) Ringe [h]ævn havde det været; – ne[j], nu hug jeg
bedre til! Hm[;] det er tungt at dø[;] men stundom er det dog
værre at leve!
[]
[(]
Sigurd fra Baggrunden.[)]
[Hjørdis]
[.]
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned,
ret nu kommer han [
] (vil g[å]).
ret nu kommer han [
] (vil g[å]).
Sigurd
.Ne[j] bliv; det er dig jeg søger mere end ham.
6
Faksimile
82
Hjørdis
.Mig?
Sigurd
.Og vel var det jeg traf dig alene.
Hjørdis
.Kommer du for at krænke mig, s[å] er det dig vi[ss]t lidet
hinderligt om [s]tuen stod fuld b[å]de af [m]ænd og [k]vinder.
hinderligt om [s]tuen stod fuld b[å]de af [m]ænd og [k]vinder.
Sigurd
.
[Å] ja, jeg k[]ender s[å] godt de [t]anker du har om mig.
Hjørdis
[
] (bittert).
Jeg gjør dig [u]ret kan hænde! Ne[j], ne[j], Sigurd, forgiftig har
du været for alle mine [l]evedage. Kom ihu[;] det var dig, som
øved[] hin sk[]ændige [l]ist[;] det var dig, som sad hos mig i [b]uret,
g[]øglede [e]lskov mens du listeligt lo derved, slængte mig bort
til Gunnar, t[]i for ham var jeg god nok endda, – og fo[]r
s[å] fra [l]andet med den [k]vinde, du havde k[]ær!
du været for alle mine [l]evedage. Kom ihu[;] det var dig, som
øved[] hin sk[]ændige [l]ist[;] det var dig, som sad hos mig i [b]uret,
g[]øglede [e]lskov mens du listeligt lo derved, slængte mig bort
til Gunnar, t[]i for ham var jeg god nok endda, – og fo[]r
s[å] fra [l]andet med den [k]vinde, du havde k[]ær!
Sigurd
.Mangt [v]ærk mægter [m]ænds [v]illie at fremme[;] men de
store [g] []erninger styres af [s]k[]æbnen, – s[å] er det g[å]et med
os [t]o.
store [g] []erninger styres af [s]k[]æbnen, – s[å] er det g[å]et med
os [t]o.
Hjørdis
.Vel sandt; onde Norner r[å]de[r] over [v]erden[;] men deres
[m]agt er ringe, ifald de ikke finde[r] [h]jælpere i vort eget [b]ryst.
Lykken times den, der er stærk nok til at stævne i [s]trid mod
Nornen; – det er det jeg nu vil gjøre.
[m]agt er ringe, ifald de ikke finde[r] [h]jælpere i vort eget [b]ryst.
Lykken times den, der er stærk nok til at stævne i [s]trid mod
Nornen; – det er det jeg nu vil gjøre.
Sigurd
.Hvad mener du?
Faksimile
83
Hjørdis
.Jeg vil vove en [s]tyrkeprøve med dem – med dem, som er[]
over mig. Men lad os ikke tale mere om det; jeg har meget at
g[]øre idag. [
] (hun sætter sig ved [b]ordet).
over mig. Men lad os ikke tale mere om det; jeg har meget at
g[]øre idag. [
] (hun sætter sig ved [b]ordet).
Sigurd
(efter et kort [o]phold).
Du virker gode [v]
[å]ben for Gunnar.
Hjørdis
(med et stille [s]mil).
Ikke for Gunnar, men mod dig.
Sigurd
.Det m[å] vel komme ud p[å]
[e]t.
Hjørdis
.
[Å] ja, det m[å] vel s[å]; t[
h
]i er jeg Nornen vo[ks]en, da
skal du og Gunnar sent eller tidligt – (holder inde, læner sig bag-
over mod [b]ordet, se[]r smilende p[å] ham og siger med forandret [u]dtryk i [s]temmen:)
Hm[;] [v]e[]d du[,] hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min
[f]ryd ved at male mig lystelige [b]illeder i [s]indet; jeg sidder
da og lukker [ø] [j]nene og tænker: Nu kommer Sigurd hin [s]tærke
til [l]andet[;] – han vil brænde os inde, mig og min [h]usbond.
Alle Gunnars [m]ænd er[] faldne[;] kun han og jeg er[] ig[]en; –
de tænde[r] [t]aget udenfra; – «Et [b]ueskud,» siger Gunnar «et
eneste kan frelse os;» – da brister [s]noren – «Hjørdis, sk[]ær
en [f]l[e]tning af dit [h] [å]r og gjør en [b]uesnor deraf, – det
g[]ælder [l]ivet!» Men jeg le[]r – «Lad brænde, lad brænde –
[l]ivet er mig ikke en [h] [å]ndfuld [h] [å]r værd!»
skal du og Gunnar sent eller tidligt – (holder inde, læner sig bag-
over mod [b]ordet, se[]r smilende p[å] ham og siger med forandret [u]dtryk i [s]temmen:)
Hm[;] [v]e[]d du[,] hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min
[f]ryd ved at male mig lystelige [b]illeder i [s]indet; jeg sidder
da og lukker [ø] [j]nene og tænker: Nu kommer Sigurd hin [s]tærke
til [l]andet[;] – han vil brænde os inde, mig og min [h]usbond.
Alle Gunnars [m]ænd er[] faldne[;] kun han og jeg er[] ig[]en; –
de tænde[r] [t]aget udenfra; – «Et [b]ueskud,» siger Gunnar «et
eneste kan frelse os;» – da brister [s]noren – «Hjørdis, sk[]ær
en [f]l[e]tning af dit [h] [å]r og gjør en [b]uesnor deraf, – det
g[]ælder [l]ivet!» Men jeg le[]r – «Lad brænde, lad brænde –
[l]ivet er mig ikke en [h] [å]ndfuld [h] [å]r værd!»
Sigurd
.Der er en sælsom [m]agt i al din Tale
[
] (nærmer sig.)
] (nærmer sig.)
6*
Faksimile
84
Hjørdis
(se[]r koldt p[å] ham).
Du sætter dig hos mig?
Sigurd
.Du tænker jeg er dig gram af [h]jertet. Hjørdis, det er
sidste [g]ang vi tales ved; der er [n]oget, som nager mig lig
en [s]ot, og p[å] den [v]i[]s kan jeg ikke re[j]se; du m[å] k[]ende
mig bedre.
sidste [g]ang vi tales ved; der er [n]oget, som nager mig lig
en [s]ot, og p[å] den [v]i[]s kan jeg ikke re[j]se; du m[å] k[]ende
mig bedre.
Hjørdis
.Hvad vil du?
Sigurd
.Fortælle dig en [s]aga.
Hjørdis
.Er den tung?
Sigurd
.Tung, som [l]ivet selv.
Hjørdis
[
] (bittert).
Ve[]d du[,] at [l]ivet kan være tungt?
Sigurd
.Døm om det n[å]r min [s]aga er ude.
Hjørdis
.S[å] fortæl; jeg arbe[j]der imens.
(han sætter sig p[å] en liden [k]rak ved hendes hø[j]re [s]ide).
Sigurd
.Der var engang to unge [h]ærmænd, som se[j]led[] fra Norge
for at vinde [g]ods og [h]æder; de havde tilsagt hinanden [v]en-
skab[,] og holdt ærligt sammen s[å] vide de end fo[]r om.
Faksimile
85
for at vinde [g]ods og [h]æder; de havde tilsagt hinanden [v]en-
skab[,] og holdt ærligt sammen s[å] vide de end fo[]r om.
Hjørdis
.Og de to unge [h]ærmænd hed Sigurd og Gunnar?
Sigurd
.
[Å] ja, vi kan kalde dem s[å]. Langt om længe kom de
til Island; der bo[]de en gammel [l]andnamsmand, som var
faret fra Norge i [k]ong Haralds [t]ider. Han havde to fagre
[k]vinder i sit [h]us[;] men den ene, hans [f]osterdatter, var dog
den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af [s]ind, og
[h]ærmændene talte om hende mellem sig, og [i]ngen af dem
havde se[]t fagrere [k]vinde, s[å] tyk[t]es dem [b]egge.
til Island; der bo[]de en gammel [l]andnamsmand, som var
faret fra Norge i [k]ong Haralds [t]ider. Han havde to fagre
[k]vinder i sit [h]us[;] men den ene, hans [f]osterdatter, var dog
den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af [s]ind, og
[h]ærmændene talte om hende mellem sig, og [i]ngen af dem
havde se[]t fagrere [k]vinde, s[å] tyk[t]es dem [b]egge.
Hjørdis
[
] (spændt).
Begge? Vil du spotte mig!
Sigurd
.Gunnar tænkte p[å] hende [n]at og [d]ag, og det gjorde
nok Sigurd med[;] men begge taug, og p[å] hende var ikke at
mærke om Gunnar huede hende[;] men at hun e[j] var Sigurd
god, det var lettere at sk[]ønne.
nok Sigurd med[;] men begge taug, og p[å] hende var ikke at
mærke om Gunnar huede hende[;] men at hun e[j] var Sigurd
god, det var lettere at sk[]ønne.
Hjørdis
[
] ([å]ndeløs).
Bliv ved, det beder jeg –!
Sigurd
.Dog, desmere m[å]tte Sigurd tænke p[å] hende[;] men det
var der [i]ngen som vidste om. Da hændte det sig en [k]væld
at der var [d]rikkelag, og svor da hin stolte [k]vinde at ingen
[m]and skulde e[j]e hende, uden den, der øved[] et [s]torværk, som
hun nævnte. Hø[j]t slog da Sigurds [b]ryst af [f]ryd[;] t[ h ]i han
k[]endte [k]raft i sig til at øve [d] [å]den; men Gunnar tog ham
i [e]nrum, nævnte om sin [e]lskov[;] – Sigurd taug med sin[,] og
gik s[å] til –
var der [i]ngen som vidste om. Da hændte det sig en [k]væld
at der var [d]rikkelag, og svor da hin stolte [k]vinde at ingen
[m]and skulde e[j]e hende, uden den, der øved[] et [s]torværk, som
hun nævnte. Hø[j]t slog da Sigurds [b]ryst af [f]ryd[;] t[ h ]i han
Faksimile
86
k[]endte [k]raft i sig til at øve [d] [å]den; men Gunnar tog ham
i [e]nrum, nævnte om sin [e]lskov[;] – Sigurd taug med sin[,] og
gik s[å] til –
Hjørdis
[
] (udbrydende).
Sigurd, Sigurd! (betvinger sig) Og den [s]aga – er den
sand?
sand?
Sigurd
.Det er den. En af os m[å]tte jo vige; Gunnar var
min [v]en[;] p[å] anden [v]i[]s kunde jeg ikke handle. S[å]ledes
blev du Gunnars [v]iv, og jeg fæsted[] en anden [k]vinde.
min [v]en[;] p[å] anden [v]i[]s kunde jeg ikke handle. S[å]ledes
blev du Gunnars [v]iv, og jeg fæsted[] en anden [k]vinde.
Hjørdis
.Og fik hende k[]ær?
Sigurd
.Jeg lærte at skatte hende; men der er kun e[]n [k]vinde,
som Sigurd har elsket, og det er den [k]vinde, som var ham
gram fra den første [d]ag de mødtes (re[j]ser sig). Her ender min
[s]aga, lad os skilles nu[.] – Farvel, Gunnar [h]erses [h]ustru[;] vi
mødes aldrig mere.
som Sigurd har elsket, og det er den [k]vinde, som var ham
gram fra den første [d]ag de mødtes (re[j]ser sig). Her ender min
[s]aga, lad os skilles nu[.] – Farvel, Gunnar [h]erses [h]ustru[;] vi
mødes aldrig mere.
Hjørdis
[
] (springer op).
Ne[j] bliv! Ve[] os [b]egge; Sigurd, hvad har du gjort!
Sigurd
[
] (studsende).
Jeg gjort? Hvad fattes dig?
Hjørdis
.Og alt det siger du mig nu! Men ne[j], – det kan ei
være [s]andhed!
være [s]andhed!
Faksimile
87
Sigurd
.Det er sidste [g]ang vi tales ved; hvert [o]rd er
[s]and-
hed[;] – du skulde lære at dømme mig mildere, derfor m[å]tte
jeg tale nu.
hed[;] – du skulde lære at dømme mig mildere, derfor m[å]tte
jeg tale nu.
Hjørdis
.
(folder uvilk[å]rligt [h]ænderne og se[]r p[å] ham i stille [f]orbauselse:)
Elsket – elsket mig – du! (hæftigt, idet hun træder tæt hen til ham:)
Jeg tro[]r dig ikke! (se[]r stivt p[å] ham og udbryder i vild [s]merte) Jo,
det er sandt og – usaligt for os [b]egge!
(sl[å]r [h]ænderne for [a]nsigtet og fjerner sig).
Jeg tro[]r dig ikke! (se[]r stivt p[å] ham og udbryder i vild [s]merte) Jo,
det er sandt og – usaligt for os [b]egge!
Sigurd
[
] (forfærdet).
Hjørdis!
Hjørdis
(stille, k[]æmpende mellem [g]r[å]d og [l]atter).
Bryd dig ikke om mig! Det var knn
det jeg mente, at –
(lægger [h] [å]nden p[å] hans [a]rm.) Sigurd, du har ikke sagt din [s]aga
tilende; hin stolte [k]vinde, som du nævnte, – hun har elsket
dig ig[]en!
(lægger [h] [å]nden p[å] hans [a]rm.) Sigurd, du har ikke sagt din [s]aga
tilende; hin stolte [k]vinde, som du nævnte, – hun har elsket
dig ig[]en!
Sigurd
[
] (farer tilbage.)
Du!
Hjørdis
[
] (med [f]atning).
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det sk[]ønner jeg nu. Du
siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en [k]vinde
bedre g[]øre? Kunde jeg byde min [e]lskov frem, da var jeg dig
lidet værdig. Du tyk[t]es mig stedse at være den ypperligste af
alle [m]ænd[;] og s[å] at vide dig som en andens [h]usbond, –
det voldte mig hin bitre [v]e[], som jeg ikke selv forstod!
siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en [k]vinde
bedre g[]øre? Kunde jeg byde min [e]lskov frem, da var jeg dig
lidet værdig. Du tyk[t]es mig stedse at være den ypperligste af
alle [m]ænd[;] og s[å] at vide dig som en andens [h]usbond, –
det voldte mig hin bitre [v]e[], som jeg ikke selv forstod!
Faksimile
88
Sigurd
[
] (rystet).
Et usaligt [s]pind hvr Nornen spundet om os [t]o.
Hjørdis
.Selv er du [s]kyld deri; stærkt og k[]ækt sømmer det sig
[m]anden at handle. Da jeg satte hint svære [v]ilk[å]r for den
der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvist p[å] dig[;] – og dog
kunde du –!
[m]anden at handle. Da jeg satte hint svære [v]ilk[å]r for den
der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvist p[å] dig[;] – og dog
kunde du –!
Sigurd
.Jeg k[]endte Gunnars [s]jælesot[;] jeg alene kunde læge den[;]
–
hvad var vel s[å] for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg
vidst det jeg nu ve[]d, da tør jeg lidet svare for mig selv;
t[]i [e]lskov er s[å] stærk en [m]agt.
hvad var vel s[å] for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg
vidst det jeg nu ve[]d, da tør jeg lidet svare for mig selv;
t[]i [e]lskov er s[å] stærk en [m]agt.
Hjørdis
[
] (rask).
Nu vel, Sigurd, – et usaligt [s]pil har skilt os ad i
lange [å]r; nu er [k]nuden løst; de [t]ider, som komme[r] [;] skal
give os [v]ederlag.
lange [å]r; nu er [k]nuden løst; de [t]ider, som komme[r] [;] skal
give os [v]ederlag.
Sigurd
[
] (hovedrystende).
Det kan ei ske[]; vi m[å] jo skilles ig[]en.
Hjørdis
.Det m[å] vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige
uden at blues; t[]i min [e]lskov er ikke leflende, som de vege
[k]vinders; var jeg en [m]and, – ved alle vældige [m]agter, jeg
kunde endda elske dig s[å]ledes, som jeg nu g[]ør det! Op da,
Sigurd! Lykken er vel en [s]tord[å]d værd[;] vi er[] [b]egge fri[,]
n[å]r vi selv vil det, og s[å] er [l]egen vunden.
uden at blues; t[]i min [e]lskov er ikke leflende, som de vege
[k]vinders; var jeg en [m]and, – ved alle vældige [m]agter, jeg
kunde endda elske dig s[å]ledes, som jeg nu g[]ør det! Op da,
Sigurd! Lykken er vel en [s]tord[å]d værd[;] vi er[] [b]egge fri[,]
n[å]r vi selv vil det, og s[å] er [l]egen vunden.
Sigurd
.Fri? Hvad mener du?
Faksimile
89
Hjørdis
.Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være
for dig? Ikke mere end Gunnar g[]ælder i mine lønlige [t]an-
ker. Hvad [m]agt ligger der p[å], om to usle [l]iv forspildes!
for dig? Ikke mere end Gunnar g[]ælder i mine lønlige [t]an-
ker. Hvad [m]agt ligger der p[å], om to usle [l]iv forspildes!
Sigurd
.Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis
.Lad Gunnar blive her[;] lad Dagny fare til Island med
sin [f]ader; jeg følger dig i [s]t[å]l og [p]lade[,] hvor du stevner
hen. (Bevægelse hos Sigurd.) Det er ikke som din [h]ustru jeg vil
følge dig; t[]i jeg har hørt en [a]nden til, og den [k]vinde
lever, som før har hvilet dig nær. Ne[j] [,] Sigurd, ikke som
din [h]ustru, men som hine stærke [k]vinder, som Hildes [s] østre
vil jeg følge dig, ildne dig til [s]trid og til mandig [f]ærd[,]
s[å] at dit [n]avn kan g[å] vidt over [l]andene[;] i [s]verdlegen vil
jeg st[å] dig næst, færdes blandt dine [k] []æmper i [U]ve[j]r og
[v]iki[n]gstævne[;] og n[å]r dit [d]rapa kvædes, da skal det bære
[b]ud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!
sin [f]ader; jeg følger dig i [s]t[å]l og [p]lade[,] hvor du stevner
hen. (Bevægelse hos Sigurd.) Det er ikke som din [h]ustru jeg vil
følge dig; t[]i jeg har hørt en [a]nden til, og den [k]vinde
lever, som før har hvilet dig nær. Ne[j] [,] Sigurd, ikke som
din [h]ustru, men som hine stærke [k]vinder, som Hildes [s] østre
vil jeg følge dig, ildne dig til [s]trid og til mandig [f]ærd[,]
s[å] at dit [n]avn kan g[å] vidt over [l]andene[;] i [s]verdlegen vil
jeg st[å] dig næst, færdes blandt dine [k] []æmper i [U]ve[j]r og
[v]iki[n]gstævne[;] og n[å]r dit [d]rapa kvædes, da skal det bære
[b]ud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!
Sigurd
.S[å] var engang min fagreste [d]røm, nu er det for sent;
Gunnar og Dagny st[å] [r] mellem os, og der har de [b]egge [r]et
til at st[å]. Jeg ødte min unge [e]lskov for Gunnars [s]kyld[;] –
skal jeg bære [k]viden derved, s[å] m [å] ikke min [g] []erning være
f[å]fængt. Og nu Dagny[;] – troskyldig og fuld af [l]id fo[]r
hun fra [h]jem og [f]rænder; ingen [t]id m[å] hun tænke at jeg
længtes mod Hjørdis, s[å] tidt hun tog mig i [f]avn.
Gunnar og Dagny st[å] [r] mellem os, og der har de [b]egge [r]et
til at st[å]. Jeg ødte min unge [e]lskov for Gunnars [s]kyld[;] –
skal jeg bære [k]viden derved, s[å] m [å] ikke min [g] []erning være
f[å]fængt. Og nu Dagny[;] – troskyldig og fuld af [l]id fo[]r
hun fra [h]jem og [f]rænder; ingen [t]id m[å] hun tænke at jeg
længtes mod Hjørdis, s[å] tidt hun tog mig i [f]avn.
Hjørdis
.Og for slig [s]ags [s]kyld vil du lægge en [t]yngsel p[å]
dit [l]iv! Hvad fik du da [k]raft og [s]tyrke til, og derhos alle
[s]indets ypperlige [g]aver? Og mener det nu længer kan være
sømmelig [l]od for mig at sidde p[å] Gunnars [g] [å]rd? Ne[j],
Sigurd, tro du mig, her er [m]angt at tage [h] [å]nd i for en
[m]and som du. Erik styrer Norges [r]ige, re[j]s dig mod ham[;]
mange gode [k] []æmper vil stille sig hen som dine h[å]ndgangne
[m]ænd[;] med utvingelig [m]agt vil vi g[å] frem, stride og virke,
og aldrig hvile før du sidder p[å] H[å]rfagers [k]ongestol!
Faksimile
90
dit [l]iv! Hvad fik du da [k]raft og [s]tyrke til, og derhos alle
[s]indets ypperlige [g]aver? Og mener det nu længer kan være
sømmelig [l]od for mig at sidde p[å] Gunnars [g] [å]rd? Ne[j],
Sigurd, tro du mig, her er [m]angt at tage [h] [å]nd i for en
[m]and som du. Erik styrer Norges [r]ige, re[j]s dig mod ham[;]
mange gode [k] []æmper vil stille sig hen som dine h[å]ndgangne
[m]ænd[;] med utvingelig [m]agt vil vi g[å] frem, stride og virke,
og aldrig hvile før du sidder p[å] H[å]rfagers [k]ongestol!
Sigurd
.Hjørdis, Hjørdis, s[å] har jeg drømt i min vilde [u]ng-
dom; lad det være glemt[;] – frist mig ikke!
dom; lad det være glemt[;] – frist mig ikke!
Hjørdis
[
] (med [h]ø[j]hed).
Det er Nornens [r]
[å]d at vi to skal holde sammen[;] det
kan ei ændres; grant se[]r jeg nu mit [h]verv i [l]ivet: at g[]øre
dig berømmelig over alle [l]ande. Du har st[å]et for mig hver
[d]ag, hver [t]ime jeg leved[] her; jeg vilde rive dig ud af mit
[s]ind[,] men mægted[] det ikke; nu g[]øres det e[j] nødigt, nu da
jeg ve[]d du elsker mig.
kan ei ændres; grant se[]r jeg nu mit [h]verv i [l]ivet: at g[]øre
dig berømmelig over alle [l]ande. Du har st[å]et for mig hver
[d]ag, hver [t]ime jeg leved[] her; jeg vilde rive dig ud af mit
[s]ind[,] men mægted[] det ikke; nu g[]øres det e[j] nødigt, nu da
jeg ve[]d du elsker mig.
Sigurd
[
] (med tvungen [k]ulde).
Hvis s[å] er[,]
– da vi[]d, – jeg har elsket dig; nu er det
forbi[;] – jeg har glemt de [d]age.
forbi[;] – jeg har glemt de [d]age.
Hjørdis
.Sigurd, der lyver du! S[å]meget er jeg værd, at har
du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme det.
du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme det.
Sigurd
[
] (hæftigt).
Det m[å] jeg[;] det vil jeg nu!
Faksimile
91
Hjørdis
.Lad s[å] være[;] men du kan det ikke! Hindre mig vil
du[;] det lykkes e[j]; endnu før [k]væld skal Gunnar og Dagny
vide [a]lt.
du[;] det lykkes e[j]; endnu før [k]væld skal Gunnar og Dagny
vide [a]lt.
Sigurd
.Ha, det g
[]
ør du ikke!
Hjørdis
.Det g
[]
ør jeg!
Sigurd
.Da m[å]tte jeg k[]ende dig ilde; hø[j]sindet tyk[t]es du mig
før at være.
før at være.
Hjørdis
.Onde [d]age føde[r] onde [t]anker; for stor er den [l]id, du
har sat til mig. Jeg vil, jeg m[å] følge dig[,] – ud i [l]ivet
og i [s]triden; det er mig for lavt under [l]oftet i Gunnar
[h]erses [s]tue!
har sat til mig. Jeg vil, jeg m[å] følge dig[,] – ud i [l]ivet
og i [s]triden; det er mig for lavt under [l]oftet i Gunnar
[h]erses [s]tue!
Sigurd
[
] (med [e]ftertryk).
Men [h]æder mellem [m]ænd har du dog skattet høit; der
er sk [] ellig [g]rund til [s]trid mellem mig og Gunnar. Ifald
nu han faldt for min [h] [å]nd[,] – vilde du endda røbe [a]lt og
følge mig?
er sk [] ellig [g]rund til [s]trid mellem mig og Gunnar. Ifald
nu han faldt for min [h] [å]nd[,] – vilde du endda røbe [a]lt og
følge mig?
Hjørdis
[
] (studsende).
Hvi spørger du s[å]?
Sigurd
.Svar mig først; hvad vilde du g[]øre, ifald jeg blev din
[h]usbonds [b]anemand?
[h]usbonds [b]anemand?
Faksimile
92
Hjørdis
[
] (se[]r stivt p[å] ham).
Da m[å]tte jeg tie og aldrig hvile før jeg havde f[å]et
dig fældet.
dig fældet.
Sigurd
[
] (med et [s]mil).
Godt, Hjørdis[;]
– det vidste jeg vel.
Hjørdis
[
] (hastigt).
Men s[å] kan ei ske[]!
Sigurd
.Det m[å]
ske[]; selv har du nu kastet [t]ærning om Gun-
nars [l]iv og om mit!
nars [l]iv og om mit!
[]
[(]
Gunnar med nogle Huskarle fra Baggrunden.
Gunnar
(mørk, til Hjørdis).
Se[] s[å]
[;] nu spirer den [s]æd du har s[å]et!
Sigurd
[
] (nærmer sig).
Hvad g[å]r dig imod?
Gunnar
.Sigurd, er det dig! Hvad der g[å]r mig imod? Ikke
[a]ndet, end jeg vel m[å]tte vente. S[å]snart Dagny, din [h]u-
stru, havde b[å]ret [b]ud om K[å]re [b]onde, s[å] tog jeg min
[h]est og red til mine [g]rander for at søge [h]jælp mod ham.
[a]ndet, end jeg vel m[å]tte vente. S[å]snart Dagny, din [h]u-
stru, havde b[å]ret [b]ud om K[å]re [b]onde, s[å] tog jeg min
[h]est og red til mine [g]rander for at søge [h]jælp mod ham.
Hjørdis
[
] (spændt).
Nu?
Faksimile
93
Gunnar
.Tvær lød [t]alen hvorhelst jeg kom; min [f]ærd mod K[å]re
var lidet hæderlig, blev der sagt; – hm, der blev sagt andre
[t]ing med, som jeg ikke kan nævne[;] – jeg er jo en forh[å]net
[m]and[;] det er mig p[å]sagt at jeg har øvet [n]idingsværk; det
holdes nu for [s]k[]ændsel at dele [s]ag med mig.
var lidet hæderlig, blev der sagt; – hm, der blev sagt andre
[t]ing med, som jeg ikke kan nævne[;] – jeg er jo en forh[å]net
[m]and[;] det er mig p[å]sagt at jeg har øvet [n]idingsværk; det
holdes nu for [s]k[]ændsel at dele [s]ag med mig.
Sigurd
.Længe skal ikke det holdes for [s]k[]ændsel; før [k]vælden
kommer skal du være mandstærk nok mod K[å]re.
kommer skal du være mandstærk nok mod K[å]re.
Gunnar
.Sigurd!
Hjørdis
[
] (sagte, triumferende).
Ha, det vidste jeg nok!
Sigurd
(med tvungen [s]tyrke).
Men s[å] er ogs[å]
[f]reden ude mellem os; t[]i hør nu
mit [o]rd, Gunnar [h]erse, – du har fældet T[]orolf, min [h]u-
strus [f]rænde, og derfor stævner jeg dig til [h]olmgang imorgen
s[å]snart [s]olen rinder!
mit [o]rd, Gunnar [h]erse, – du har fældet T[]orolf, min [h]u-
strus [f]rænde, og derfor stævner jeg dig til [h]olmgang imorgen
s[å]snart [s]olen rinder!
Hjørdis
(g[]ør i hæftig indre [b]evægelse et [s]kridt henimod [s]igurd, men fatter sig og bliver
ubevægelig st[å]ende under det [f]ølgende).
Gunnar
(i hø[j]este [o]verraskelse).
Til [h]olmgang –! [M]ig! – Du sk[]
[e]mter, Sigurd!
Sigurd
.Til [h]olmgang er du lovligt stævnet; det bli[]r et [b]rik-
kespil p[å] [l]iv og [d]ød; [e]n af os m[å] falde!
kespil p[å] [l]iv og [d]ød; [e]n af os m[å] falde!
Faksimile
94
Gunnar
[
] (bittert).
Ha, jeg sk[]ønner det vel. Du var til [e]netale med Hjør-
dis da jeg kom; hun har ægget dig p[å]ny!
dis da jeg kom; hun har ægget dig p[å]ny!
Sigurd
.Kanhænde! (halvt mod Hjørdis.) Hø[j]sindet [k]vinde m[å] jo
værge om sin [h]usbonds [h]æder[.] (til [m]ændene i [b]aggrunden). Og
[ I i ], [k]arle, g[å] nu til [ G g ]unnars [g]rander og sig dem at imor-
gen skifter han [s]værdhug med mig; ræd vil [i]ngen nævne
den [m]and, som bærer [v] [å]ben p[å] Sigurd [v]iking!
værge om sin [h]usbonds [h]æder[.] (til [m]ændene i [b]aggrunden). Og
[ I i ], [k]arle, g[å] nu til [ G g ]unnars [g]rander og sig dem at imor-
gen skifter han [s]værdhug med mig; ræd vil [i]ngen nævne
den [m]and, som bærer [v] [å]ben p[å] Sigurd [v]iking!
(Karlene g[å]
[r] ud i [b]aggrunden).
Gunnar
(g[å]r raskt hen til Sigurd og trykker hans [h]ænder i stærk [b]evægelse).
Sigurd, min bolde [b]roder, nu først forst[å]r jeg dig!
Du vover nu [l]ivet for min [h]æder, som du fordum voved[]
det for min [l]ykke!
Du vover nu [l]ivet for min [h]æder, som du fordum voved[]
det for min [l]ykke!
Sigurd
.Tak din [h]ustru; hun har mest [d]e[]l i min [f]ærd. Imor-
gen n[å]r [s]olen rinder –
gen n[å]r [s]olen rinder –
Gunnar
.Jeg møder dig[.]
(blød). Fosterbroder, vil du have et godt
[s]værd af mig[;] det er en kostelig [g]ave.
[s]værd af mig[;] det er en kostelig [g]ave.
Sigurd
.Tak; men lad det hænge[;]
–
[i]ngen ve[]d, om jeg næste
[k]væld har [b]rug for det.
[k]væld har [b]rug for det.
Gunnar
(ryster hans [h] [å]nd).
Farvel, Sigurd!
Faksimile
95
Sigurd
.Farvel ig[]en og [l]ykke til [v]ærket!
(De skilles, Gunnar g[å]r ud til [v]enstre, Sigurd kaster et [b]lik p[å] Hjørdis og g[å]r
ud i [b]aggrunden.
Hjørdis
(efter en [p]ause, sagte og tankefuld).
Til [h]olmgang imorgen? Hvem vil falde? (tier lidt og ud-
bryder derp[å], som greben af en stærk [b]eslutning.) Lad falde hvem der vil, –
Sigurd og jeg skal endda blive sammen!
bryder derp[å], som greben af en stærk [b]eslutning.) Lad falde hvem der vil, –
Sigurd og jeg skal endda blive sammen!
Faksimile
Fjerde [handling.]
[(]Ved [s]trandbredden. Det er [a]ften; [m]
[å]nen sees fra og til mel-
lem mørke sønderrevne [u]ve[j]rsskyer. I [b]aggrunden en sort, nylig
opkastet [g]ravhoug.[)]
[]
lem mørke sønderrevne [u]ve[j]rsskyer. I [b]aggrunden en sort, nylig
opkastet [g]ravhoug.[)]
[(]
Ørnulf sidder p[å] en [s]te[]n tilhø[j]re i [f]orgrunden med blottet [h]oved, [a]lbuerne
hvilende p[å] [k]næerne og med [a]nsigtet skjult i sine [h]ænder. Hans [m]ænd grave[r] ved
[h]augen, [n]ogle lyse[r] med [t]yrifakler. Efter et kort [o]phold komme[r] Sigurd og
Dagny ud fra [b] [å]dhuset, hvor en [] [s]tokild brænder.[)]
hvilende p[å] [k]næerne og med [a]nsigtet skjult i sine [h]ænder. Hans [m]ænd grave[r] ved
[h]augen, [n]ogle lyse[r] med [t]yrifakler. Efter et kort [o]phold komme[r] Sigurd og
Dagny ud fra [b] [å]dhuset, hvor en [] [s]tokild brænder.[)]
Dagny
[
] (dæmpet).
Der sidder han endnu. (holder Sigurd tilbage). Ne[j], tal ikke
til ham!
til ham!
Sigurd
.Du har [r]et[;] det er fortidligt; lad ham heller sidde med
sig selv.
sig selv.
Dagny
(g[å]r over mod [h]ø[j]re og betragter [f]aderen med stille [s]org).
S[å] stærk var han ig[å]r da han tog T[
h
]orolfs [l]ig p[å]
[r]yggen[;] stærk var han mens de grov p[å] [h]ougen[;] men da
de [a]lle var[] lagte derinde[,] og [j]ord og [s]tene kastet over, [–] da
tog [s]orgen ham[;] da var det som han sluknede[.] (tørrer [t] [å]rerne af).
Sig mig, Sigurd, n[å]r tænker du at fare hjem til Island?
[r]yggen[;] stærk var han mens de grov p[å] [h]ougen[;] men da
de [a]lle var[] lagte derinde[,] og [j]ord og [s]tene kastet over, [–] da
tog [s]orgen ham[;] da var det som han sluknede[.] (tørrer [t] [å]rerne af).
Sig mig, Sigurd, n[å]r tænker du at fare hjem til Island?
Sigurd
.S[å]snart [u]ve[j]ret stilner af og jeg f[å]r endt min
[h]
andel
med Gunnar [h]erse.
med Gunnar [h]erse.
Faksimile
97
Dagny
.Og s[å] vil du k[]øbe [l]and og bygge dig en [g]
[å]rd og
aldrig fare i [l]eding mere?
aldrig fare i [l]eding mere?
Sigurd
.Ja ja, – det har jeg lovet dig.
Dagny
.Og jeg tør forvist tro at Hjørdis bedrog mig, da hun
sagde at jeg lidet var dig værdig til [v]iv?
sagde at jeg lidet var dig værdig til [v]iv?
Sigurd
.Ja ja, Dagny, lid du p[å] mit [o]rd.
Dagny
.S[å] er jeg glad ig[]en og vil prøve at glemme alt det
onde [v]ærk, som her er øvet. I de lange [v]interkvælde vil vi
tale sammen om Gunnar og Hjørdis, og –
onde [v]ærk, som her er øvet. I de lange [v]interkvælde vil vi
tale sammen om Gunnar og Hjørdis, og –
Sigurd
.Nei, Dagny, vil du vel mod os [b]egge, s[å] nævn al-
drig Hjørdis, n[å]r vi sidde[r] hjemme p[å] Island!
drig Hjørdis, n[å]r vi sidde[r] hjemme p[å] Island!
Dagny
[
] (mildt bebre[j]dende).
Ubilligt er dit [h]ad til hende. Sigurd, Sigurd, det
ligner dig lidet!
ligner dig lidet!
En af [m]ændene
[
] (nærmer sig).
Se[] s[å], nu er [h]augen istand.
Ørnulf
(ligesom opv[å]gnende).
Haugen? Er den – n[å] ja –
7
Faksimile
98
Sigurd
.Tal nu til ham, Dagny.
Dagny
[
] (nærmer sig).
Fader, det er koldt herude[;] det trækker op til [u]ve[j]r inat.
Ørnulf
.Hm[;] bryd dig ikke om det, [h]augen er bygget tæt og
godt[;] de ligge[r] lunt derinde.
godt[;] de ligge[r] lunt derinde.
Dagny
.Ja[,] men du –
Ørnulf
.Jeg? Jeg fryser ikke.
Dagny
.Du har intet spist idag; vil du ikke g[å] ind? Natverds-
bordet st[å]r rede.
bordet st[å]r rede.
Ørnulf
.Lad [n]atverdsbordet st[å]; jeg er ikke sulten.
Dagny
.Men at sidde her s[å] stille; tro mig, det b[å]der dig ikke[;]
du er lidet vant til det.
du er lidet vant til det.
Ørnulf
.Vel sandt; der er [n]oget, som klemmer mig for [b]ringen;
jeg kan ikke trække [v]e[j]ret.
(han skjuler ig[]en [a]nsigtet med sine [h]ænder. Ophold. Dagny sætter sig hos ham).
jeg kan ikke trække [v]e[j]ret.
Dagny
.Imorgen ruster du vel dit [s]kib og farer med til Island?
Faksimile
99
Ørnulf
[
] (uden at se[] op).
Hvad skal jeg der? Nei, jeg vil til mine [s]ønner.
Dagny
[
] (sm[e]rteligt).
Fader!
Ørnulf
[
] (løfter [h]ovedet).
G[å] ind og lad mig sidde; har [u]ve[j]ret legt om mig en
[n]at eller to, s[å] er det gjort, tænker jeg.
[n]at eller to, s[å] er det gjort, tænker jeg.
Sigurd
.Sligt kan du ikke tænke p[å]!
Ørnulf
.Undres dig at jeg vil hvile? Mit [d]agværk er jo endt[;]
jeg har hø[j]lagt mine [s]ønner[.] (hæftigt). G[å] fra mig! –
G[å], g[å]! [
] (han skjnler ig[]en sit [a]nsigt.)
jeg har hø[j]lagt mine [s]ønner[.] (hæftigt). G[å] fra mig! –
G[å], g[å]! [
] (han skjnler ig[]en sit [a]nsigt.)
Sigurd
(sagte til Dagny, som re[j]ser sig).
Lad ham sidde lidt endnu.
Dagny
Ne[j], jeg f[å]r friste et [r]
[å]d til[;]
– jeg k[]ender ham[.]
(til Ørnulf). Dit [d]agværk er endt siger du; det er det dog
ikke. Hø[j]lagt har du dine [s]ønner[;] – men du er jo [s]kald;
det sømmer sig at kvæde til deres [m]inde.
(til Ørnulf). Dit [d]agværk er endt siger du; det er det dog
ikke. Hø[j]lagt har du dine [s]ønner[;] – men du er jo [s]kald;
det sømmer sig at kvæde til deres [m]inde.
Ørnulf
[
] (hovedrystende).
Kvæde? Ne[j], ne[j]; ig[å]r kunde jeg det; idag er jeg for
gammel.
gammel.
7*
Faksimile
100
Dagny
.Det m[å] du dog; hæderlige [m]ænd var[] dine [s]ønner
alle; et [k]væde m[å] siges om dem, og det kan [i]ngen i [æ]t-
ten uden du.
alle; et [k]væde m[å] siges om dem, og det kan [i]ngen i [æ]t-
ten uden du.
Ørnulf
(se[]r spørgende p[å] Sigurd).
Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd?
Sigurd
.Mig tykkes at s[å] er billigt; du f[å]r g[]øre som hun
siger.
siger.
Dagny
.Ilde vil det tykkes dine [g]rander p[å] Island, n[å]r [a]r-
veøllet skal drikkes over Ørnulfs [æ]tlinge, og intet [k]vad er
digtet. Til at følge dine [s]ønner har du [t]id nok.
veøllet skal drikkes over Ørnulfs [æ]tlinge, og intet [k]vad er
digtet. Til at følge dine [s]ønner har du [t]id nok.
Ørnulf
.Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du
siden kan riste [k]vadet p[å] [k] []ævle!
(Mændene nærme sig med [f]aklerne, s[å] at der dannes en [g]ruppe om ham; han
siden kan riste [k]vadet p[å] [k] []ævle!
tier lidt og tænker sig om, derp[å] siger han:)
Sind, som [s]orgen stinger,
[s]avner Brages [g]læde;
[s]orgfuld [s]kald s[å] s[å]re
[k]vides ved at kvæde.
Skaldeguden sk[]ænked
[e]vne mig at sjunge;
[k]linge lad min [k]lage
[f]or mit [t]ab, det tunge!
(re[j]ser sig [HIS: Punktum mangler, mellomrom intakt.])
Faksimile
101
Harmfuld Norne hærjed
[h]
[å]rdt mig [v]erdens [v]e[j]e, –
[l]isted [l]ykken fra mig,
[ø]dte Ørnulfs [e]
[j]e.
Sønner syv til Ørnulf
[b]lev af [g]uder givet;
[n]u g[å]r [g]ubben e[]nsom,
[s]ønneløs i [l]ivet.
Sønner syv, s[å] fagre,
[f]ostret mellem [s]værde,
[v]ærned [v]ikings hvide
[h]
[å]r som g[]ævest [g]
[]ærde.
Nu er [g]
[]ærdet jævnet,
[m]ine [s]ønner døde, –
[g]lædeløs st[å]r [g]ubben,
[o]g hans [h]us st[å]r øde.
T[
h
]orolf, – du min [y]ngste!
[b]oldest blandt de [b]olde!
[l]idet gad jeg klage,
[f]ik jeg dig beholde!
Ve[]n du var, som [v]
[å]ren,
[m]od din [f]ader k[]ærlig, –
[a]rted dig at ældes
[t]il en [h]elt s[å] herlig.
Ulivss[å]r usaligt
[v]ærste [v]e[] mon volde,
[h]ar min gamle [b]ringe
[k]lemt, som mellem [s]kjolde.
Faksimile
102
Nidsyg Norne nødig
[n]ægted mig sit [e]
[j]e, –
[d]ryssed [s]m[e]rtens [r]igdom
[o]ver Ørnulfs [v]e[j]e.
Vegt er vist mit [v]ærge;
[f]ik jeg [g]uders [e]vne,
[]en da blev min [i]dræt:
Nornens [f]ærd at hævne!
E[]n da blev min [g]
[]erning;
Nornens [f]ald at friste; –
Hun, som røved mig det
[b]edste og det [s]idste!
Har hun
[a]lt mig røvet?
[n]e[j], det har hun ikke[;] –
Tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs [m]jød at drikke!
(med stigende [b]ege[j]string.)
Mine [s]ønner tog hun[;]
[m]en hun gav min [t]unge
[e]vnen til i [k]væder
[u]d min [s]org at sjunge!
P[å] min [m]und hun lagde
[s]angens fagre [g]ave:
[l]ydt da lad den klinge
[s]elv ved [s]ønners [g]rave!
Hil jer da, [i]
[g]
[]æve!
[h]il jer der [i] ride[r]!
Gudegaven læger
[v]erdens [v]e[] og [k]vide[r]!
(han trækker et dybt [å]ndedrag, stryger [h]
[å]ret fra [p]anden og siger roligt.)
Faksimile
103
Se[] s[å]; nu er Ørnulf stærk og sund ig[]en[.]
(til [m]ændene).
Kom med til [n]atverdsbordet, [d]renge; vi har havt et tungt
[d]agværk! [
] (g[å]r med [k]arlene ind i [b] [å]dhuset.)
Kom med til [n]atverdsbordet, [d]renge; vi har havt et tungt
[d]agværk! [
] (g[å]r med [k]arlene ind i [b] [å]dhuset.)
Dagny
.Priset være de [h]ø[j]e i [h]imlen, som sk[]ænkte mig s[å] godt
et [r] [å]d! (til Sigurd) Vil du ikke g[å] ind?
et [r] [å]d! (til Sigurd) Vil du ikke g[å] ind?
Sigurd
.Ne[j], jeg har liden [l]yst. Sig mig, er[] alle [t]ing rede
til imorgen?
til imorgen?
Dagny
.Det ere de; et silkesømmet [l]i[]n ligger inde p[å]
[b]ænken;
men jeg ve[]d forvist at du vil st[å] dig mod Gunnar, s[å] jeg
har e[j] grædt derved.
men jeg ve[]d forvist at du vil st[å] dig mod Gunnar, s[å] jeg
har e[j] grædt derved.
Sigurd
.Det give alle gode [m]agter[,] at du aldrig m[å] græde for
min [s]kyld [
] (han standser og se[]r ud).
min [s]kyld [
] (han standser og se[]r ud).
Dagny
.Hvad lytter du p[å]?
Sigurd
.Hører du ikke –
der!
[
] (peger tilvenstre.)
] (peger tilvenstre.)
Faksimile
104
Dagny
.Jo, der g[å]r som et sælsomt [u]ve[j]r over [h]avet!
Sigurd
(idet han g[å]r lidt op mod [b]aggrunden).
Hm, der vil nok regne h[å]rde [h]agl i det [u]ve[j]r[.]
(r[å]ber).
Hvem kommer?
Hvem kommer?
K[å]re [b]onde
[
] (udenfor tilvenstre).
K[]endte [f]olk, Sigurd [v]iking!
[]
[(]
K[å]re [b]onde
med
en [f]lok bevæbnede [m]ænd fra [v]enstre.[)]
Sigurd
.Hvor agte[r]
[
I
i
] jer hen?
Kaare
.Til Gunnar [h]erses [g]
[å]rd!
Sigurd
.Med [u]fred?
Kaare
.Ja, det kan du lide p[å]! Du hindred[] mig før; men
nu tænker jeg det er dig k[]ært nok!
nu tænker jeg det er dig k[]ært nok!
Sigurd
.Kan vel være.
Kaare
.Jeg har hørt om din [h]andel med Gunnar; men g[å]r
det som jeg vil, s[å] kommer han med vege [v] [å]ben til [m]ødet.
det som jeg vil, s[å] kommer han med vege [v] [å]ben til [m]ødet.
Faksimile
105
Sigurd
.Det er vovsomt [v]ærk du pønser p[å]; agt dig, [b]onde!
Kaare
[
] (med trodsig [l]atter).
Lad mig om det; vil du takle dit [s]kib inat, s[å] skal
vi lyse op for dig! – Kom, alle [m]and, – se[] [,] her g[å]r
[v]e[j]en! [
] (de g[å] [r] [a]lle ud til [h]ø[j]re i [b]aggrunden.)
vi lyse op for dig! – Kom, alle [m]and, – se[] [,] her g[å]r
[v]e[j]en! [
] (de g[å] [r] [a]lle ud til [h]ø[j]re i [b]aggrunden.)
Dagny
.Sigurd, Sigurd, den [u]færd m[å] du hindre!
Sigurd
(g[å]r rask hen til [d]øren og r[å]ber ind:)
Op fra [b]ordet, Ørnulf; tag [h]ævn over K[å]re [b]onde!
Ørnulf
(kommer ud med de [ø]vrige:)
K[å]re [b]onde[,]
– hvor er han?
Sigurd
.Han stævner mod Gunnars [g]
[å]rd for at brænde [f]olkene
inde!
inde!
Ørnulf
.Ha, ha, – lad ham det, s[å] f[å]r jeg [h]ævn over Gunnar
og Hjørdis med det [s]amme; siden vil jeg søge K[å]re.
og Hjørdis med det [s]amme; siden vil jeg søge K[å]re.
Sigurd
.Ne[j], det er gavnløst [r]
[å]d; K[å]re m[å] du søge inat,
hvis du vil ramme ham; t[]i er [u]d[å]den øvet, s[å] stævner
han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til [h]olmgang[;] han er
dig vis nok, ifald ikke jeg selv – n[å] ja, ligegodt, – inat m[å]
han sk[]ærmes mod sine [u]venner; ilde var det om slig [u]g[]er-
ningsmand, som K[å]re, tog [h]ævnen fra mig!
Faksimile
106
hvis du vil ramme ham; t[]i er [u]d[å]den øvet, s[å] stævner
han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til [h]olmgang[;] han er
dig vis nok, ifald ikke jeg selv – n[å] ja, ligegodt, – inat m[å]
han sk[]ærmes mod sine [u]venner; ilde var det om slig [u]g[]er-
ningsmand, som K[å]re, tog [h]ævnen fra mig!
Ørnulf
.Sandt siger du der. Inat vil jeg sk[]ærme T[
h
]orolfs [b]ane[;]
men imorgen m[å] han fældes!
men imorgen m[å] han fældes!
Sigurd
.
Han eller jeg, – det kan du lide p[å]!
Ørnulf
.S[å] kom da til [h]ævn for Ørnulfs [æ]t!
(han g[å]r med [m]ændene tilhø[j]re i [b]aggrunden.)
Sigurd
.Dagny, følg med[;]
–
jeg m[å] blive[;] t[]i [r]ygtet om [t]ve-
kampen er alt p[å] [v]andring mellem [f]olk, og jeg kan ikke
møde Gunnar før [t]iden kommer; men du, – styr og r[å]d
din [f]ader; hæderligt m[å] han fare frem; i Gunnars [g] [å]rd
er[] mange [k]vinder; ingen [m]e[]n m[å] voldes Hjørdis eller
de [a]ndre.
kampen er alt p[å] [v]andring mellem [f]olk, og jeg kan ikke
møde Gunnar før [t]iden kommer; men du, – styr og r[å]d
din [f]ader; hæderligt m[å] han fare frem; i Gunnars [g] [å]rd
er[] mange [k]vinder; ingen [m]e[]n m[å] voldes Hjørdis eller
de [a]ndre.
Dagny
.Ja ja, jeg vil med. P[å] Hjørdis tænker du dog; [t]ak
for det [h]jertelag!
for det [h]jertelag!
Sigurd
.G[å], g[å]
[,]
[]Dagny!
Dagny
.Jeg g[å]r; men for Hjørdis kan vi være trygge: hun
har gyldne [h]ærklæder i [b]uret, og værger sig nok selv.
har gyldne [h]ærklæder i [b]uret, og værger sig nok selv.
Faksimile
107
Sigurd
.Det tænker jeg med[;] men g[å] du endda[;] styr din [f]aders
[f]ærd[;] v[å]g over [a]lle og – over Gunnars [h]ustru!
[f]ærd[;] v[å]g over [a]lle og – over Gunnars [h]ustru!
Dagny
.Lid p[å] mig. Vel mødt ig[]en!
(hun g[å]r efter de [f]orrige).
Sigurd
.Det er første [g]ang, [f]osterbroder, at jeg st[å]r v[å]benløs
mens du er stedt i [f]are[.] (lytter). Jeg hører [s]krig og [s]værd-
hug[;] – de ere alt ved [g] [å]rden[.] (vil over til [h]ø[j]re, men standser og
viger forbauset tilbage). Hjørdis! Hun kommer hid!
mens du er stedt i [f]are[.] (lytter). Jeg hører [s]krig og [s]værd-
hug[;] – de ere alt ved [g] [å]rden[.] (vil over til [h]ø[j]re, men standser og
viger forbauset tilbage). Hjørdis! Hun kommer hid!
[]
[(]
Hjørdis, klædt i kort rød [s]karlagenskjortel, med gyldne [v]
[å]benstykker:
[h]jelm, [p]andser, [a]rm- og [b]e[]nskinner. Hendes [h] [å]r er udsl[å]et; p[å] [r]yggen bærer
hun et [k]ogger, og ved [b]eltet et lidet [s]kjold; i [h] [å]nden har hun [b]uen med [h] [å]rsnoren.[)]
[h]jelm, [p]andser, [a]rm- og [b]e[]nskinner. Hendes [h] [å]r er udsl[å]et; p[å] [r]yggen bærer
hun et [k]ogger, og ved [b]eltet et lidet [s]kjold; i [h] [å]nden har hun [b]uen med [h] [å]rsnoren.[)]
Hjørdis
[]n,[(]ilsomt og seende sig tilbage som om hun ængstedes
af [n]oget, der forfulgte hende[,] [] g[å]r tæt hen til Sigurd, tager ham ved [a]rmen
og siger dæmpet:)
Sigurd, Sigurd, kan du se[] den?
Sigurd
.Hvem? Hvor?
Hjørdis
.Ulven der
– lige ved; den rører sig ikke[;] den se[]r p[å]
mig med to røde [ø] [j]ne! – Det er min Fylgje, Sigurd! Tre
[g]ange har den vist sig for mig; det betyder at jeg visselig
skal dø inat!
mig med to røde [ø] [j]ne! – Det er min Fylgje, Sigurd! Tre
[g]ange har den vist sig for mig; det betyder at jeg visselig
skal dø inat!
Faksimile
108
Sigurd
.Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis
.Der sank den i [j]orden! Ja, ja, nu har den varslet mig.
Sigurd
.Du er syg; kom og g[å] ind!
Hjørdis
.Nei, her vil jeg vente; jeg har ikke lang [t]id ig[]en!
Sigurd
.Hvad er der hændt med dig?
Hjørdis
.Hvad der er hændt? Det ve[]d jeg ikke[;] men sandt var
det[,] du sagde idag, at Gunnar og Dagny stod mellem os;
bort fra dem og fra [l]ivet m[å] vi[;] da kan vi blive sammen!
det[,] du sagde idag, at Gunnar og Dagny stod mellem os;
bort fra dem og fra [l]ivet m[å] vi[;] da kan vi blive sammen!
Sigurd
.Vi? Ha, du mener –!
Hjørdis
[
] (med [h]ø[j]hed).
Jeg blev hjemløs i [v]erden fra den [d]ag du tog en [a]n-
den til [v]iv. Ilde handled[] du dengang! Alle gode [g]aver
kan [m]anden give til sin fuldtro [v]en, – Alt, kun ikke den
[k]vinde han har k[]ær; t[]i g[]ør han det, da bryder han Nor-
nens lønlige [s]pind og to [l]iv forspildes. Der er en usvigelig
[r]øst i mig, som siger at jeg blev til, for at mit stærke [s]ind
skulde løfte og bære dig i de tunge [t]ider, og at du fødtes,
for at jeg i []en [m]and kunde finde alt det, der tyktes mig stort
og ypperligt; t[]i det ve[]d jeg, Sigurd, – havde vi [t]o holdt
sammen, da var du bleven navnkundigere og jeg lykkeligere end
alle [a]ndre!
den til [v]iv. Ilde handled[] du dengang! Alle gode [g]aver
kan [m]anden give til sin fuldtro [v]en, – Alt, kun ikke den
[k]vinde han har k[]ær; t[]i g[]ør han det, da bryder han Nor-
nens lønlige [s]pind og to [l]iv forspildes. Der er en usvigelig
[r]øst i mig, som siger at jeg blev til, for at mit stærke [s]ind
skulde løfte og bære dig i de tunge [t]ider, og at du fødtes,
for at jeg i []en [m]and kunde finde alt det, der tyktes mig stort
og ypperligt; t[]i det ve[]d jeg, Sigurd, – havde vi [t]o holdt
Faksimile
109
sammen, da var du bleven navnkundigere og jeg lykkeligere end
alle [a]ndre!
Sigurd
.Unyttig er den [k]lage nu. Mener du det er lysteligt,
det [l]iv jeg har ivente? Hver [d]ag at være Dagny nær og
g[]øgle en [e]lskov, som [h]jertet klemmes ved. Og dog, det
m[å] s[å] være; ændres kan det ikke.
det [l]iv jeg har ivente? Hver [d]ag at være Dagny nær og
g[]øgle en [e]lskov, som [h]jertet klemmes ved. Og dog, det
m[å] s[å] være; ændres kan det ikke.
Hjørdis
[
] (under stigende [v]ildhed).
Det skal det dog! Ud af [l]ivet vil vi [b]egge g[å]! Se[]r
du denne [b]uesnor? Med den rammer jeg sikkert; t[]i jeg har
galet fagre [g]aldrekvad over den! (lægger en [p]i[]l i [b]uen, der er spændt.)
Hør! Hør, hvor det suser hø[j]t oppe! Det er de [d]ødes [h]jem-
færd; jeg har he[ks]et dem hid; – i [l]ag med dem skal vi følges!
du denne [b]uesnor? Med den rammer jeg sikkert; t[]i jeg har
galet fagre [g]aldrekvad over den! (lægger en [p]i[]l i [b]uen, der er spændt.)
Hør! Hør, hvor det suser hø[j]t oppe! Det er de [d]ødes [h]jem-
færd; jeg har he[ks]et dem hid; – i [l]ag med dem skal vi følges!
Sigurd
(viger tilbage).
Hjørdis, Hjørdis, – jeg ræddes for dig!
Hjørdis
(uden at agte p[å] ham).
Ingen [m]agt kan ændre vor [s]k[]æbne nu! O, ja – det
er ogsaa bedre s[å], end om du havde fæstet mig hernede i
[l]ivet[;] end om jeg havde siddet p[å] din [g] [å]rd for at væve
[l]i[]n og [u]ld og føde dig [a]fkom, – fy, fy!
er ogsaa bedre s[å], end om du havde fæstet mig hernede i
[l]ivet[;] end om jeg havde siddet p[å] din [g] [å]rd for at væve
[l]i[]n og [u]ld og føde dig [a]fkom, – fy, fy!
Sigurd
.Hold op! Din [t]rolddomskunst har været dig overmægtig;
den har kastet en [s]jælesot p[å] dig! (forfærdet.) Ha, se[] – se[]!
Gunnars [g] [å]rd, – den brænder!
den har kastet en [s]jælesot p[å] dig! (forfærdet.) Ha, se[] – se[]!
Gunnars [g] [å]rd, – den brænder!
Faksimile
110
Hjørdis
.Lad brænde, lad brænde! Skysalen deroppe er bedre end
Gunnars [b]jælkestue!
Gunnars [b]jælkestue!
Sigurd
.Men Egil, din [s]øn, – de fælde[r] ham!
Hjørdis
.Lad fældes, – s[å] fældes min [s]k[]ændsel med det samme!
Sigurd
.Og Gunnar[,]
– de tage[r] din [h]usbon[
ds
d
] Liv!
Hjørdis
.Det agter jeg ikke! Bedre [h]usbond skal jeg følge hjem
inat! Ja, Sigurd, s[å] m[å] det være; her i [l]andet gro[]r ikke
[l]ykken for mig[;] – den hvide [g]ud kommer nordover[;] ham vil
jeg ikke stedes til [m]øde med; de [g]amle ere ikke stærke, som
før[;] – de sove[r], de sidde[r] halvt som [s]kygger[;] – med dem vil vi
strides! Ud af [l]ivet, Sigurd; jeg vil sætte dig p[å] [h]imlens
[k]ongestol, og selv vil jeg sidde dig næst! (Uve[j]ret bryder løs) Hør,
hør, der kommer vort [f]ølge! Kan du se[] de sorte jagende
[h]este; [e]n for mig og [e]n for dig! (kaster [b]uen til [k]inden og skyder)
S[å] far da den sidste [f]ærd!
inat! Ja, Sigurd, s[å] m[å] det være; her i [l]andet gro[]r ikke
[l]ykken for mig[;] – den hvide [g]ud kommer nordover[;] ham vil
jeg ikke stedes til [m]øde med; de [g]amle ere ikke stærke, som
før[;] – de sove[r], de sidde[r] halvt som [s]kygger[;] – med dem vil vi
strides! Ud af [l]ivet, Sigurd; jeg vil sætte dig p[å] [h]imlens
[k]ongestol, og selv vil jeg sidde dig næst! (Uve[j]ret bryder løs) Hør,
hør, der kommer vort [f]ølge! Kan du se[] de sorte jagende
[h]este; [e]n for mig og [e]n for dig! (kaster [b]uen til [k]inden og skyder)
S[å] far da den sidste [f]ærd!
Sigurd
.Vel truffet, Hjørdis!
[
] (han falder.)
] (han falder.)
Hjørdis
(jublende, idet hun iler hen til ham.)
Sigurd, min [b]roder, – nu høre[r] vi hinanden til!
Faksimile
111
Sigurd
.Nu mindre end før. Her skilles vore [v]e[j]e; t[]i jeg er
en kristnet [m]and.
en kristnet [m]and.
Hjørdis
(forfærdet).Du –! Ha, ne[j], ne[j]!
Sigurd
.Den hvide [g]ud er min; [k]ong Ædhelstan har lært mig
ham at k[]ende[;] – det er op til ham jeg nu g[å]r.
ham at k[]ende[;] – det er op til ham jeg nu g[å]r.
Hjørdis
[
] (i [f]ortvivlelse).
Og jeg –! (slipper [b]uen)
[v]e[], [v]e[]!
Sigurd
.Tungt var mit [l]iv fra den [s]tund jeg tog dig ud af
mit eget [h]jerte og gav dig til Gunnar. Tak, Hjørdis[;] – nu
er jeg s[å] let og fri [
] (dø[]r).
mit eget [h]jerte og gav dig til Gunnar. Tak, Hjørdis[;] – nu
er jeg s[å] let og fri [
] (dø[]r).
Hjørdis
[
] (stille).
Død! S[å] har jeg visselig forspildt min [s]jæl! (Uve[j]ret vo[ks]er,
hun udbryder vildt) De komme[r]! Jeg har galdret dem hid! Men
ne[j], ne[j] [;] – jeg følger jer ikke[;] jeg vil ikke ride uden Sigurd!
Det hjælper ei[;] – de se[] [r] mig[;] de le[] [r] og vinke[r], de spore[r] sine
[h]este! (iler ud p[å] [f]jeldkanten i [b]aggrunden) Der er[] de over mig[;] –
og intet [l]y, intet [s]kjul! Jo, p[å] [h]avets [b]und kan hænde!
(hun styrter sig ud).
hun udbryder vildt) De komme[r]! Jeg har galdret dem hid! Men
ne[j], ne[j] [;] – jeg følger jer ikke[;] jeg vil ikke ride uden Sigurd!
Det hjælper ei[;] – de se[] [r] mig[;] de le[] [r] og vinke[r], de spore[r] sine
[h]este! (iler ud p[å] [f]jeldkanten i [b]aggrunden) Der er[] de over mig[;] –
og intet [l]y, intet [s]kjul! Jo, p[å] [h]avets [b]und kan hænde!
Faksimile
112
[]
[(]
Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds og Ørnulfs
[m]ænd
kommer efterh[å]nden ind fra [h]ø[j]re.[)]
kommer efterh[å]nden ind fra [h]ø[j]re.[)]
Ørnulf
(vendt mod [g]ravhaugen).
Nu kan [i] sove roligt; t[]i uhævnet ligge[r] I ikke!
Dagny
[
] (kommer).
Fader, [f]ader, – Skrækken dræber mig; – al den blodige
[f]ærd – og [u]veiret[;] – hør, hør!
[f]ærd – og [u]veiret[;] – hør, hør!
Gunnar
(med Egil p[å] [a]rmen).
Giv [f]red og [l]y for mit [b]arn!
Ørnulf
.Gunnar [h]erse!
Gunnar
.Ja Ørnulf, min [g]
[å]rd er jo brændt og mine [s]vende
faldne; jeg er i din [v]old[;] g[]ør som dig tykkes!
faldne; jeg er i din [v]old[;] g[]ør som dig tykkes!
Ørnulf
.Det st[å]r til Sigurd. Men ind under [t]ag; det er
utrygt herude!
utrygt herude!
Dagny
.Ja, ind, ind! (gaar henimod [b]
[å]dhuset faar [ø]
[j]e p[å]
[l]iget og udstøder
et [s]krig:) Sigurd, min [h]usbond[;] – de har dræbt ham!
(kaster sig ned ved ham).
et [s]krig:) Sigurd, min [h]usbond[;] – de har dræbt ham!
Ørnulf
[
] (iler til).
Sigurd!
Faksimile
113
Gunnar
(sætter Egil ned).
Sigurd dræbt!
Dagny
(se[]r fortvivlet p[å] [m]ændene, der st[å] [r] om den [d]øde).
Ne[j], ne[j]
[]
[,] det er ikke s[å]
[;]
– han m[å] være ilive endnu!
(bemærker [b]uen). Ha, hvad er det! [
] (re[j]ser sig.)
(bemærker [b]uen). Ha, hvad er det! [
] (re[j]ser sig.)
Ørnulf
.Datter, det er nok[,] som du først sagde, – Sigurd er
fældet.
fældet.
Gunnar
(som greben af en pludselig [t]anke)
Og Hjørdis! – Har Hjørdis været her?
Dagny
(sagte og med [f]atning).
Jeg ve[]d ikke; men det ve[]d jeg, at hendes [b]ue har
været her.
været her.
Gunnar
.Ja, jeg tænkte det nok!
Dagny
.Ti, ti! (for sig selv). S[å] bittert har hun da hadet ham!
Gunnar
[
] (sagte).
Fældet ham –
[n]atten før [h]olmgangen; s[å] har hun
endda elsket mig.
endda elsket mig.
(Alle fare[r] forfærdede sammen; [Åsgårdsrejden] suser g[]ennem Luften).
Egil
[
] (med [s]kræk).
Fader! Se[], se[]?
8
Faksimile
114
Gunnar
.Hvad er det[?]
Egil
.Deroppe – alle de sorte [h]este –!
Gunnar
.Det er [s]kyerne, som –
Ørnulf
.Ne[j], det er de [d]ødes [h]jemfærd[.]
Egil
[
] (med et [s]krig).
Moder er med dem!
Dagny
.Alle gode [m]agter!
Gunnar
.Barn, hvad siger du!
Egil
.Der – foran – p[å] den sorte [h]est! [f]ader, [f]ader!
(Egil klynger sig forfærdet op til [f]aderen; kort [p]ause; Uveiret drager forbi, [s]kyerne
skilles, [m] [å]nen skinner fredeligt ud over [l]andskabet.)
skilles, [m] [å]nen skinner fredeligt ud over [l]andskabet.)
Gunnar
(stille og sm[e]rteligt).
Nu er Hjørdis visselig død!
Ørnulf
.Det er vel s[å], Gunnar[;]
– og p[å] hende havde jeg
mere at hævne end p[å] dig. Dyrt blev [m]ødet for os [b]egge[;] – [–]
der er min [h] [å]nd; [f]red og [f]orsoning!
mere at hævne end p[å] dig. Dyrt blev [m]ødet for os [b]egge[;] – [–]
der er min [h] [å]nd; [f]red og [f]orsoning!
Faksimile
115
Gunnar
.Tak[,] Ørnulf! Og nu tilskibs[;] jeg farer med til Island!
Ørnulf
.Ja, til Island, og sent vil vor [h]ærfærd glemmes:
Hø
[j]
t om [h]eltefærd og stærke
[k]jæmpers [l]eg p[å] norske [s]trande
[s]kal til sildigst [æ]t fra Island
[s]junges over [n]ordens [l]ande!
Faksimile
[]
